JEG er født den 10. december 1968 i Ilocos Norte, Filippinerne, som det syvende barn i en søskendeflok på ti. Ligesom de fleste filippinere var vi katolikker. Jeg blev færdig med skolen i 1986 og ville gerne være sygeplejerske. Men den drøm blev ikke til noget, for jeg blev alvorligt syg. Jeg troede faktisk at jeg skulle dø. I desperation tryglede jeg Gud om hjælp og lovede ham at hvis jeg blev rask, så ville jeg tjene ham resten af livet.

Da jeg langt om længe var blevet rask, huskede jeg mit løfte til Gud. I juni 1991 lod jeg mig derfor indskrive på en af pinsekirkens bibelskoler. Ifølge skolens program kunne man få ’den hellige ånds gave’. Jeg ønskede at få kraften til at helbrede. Skolen lærte os at den kraft kunne opnås gennem faste og bøn. Engang da jeg ville give det udseende af at jeg havde fået ’gaven’, lyttede jeg i smug til en af mine klassekammerater der bad højt henne i et hjørne da vi var samlet til bøn. Lige før hun afsluttede sin bøn, smuttede jeg hurtigt tilbage til det sted hvor jeg havde knælet. Bagefter fortalte jeg hende præcis hvad hun havde bedt om i sin bøn, og hun troede at jeg nu havde ’gaven’!

Jeg fortsatte min uddannelse på skolen, men jeg havde mange spørgsmål. For eksempel taler Mattæus 6:9 om „vor Fader“ og hans „navn“. Jeg stillede spørgsmål som: „Hvem er den Fader som Jesus omtaler?“ og: „Hvis navn er det der skal helliges?“ Lærernes svar var ofte ret svævende og ikke særlig tilfredsstillende. De talte om treenigheden og sagde at den er et mysterium. Jeg syntes at det var ret forvirrende. Alligevel fortsatte jeg med at læse til præst.

På bibelskolen lærte vi at Jehovas Vidner fremmede falsk religion af værste slags, og de blev omtalt som antikrist. Jeg fik dyb afsky for det trossamfund.

I mit andet skoleår tog jeg i en ferie hjem for at besøge mine forældre. En af mine storesøstre, Carmen, hørte at jeg var hjemme, så hun kom også. Hun var allerede et døbt Jehovas vidne og heltidsforkynder. Da hun forsøgte at lære mig noget om Gud, svarede jeg rasende: „Jeg kender allerede den Gud jeg tjener!“ Jeg hånede hende højlydt, skubbede hende væk og gav hende ikke flere chancer for at tale med mig.

Da jeg kom tilbage til bibelskolen, sendte Carmen mig et eksemplar af brochuren Skal man tro på treenigheden? * Jeg krøllede den  straks sammen og brændte den. Jeg var stadig vred på hende.

Mens jeg studerede videre på bibelskolen, lykkedes det mig at få nogle til at konvertere. Jeg var især stolt da min mor og min storebror gik over til pinsekirken.

I marts 1994 bestod jeg eksamen på pinsekirkens bibelskole. Som nævnt i begyndelsen var der en prædikant på besøg på det tidspunkt. Alle os der var færdige med skolen, ville gerne være sammen med ham fordi vi troede at han kunne helbrede. Vi gik op til ham på scenen, og sammen hoppede og klappede vi til musikkens taktfaste rytmer. Derefter rørte han ved nogle af de tilstedeværende, og de faldt om, „ramt af ånden“. * Da han rørte ved mig, faldt jeg også om og mistede bevidstheden. Da jeg vågnede, var jeg skræmt, men fordi jeg nu følte at jeg havde fået kraft til at helbrede, var jeg glad.

Kort tid derefter brugte jeg denne kraft til at helbrede et barn der havde høj feber. Da jeg bad en bøn, begyndte barnet straks at svede, og feberen forsvandt. Endelig følte jeg at jeg kunne opfylde mit løfte til Gud. Mærkeligt nok syntes jeg dog at jeg manglede noget. Inderst inde var jeg overbevist om at der kun er én Gud, men jeg vidste ikke rigtig hvem han var. Og jeg havde nogle nagende tvivlsspørgsmål om mange af kirkens læresætninger.

Efter disse begivenheder blev min fjendtlige indstilling over for Jehovas Vidner endnu stærkere. Hver gang jeg fandt nogle af deres publikationer, brændte jeg dem. Men så skete der noget uventet. Jeg blev fuldstændig chokeret da jeg opdagede at min mor ikke længere ville tilhøre vores kirke. Carmen havde studeret Bibelen med hende! Jeg var virkelig vred på min søster.

Så fandt jeg et eksemplar af bladet Vågn op! hjemme hos min mor. Normalt ville jeg have brændt det, men jeg var så nysgerrig efter at se hvad hun læste, at jeg hurtigt kiggede bladet igennem. Mine øjne faldt på en artikel om en mand som var fast overbevist om det hans kirke lærte. Men da han begyndte at læse Jehovas Vidners publikationer sammen med Bibelen, forstod han at treenighedslæren, helvedeslæren og læren om sjælens udødelighed ikke havde noget bibelsk grundlag. Det gjorde et dybt indtryk på mig, for det var præcis de spørgsmål jeg havde tumlet med. Fra da af længtes jeg efter at komme til at forstå sandheden fra Bibelen.

