JEG glemmer aldrig mandag den 22. august 2005 da hele vores store familie var samlet til morgenmad. Mit liv var i overhængende fare fordi jeg havde fået en stor hjernesvulst. Min mand, Krishna, bad en bøn, og derefter sagde jeg følgende til min familie:

„Jeg skal på hospitalet for at få foretaget en risikofyldt operation, så I må alle være forberedte på hvad der kan ske. Jeg har truffet forberedelse til min begravelse, hvis det skulle blive aktuelt. Til jer som er Jehovas Vidner, vil jeg gerne sige: Giv ikke op. De øvrige af jer bønfalder jeg om at tage imod tilbuddet om et bibelstudium, og at I vil komme til vores kristne møder. På den måde vil I kunne få del i den tro jeg har på at der vil komme en ny verden hvor Guds sande tjenere vil få et fuldkomment helbred og evigt liv på en paradisisk jord.“

Før jeg nævner hvordan operationen gik, så lad mig fortælle om min baggrund og hvordan jeg lærte den sande Gud at kende.

Min familie boede i et meget stort hus der lå på en bakke i kystbyen Durban i Sydafrika. For at komme til indgangen til vores grund skulle vi fra hovedvejen i dalen gå 125 trin op ad en trappe. For enden af trappen gik man ad en lille sti igennem et buskads hen til en jernlåge. På den ene side af lågen stod min farmors lille helligdom, som var fyldt med billeder og statuer af hinduguder. Farmor fortalte mig at jeg var „et tempelbarn“ (mandir kī baccā på hindi), og at det var takket være vores guder at jeg var blevet født. Lige over for denne helligdom førte nogle blankpolerede røde trapper op til hoveddøren. Huset havde en lang gang, et stort køkken med et kulkomfur, syv soveværelser og et tilhørende lille anneks. Vi var 27 der boede her, deriblandt min farfar og farmor, min far, hans tre yngre brødre, hans lillesøster og deres familier.

Der var mange ting der skulle sørges for til sådan en stor familie. Men det at vi boede sammen på den måde, knyttede os tæt til hinanden og gav os mange gode minder. De fire svigerdøtre, inklusive min mor, Gargee Devi, deltes om de huslige pligter; de skiftedes til at gøre rent og lave mad. Min farfar var husets overhoved, og det var ham der købte mad til hele familien. Hver onsdag tog farfar og farmor på markedet for at købe kød, frugt og grøntsager. Vi plejede at sidde i skyggen af et fyrretræ på skrænten ud mod dalen og vente på at de kom tilbage fra markedet. Så snart vi så at de stod af bussen med deres store kurve, løb vi ned ad de 125 trappetrin for at hjælpe dem med at få varerne op til huset.

I haven havde vi et stort palmetræ hvor nogle maina-fugle havde bygget rede. Vi så dem flyve frem og tilbage og kunne høre deres kvidren. Min farmor sad ofte på trappen ved hoveddøren og fortalte os historier, som om hun oversatte lydene fra fuglene. Jeg har rigtig mange gode minder fra vores liv sammen i det hus! Vi grinede, vi græd, vi legede,  vi smilede, og vi deltes om mange ting — vi nød at bo sammen som en stor familie. Men allervigtigst — det var her vi begyndte at lære om vores Skaber, Jehova, og hans søn, Jesus Kristus.

Før vi lærte om Jehova, indbefattede vores tilværelse som hinduer mange daglige ritualer. Vi fejrede også regelmæssigt højtider hvor vi inviterede mange gæster for at ære forskellige guder og gudinder. Ved nogle af disse sammenkomster kom min farmor i trance og kommunikerede med ånder, og ved midnat blev der bragt dyreofre for at formilde ånderne. Min farfar var godt kendt i lokalsamfundet fordi han gav bidrag til velgørende formål som opførelse og drift af offentlige skoler og hindutempler.

I 1972 blev min farfar syg og døde. Nogle få måneder senere modtog en af mine tanter, Indervathey, også kaldet Jane, bladene Vagttårnet og Vågn op! af to Jehovas Vidner. Hun var ked af at hun ikke havde inviteret dem indenfor for at tale med dem. Vi plejede altid at afvise Vidnerne. Men næste gang de kom, inviterede min tante dem ind, og i samtalens løb nævnte hun at hun og min farbror havde nogle ægteskabelige problemer der skyldtes hans alkoholmisbrug. Naboer og slægtninge havde opfordret min tante til at blive skilt. Forkynderne fortalte om Guds syn på ægteskabet. (Mattæus 19:6) Bibelens råd gjorde et dybt indtryk på min tante, og det samme gjorde dens løfte om et bedre liv på jorden i fremtiden. * Hun besluttede at hun ikke ville forlade sin mand, og hun sagde ja tak til at få et bibelstudium med Jehovas Vidner. Når de studerede i stuen, lyttede de andre svigerdøtre med fra deres værelser.

