Jeg er født i en lille by ved navn Texcoco. På den tid var de fleste veje blot støvede jordveje, og det var almindeligt at se folk fra de nærliggende landsbyer komme med deres æsler lastet med varer der skulle sælges. Vores familie var meget fattig, og vi var ni børn, hvoraf jeg var nummer syv. Min far reparerede guaraches (sandaler) for at forsørge familien. Han døde da jeg kun var syv år gammel, og fra da af måtte min mor arbejde hårdt for at skaffe mad til familien.

Min morfar spillede violin og var dirigent for et orkester der spillede klassisk religiøs musik. Næsten alle i min familie spillede et instrument. Min mor sang i kirkekoret, og min onkel var operasanger og pianist. Vi var meget religiøse — jeg var messedreng og drømte om at blive katolsk missionær. Jeg var dog også vild med at se karatefilm. Jo flere film jeg så, jo mere voldelig blev jeg.

Jeg begyndte at gå på en religiøs skole der fungerede som præsteseminarium, og som lå i byen Puebla. Mit mål var at blive katolsk præst. I løbet af det sidste år af uddannelsen blev jeg dog mere og mere desillusioneret over den katolske kirke. En ung nonne gjorde tilnærmelser til mig, men jeg modstod fristelsen. Efter episoden opstod der imidlertid et ønske hos mig om at blive gift. Desuden lagde jeg mærke til at mange præster levede et hyklerisk liv. Disse ting førte til at jeg opgav at blive præst.

I stedet besluttede jeg at studere på musikkonservatoriet i Mexico City. Efter at jeg havde fået min eksamen,  giftede jeg mig, og vi fik fire børn. Jeg forsørgede min familie ved at synge ved messerne i den katolske kirke.

Helt fra starten havde vi store problemer i vores ægteskab. Vi var voldelige over for hinanden, hovedsagelig på grund af jalousi. I begyndelsen var det rent verbalt vi angreb hinanden, men senere gik vi over til håndgribeligheder. Efter 13 års ægteskab besluttede vi at lade os separere, og senere blev vi skilt.

Første gang jeg kom i kontakt med Jehovas Vidner, var mens jeg endnu var gift. To forkyndere bankede på hos os og sagde at de gerne ville tale med os om Bibelen. Jeg mente selv at jeg vidste en masse om religion, så jeg satte mig for at vise dem at de var forkert på den. Jeg stillede dem nogle svære spørgsmål som jeg ikke troede der fandtes svar på. Men til min overraskelse fik jeg altid gode svar ud fra Bibelen. Det fik mig til at indse hvor lidt jeg egentlig vidste. Min kone var dog meget uforskammet over for forkynderne, og jeg havde meget at se til, så besøgene ophørte.

Fem år senere, da jeg boede sammen med en anden kvinde, Elvira, kom jeg igen i kontakt med Jehovas Vidner. Elvira havde ikke noget imod Jehovas Vidner, så nu var det lettere for mig regelmæssigt at studere Bibelen. Alligevel tog det mig adskillige år at ændre min måde at leve på.

Det gik op for mig at hvis jeg ville tjene Jehova, måtte jeg gøre nogle store forandringer. Først måtte jeg kvitte mit job som sanger ved messerne i den katolske kirke. Det betød at jeg skulle finde noget andet at leve af. (Åbenbaringen 18:4) Jeg måtte også gifte mig med Elvira.

En af de sværeste forandringer var dog at lære at styre mit hidsige temperament. Der var især to vers i Bibelen der hjalp mig til det: Salme 11:5, som viser at Jehova hader vold, og Første Petersbrev 3:7, der lærte mig at jeg måtte vise min kone ære hvis jeg ville bønhøres af Jehova. Ved at grunde over disse vers og bede om Jehovas hjælp lærte jeg lidt efter lidt at styre mit temperament.

Jeg har nu et lykkeligt familieliv. Jeg bestræber mig for at genoprette et godt forhold til mine sønner fra første ægteskab og at hjælpe min nuværende familie med at bevare en stærk tro.

Da jeg var barn, drømte jeg om at blive præst og hjælpe folk. Nu føler jeg at mit liv har fået virkelig mening. Jeg forsørger min familie ved at undervise i musik. Hvor er jeg Jehova taknemmelig for at han har været tålmodig med mig og givet mig lejlighed til at forandre mig og blive et bedre menneske!