Efter at have læst en anden beretning i Vågn op! om en alkoholiker og narkoman der gjorde store forandringer til det bedre som følge af hans studium af Bibelen, begyndte jeg at læse flere af Vidnernes publikationer. Jeg fandt et eksemplar af brochuren Guds navn der vil bestå for evigt. * Ved hjælp  af den lærte jeg at Guds navn er Jehova. Jeg blev meget lykkelig for at lære sandheden om den eneste sande Gud. — 5 Mosebog 4:39; Jeremias 10:10.

Ved at læse noget mere i al hemmelighed lærte jeg mange flere bibelske sandheder at kende. For eksempel havde jeg i pinsekirkens skole lært at Jesus er Gud, men ud fra Bibelen forstod jeg at han er „den levende Guds søn“. — Mattæus 16:15, 16.

Næste gang jeg mødte Carmen, blev hun ret overrasket da jeg bad om at få et eksemplar af brochuren Guds navn der vil bestå for evigt og nogle andre publikationer. Jeg havde tilbragt mange år på bibelskolen, men sandheden havde jeg ikke lært; jeg var blevet ført bag lyset. Nu strømmede mit hjerte over af glæde på grund af det jeg lærte ud fra Bibelen. Jeg følte den fulde virkning af Jesu ord: „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:32) Denne sandhed begyndte at forandre mit liv.

I et stykke tid troede jeg at jeg kunne tilbede Jehova Gud i det skjulte og samtidig virke som præst. Men jeg blev snart klar over at jeg ikke længere kunne stå inde for mange af kirkens trossætninger. Ikke desto mindre var jeg bange. Hvordan skulle jeg klare mig økonomisk hvis jeg holdt op som præst? Og det ville være meget pinligt for kirken hvis en af dens præster blev et af Jehovas Vidner! Så jeg fortsatte med at arbejde som præst, men undlod at forkynde kirkens falske trossætninger.

Næste gang jeg var sammen med min søster Carmen, foreslog hun at jeg overværede et af Jehovas Vidners møder. Eftersom jeg af og til var i Laoag City for at aflægge rapport til vores moderkirke, besluttede jeg i al hemmelighed at finde Jehovas Vidners mødested, deres rigssal, i den by. Dér blev jeg introduceret for Alma Preciosa Villarin, kaldet Precious, som var heltidsforkynder i menigheden. Selvom jeg stadig var negativ over for Jehovas Vidner, tog jeg imod hendes tilbud om at undervise mig i Bibelen.

Min søster havde med stor tålmodighed undervist mig i de bibelske sandheder. Nu oplevede jeg den samme tålmodige indstilling hos Precious. Hun hjalp mig utrolig meget med at forstå Bibelen selvom jeg blev irriteret, prøvede at diskutere med hende og somme tider hævede stemmen når jeg stod stejlt på noget af det jeg tidligere havde lært. Den personlige interesse, ydmyghed og mildhed  som Precious og andre forkyndere viste, gjorde dybt indtryk på mig. Det gav mig lyst til at tilbede Jehova.

I juli 1995 indså jeg at det eneste rigtige ville være at sige min stilling op som præst. Hvorfor? I Åbenbaringen 18:4 omtales falsk religion symbolsk, og der siges: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ Hvad skulle jeg nu leve af? Hebræerbrevet 13:5 siger at når vi gør Guds vilje, kan vi stole på dette løfte fra Gud: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“

Selvom min far og min storebror modarbejdede mig voldsomt, fik jeg to uger før jeg blev døbt som et Jehovas vidne, samlet mig mod til at tage hjem og brænde alt det jeg havde brugt i mit arbejde som præst. Efter at jeg havde gjort det, indså jeg at enhver form for særlig kraft jeg før havde haft, nu var borte. Tidligere følte jeg at der var noget der hele tiden pressede sig ned på mig når jeg sov. Den følelse var væk. De skygger som jeg plejede at se ved vinduet i mit værelse, viste sig aldrig mere. Ved at studere Bibelen havde jeg lært at alle ’gaver’ i dag, som for eksempel kraften til at helbrede, ikke kommer fra Gud men fra onde ånder. Jeg er meget lykkelig for at jeg kom fri af de onde ånders indflydelse, ligesom den tjenestepige der af Paulus blev befriet for „en spådomsånd“. — Apostelgerninger 16:16-18.

Hvor var jeg glad da min mor og jeg sammen blev døbt som Jehovas Vidner i september 1996! Efter dåben begyndte jeg som heltidsforkynder for Jehovas Vidner, og jeg fik mange dejlige år i den gerning.

Nu er jeg gift med Silver, og sammen bestræber vi os for at oplære vores datter i sandheden fra Bibelen. Nogle af mine andre søskende er også begyndt at tjene Jehova sammen med os. Selvom jeg fortryder at jeg i mange år ikke kendte Gud, er jeg meget lykkelig for at jeg nu kender den Gud jeg tjener.