Med tiden var alle svigerdøtrene med til at studere Bibelen. Tante Jane fortalte om det hun lærte, og hun læste ofte op for os fra bogen Vi lytter til den store Lærer. * Da mine farbrødre fandt ud af at mine tanter studerede Bibelen, begyndte de at lægge os hindringer i vejen. En af mine farbrødre tog alle vores blade og bøger, deriblandt en bibel, og brændte dem. De skældte os ud og slog os fordi vi overværede møderne. Min far var den eneste der ikke behandlede os dårligt; han protesterede aldrig imod at vi lærte om Jehova. Alle fire svigerdøtre blev ved med at komme til møderne og fik større og større kærlighed til Jehova Gud.

I 1974 blev tante Jane døbt som et af Jehovas Vidner, og kort tid efter blev min mor og de andre tanter også døbt. Med tiden holdt min farmor op med at følge de hinduiske skikke. Hvad mig selv angår, så fulgte jeg i mange år bare med og kom til alle møderne. Men engang ved et af Jehovas Vidners store stævner stillede en af de tilstedeværende ved navn Shameela Rampersad mig spørgsmålet: „Hvornår skal du så døbes?“ Jeg svarede: „Jeg kan ikke blive døbt, for der er aldrig nogen der har studeret Bibelen med mig.“ Hun  tilbød at studere med mig. Ved det næste stævne, den 16. december 1977, blev jeg døbt. Af de 27 medlemmer af min familie som havde boet sammen, blev de 18 med tiden døbt. Men på det tidspunkt hvor jeg skulle opereres, var min far, Sonny Deva, stadig hindu.

Ordene i Filipperbrevet 4:6, 7 har været til stor hjælp for mig, især efter at jeg fik at vide at jeg havde en stor hjernesvulst. Der står: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ Det er meget svært ikke at være ’bekymret for noget’, især hvis man står ansigt til ansigt med døden. Først græd jeg bare hele tiden, men så begyndte jeg at bede til Jehova. Fra da af oplevede jeg „Guds fred, som overgår al forstand“.

Jehova Gud greb fat i min højre hånd, så at sige, og jeg følte virkelig at han støttede mig gennem hele forløbet. (Esajas 41:13) Han hjalp mig til med overbevisning at forklare lægerne min beslutning om at adlyde Bibelens påbud om at afholde sig fra blod. (Apostelgerninger 15:28, 29) Derfor indvilligede kirurgen og narkoselægen i at udføre operationen uden brug af blodtransfusion. Bagefter forklarede kirurgen at operationen var gået godt, og at hele svulsten var blevet fjernet. Han fortalte også at han ikke tidligere havde set en patient komme sig så hurtigt efter så stor en hjerneoperation.

Tre uger senere kunne jeg igen lede et bibelstudium selvom jeg stadig var sengeliggende. Og i slutningen af den syvende uge begyndte jeg igen at køre bil, at gå ud i forkyndelsen og at komme til Jehovas Vidners møder. Jeg værdsatte den hjælp og støtte jeg fik fra mine kristne brødre og søstre som jeg fulgtes med i forkyndelsen. De sikrede sig at jeg aldrig var alene, og at jeg kom godt hjem igen. Jeg tror at det at jeg lyttede til oplæsning af Bibelen og koncentrerede mig om de åndelige sider af livet, var medvirkende til at jeg hurtigt kom til hægterne igen.

Efter operationen var jeg også glad for at høre at min far gerne ville studere Bibelen med Jehovas Vidner. Han blev døbt i en alder af 73 og tjener nu Jehova helhjertet. Over 40 af mine slægtninge er nu forenet med os i tilbedelsen af Jehova. Mit venstre synsfelt er blevet beskadiget, og mit kranium holdes sammen af metal, så jeg ser frem til den tid hvor Jehova vil ’gøre alting nyt’ i det kommende jordiske paradis. — Åbenbaringen 21:3-5.

Jeg har en dejlig mand der tjener som ældste i menigheden, og en skøn datter, Clerista, der er med til at støtte mig i min tjeneste som heltidsforkynder. Jehova Gud har virkelig velsignet min tjeneste. Jeg har været i stand til at hjælpe mange af dem jeg studerer Bibelen med, til at få gavn af Guds ord i deres liv. Over 30 af dem har nu indviet deres liv til Gud og er blevet døbt.

Jeg ser forventningsfuldt frem til den tid hvor Jehova Gud vil udfri os fra denne onde tingenes ordning og føre os ind i et jordisk paradis.