Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan mirakler virkelig finde sted? — Tre almindelige indvendinger

Kan mirakler virkelig finde sted? — Tre almindelige indvendinger

Kan mirakler virkelig finde sted? — Tre almindelige indvendinger

INDVENDING NR. 1: Mirakler kan ikke finde sted fordi de strider imod naturlovene. Vores forståelse af naturlovene bygger på hvad videnskaben har iagttaget i naturen omkring os. Men disse love er ligesom de grammatiske regler for et sprog — der kan være undtagelser. Vores forståelse af disse „regler“ kan faktisk være meget begrænset. (Job 38:4) En ivrig videnskabsmand kan have brugt hele sit liv på at studere en bestemt naturlov. Men der skal blot én „undtagelse“ til før han må revurdere sin opfattelse af denne lov. Som man siger: „Bare én sort svane er nok til at modbevise teorien om at alle svaner er hvide.“

Der er en munter historie der illustrerer hvor let det er at basere sin mening på ufuldstændige kendsgerninger. John Locke (1632-1704) har fortalt denne historie om den nederlandske ambassadør og kongen af Siam: Da ambassadøren beskrev sit land for kongen, nævnte han at det undertiden var muligt for en elefant at gå på vandet. Kongen afviste tanken og mente at ambassadøren løj for ham. Men ambassadøren beskrev blot noget som kongen ikke havde oplevet. Kongen var ikke klar over at når vand fryser til is, kan det bære vægten af en elefant. Han troede ikke at det var muligt, for han havde ikke alle kendsgerningerne.

Tænk over nogle af de moderne bedrifter som for blot et par årtier siden syntes umulige:

● En flyvemaskine kan transportere over 800 passagerer nonstop fra New York til Singapore med en marchhastighed af 900 kilometer i timen.

● Videokonferencer sætter folk på forskellige kontinenter i stand til at tale med hinanden ansigt til ansigt.

● Tusindvis af sange kan opbevares på en enhed der er mindre end en tændstikæske.

● Kirurger kan transplantere hjerter og andre organer.

Hvilken logisk konklusion kan vi drage af disse kendsgerninger? Jo, hvis mennesker kan udføre bedrifter som man for blot nogle få år siden ville have anset for at være umulige, så kan den Gud der har skabt universet og alt hvad det rummer, helt sikkert udføre storslåede gerninger som vi endnu ikke fuldt ud forstår eller på nuværende tidspunkt kan gøre efter. * — 1 Mosebog 18:14; Mattæus 19:26.

INDVENDING NR. 2: Bibelen omtaler kun mirakler for at få folk til at tro. Bibelen siger ikke at vi skal tro på alle mirakler. Faktisk er det modsatte tilfældet. Bibelen advarer os og siger at vi skal være meget forsigtige med at stole på mirakler og kraftige tegn. Læg mærke til denne klare advarsel: „Den lovløses komme vil være i overensstemmelse med Satans værk, som kommer til udtryk gennem alle former for falske mirakler, tegn og undere og gennem al slags bedragerisk ondskab.“ — 2 Thessaloniker 2:9, 10, New International Version.

Jesus Kristus advarede desuden om at mange ville hævde at følge ham, men ikke være hans sande disciple. Nogle ville endda sige til ham: „Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet dæmoner og gjort mange mirakler?“ (Mattæus 7:22; NIV) Men Jesus sagde at han ikke ville godkende dem som sine disciple. (Mattæus 7:23) Ifølge Jesus er det altså ikke alle mirakler der kommer fra Gud.

Gud siger ikke til dem der tilbeder ham, at de blot skal basere deres tro på mirakler. Deres tro må i stedet være solidt grundfæstet på kendsgerninger. — Hebræerne 11:1.

Lad os som eksempel se på et af de mest berømte mirakler der er omtalt i Bibelen, nemlig Jesu Kristi opstandelse. Nogle år efter denne begivenhed begyndte nogle af de kristne i Korinth at tvivle på om Jesus virkelig var blevet oprejst. Hvordan hjalp apostelen Paulus dem? Sagde han blot: „Hav mere tro“? Nej. Læg mærke til at han mindede dem om nogle fastslåede kendsgerninger. Han skrev at Jesus „blev begravet, ja, . . . han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her.“ — 1 Korinther 15:4-8.

Gjorde det nogen forskel om disse kristne troede på det mirakel? Paulus fortsætter: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ (1 Korinther 15:14) Paulus tog ikke let på spørgsmålet. Enten var Jesus blevet oprejst, eller også var han det ikke! Og Paulus vidste at dette mirakel virkelig var sket, for der levede stadig hundredvis af øjenvidner på den tid. Faktisk ville disse øjenvidner hellere dø end fornægte hvad de havde set. — 1 Korinther 15:17-19.

INDVENDING NR. 3: Mirakler er blot naturfænomener som misforstås af uvidende mennesker. Nogle forskere hævder at Bibelens mirakler bare var naturlige hændelser som skete uden guddommelig indgriben. De mener at det gør Bibelens beretninger mere troværdige. Der kan ganske vist have været naturfænomener — som for eksempel jordskælv, plager og jordskred — forbundet med nogle af miraklerne, men disse forklaringer har ét tilfælles. De ser bort fra det tidspunkt hvor Bibelen siger at miraklet fandt sted.

For eksempel er der nogle der påstår at den første plage der kom over Egypten, hvor vandet i Nilen blev til blod, i virkeligheden skyldtes rødjord som var skyllet ned i Nilen, samt rødlige organismer kaldet flagellater. Men Bibelen siger at floden blev til blod, ikke til rødt mudder. En omhyggelig læsning af Anden Mosebog 7:14-21 viser at dette mirakel skete på det tidspunkt hvor Aron, på Moses’ befaling, slog på Nilen med sin stav. Selv hvis forvandlingen af floden skyldtes en naturlig hændelse, var det et mirakel at Aron slog på vandet på nøjagtig det tidspunkt!

Som et andet eksempel på hvor vigtigt tidspunktet er i forbindelse med et mirakel, kan vi tænke på hvad der skete da israelitterne stod på tærskelen til det forjættede land. Deres vej blev spærret da Jordanfloden løb over sine bredder. Bibelen fortæller os hvad der dernæst skete: „I det øjeblik da de som bar arken, kom til Jordan, og præsterne som bar arken dyppede fødderne i vandkanten . . . , stod vandet som kom ovenfra stille. Det rejste sig som en dæmning meget langt borte, ved Adam, byen som ligger ved siden af Zaretan.“ (Josua 3:15, 16) Skyldtes dette et jordskælv eller et jordskred? Det fortæller beretningen os ikke noget om. Men det var et mirakel at det fandt sted på dette tidspunkt. Det skete nøjagtig til den tid Jehova havde forudsagt. — Josua 3:7, 8, 13.

Så finder der virkelig mirakler sted? Det siger Bibelen at der gør. Ifølge Bibelen er der ikke blot tale om naturfænomener. Er det da logisk at sige at mirakler umuligt kan finde sted bare fordi der ikke sker nogen hver dag?

[Fodnote]

^ par. 9 Hvis du tvivler på at Gud eksisterer, vil vi tilskynde dig til at læse brochurerne Er Gud interesseret i os? og Er livet en Skabers værk? Du kan også bede den der gav dig dette blad, om at få flere oplysninger.

[Illustration på side 5]

For blot nogle årtier siden ville mange have troet at det var umuligt at flyve med flere hundrede kilometer i timen