DENNE skat blev opdaget i slutningen af december 1922 da den georgiske akademiker Ivané Javakhishvili var i gang med at forske i hvordan det georgiske alfabet havde udviklet sig. Han stødte på et eksemplar af Den Jerusalemske Talmud. Mens han granskede den, opdagede han at der under den hebraiske tekst var en tekst på georgisk der delvis var blevet slettet. *

Den tekst der var „skjult“ under talmudteksten, var en afskrift fra det femte århundrede efter vor tidsregning af en del af Jeremias’ Bog i Bibelen. Før dette fund var det ældst kendte georgiske bibelhåndskrift fra det niende århundrede efter vor tidsregning. Inden længe fandt man dele af andre bibelbøger. Det var afskrifter der også daterede sig til det femte århundrede eller endnu tidligere. Tænk at opdage nogle afskrifter af Bibelen som var affattet kun nogle få hundrede år efter at Jesus og apostlene havde levet!

Hvem havde oversat disse tekster? Var det kun én person, eller var det en gruppe af dedikerede oversættere? Der er ikke blevet fundet historiske optegnelser som kan give et svar. Hvordan det end forholder sig, står det klart at Bibelen, eller i det mindste dele af den, var blevet oversat til georgisk allerede i det fjerde århundrede, og at det georgiske folk siden da har haft adgang til Guds ord eller haft kendskab til det på deres modersmål.

I bogen Skt. Sjusjaniks Martyrium, som sandsynligvis er skrevet i slutningen af det femte århundrede, findes en beretning der viser hvor stort et kendskab man havde til De Hellige Skrifter i Georgien. I den tragiske beretning om dronning Sjusjanik citerer forfatteren direkte eller indirekte fra passager i Salmernes Bog, evangelierne og andre dele af Bibelen. Han fortæller at Sjusjaniks mand, Varsken, der var regent i det georgiske kongedømme Kartli, forlod „kristendommen“ i et forsøg på at stille de øverste persiske magthavere tilfreds og konverterede til den persiske zarathustrisme. Han krævede at hans hustru skulle gøre det samme. Ifølge bogen nægtede hun at afsværge  sin tro og fandt trøst i Bibelen i den sidste tid hun levede.

Det lader til at man siden det femte århundrede ikke på noget tidspunkt holdt op med at oversætte og afskrive den georgiske bibel. De mange bibelhåndskrifter på georgisk vidner om det store arbejde dedikerede afskrivere og oversættere udførte. Lad os se nærmere på to aspekter af denne fængslende historie — hvordan Bibelen er blevet oversat og trykt.

„Jeg Giorgi, en ydmyg munk, har med stor møje og flid oversat denne Salmernes Bog fra nygræsk til georgisk.“ Udtalelsen stammer fra den georgiske munk, Giorgi Mtatsmindeli, der levede i det 11. århundrede. Hvorfor var der behov for at oversætte Bibelen når der allerede i flere århundreder havde eksisteret en georgisk oversættelse?

I det 11. århundrede var kun meget få af de tidlige håndskrevne eksemplarer af den georgiske bibel i cirkulation. Nogle bøger var helt gået tabt. Desuden havde sproget i nogen grad forandret sig. Det var derfor svært at forstå nogle af de tidligere afskrifter. Flere oversættere forsøgte at puste nyt liv i den georgiske bibel, men det var Giorgi der havde den største og mest betydningsfulde rolle. Han sammenlignede eksisterende georgiske tekstudgaver med græske håndskrifter og oversatte de dele der manglede, endda hele bøger. Om dagen varetog han sine pligter som overhoved for et kloster, og om aftenen oversatte han Bibelen.

Ephrem Mtsire, der levede samtidig med Giorgi, førte hans arbejde et skridt videre. Han formulerede det der dybest set var en vejledning for oversættere. Den indeholdt grundlæggende retningslinjer for oversættelse, eksempelvis at man så vidt muligt skal oversætte fra originalsproget og nøje følge kildeteksten uden dog at lade det gå ud over naturligheden. Det var desuden ham der indførte skikken med at indføje fod- og marginalnoter i georgiske oversættelser. Ephrem nyoversatte mange bibelbøger. Det arbejde Giorgi og Ephrem udførte, udgjorde grundlaget for flere oversættelser.

I det følgende århundrede kom der gang i fremstillingen af bøger i Georgien. Der blev oprettet højere læreanstalter i byerne Gelati og Ikalto. De fleste forskere mener at den såkaldte Gelatibibel, der i dag opbevares på Georgiens nationale center for manuskripter, er en ny bibeloversættelse foretaget af en af de lærde i Gelati eller Ikalto.

Hvilken indvirkning havde det på det georgiske folk at man oversatte Bibelen? I det 12. århundrede skrev den georgiske digter Sjota Rustaveli et værk med titlen „Ridderen i tigerskindet“. Det har i århundreder øvet så stor indflydelse at det er blevet kaldt Georgiens anden bibel. En georgisk filolog, K. Kekelidze, har i vor tid sagt at uanset  om digteren citerede ordret fra Bibelen eller ej, „er nogle af hans betragtninger direkte afspejlinger af forskellige passager i Bibelen“. Selvom digtet er stærkt romantiseret, beskæftiger det sig mange steder med temaer som sandt venskab, gavmildhed, respekt for kvinder og det at vise fremmede uselvisk kærlighed. Disse og andre værdier som er hentet fra Bibelen, har i mange generationer præget georgiernes tankegang, og de betragter dem stadig som moralske idealer.

I slutningen af det 17. århundrede var den georgiske kongefamilie meget opsat på at få Bibelen trykt. Til det formål byggede kong Vakhtang VI et trykkeri i hovedstaden Tbilisi. Men bibelteksten var ikke klar til trykning. På sin vis var den georgiske bibel blevet skjult igen. Nogle håndskrifter fandtes kun i ufuldstændige udgaver, og sproget var noget gammeldags. Arbejdet med at revidere og rekonstruere bibelteksten blev betroet sprogeksperten Sulkhan-Saba Orbeliani.

Orbeliani gik samvittighedsfuldt i gang med opgaven. Eftersom han var velbevandret i adskillige sprog, deriblandt græsk og latin, kunne han rådføre sig med forskellige kilder ud over de eksisterende georgiske håndskrifter. Men hans fordomsfri metoder faldt ikke i god jord hos den georgiske ortodokse kirke. Præsterne anklagede ham for at forråde kirken, og det lykkedes dem at overbevise kongen om at han skulle hindre ham i hans arbejde med Bibelen. Ifølge visse georgiske opslagsværker blev Orbeliani ved et kirkemøde tvunget af præsteskabet til at brænde den bibel han havde arbejdet på i årevis!

Det er vigtigt at hæfte sig ved at et eksemplar af Mtskheta-manuskriptet, der visse steder er kendt som Sabas bibel, og som har overlevet frem til vor tid, indeholder Orbelianis håndskrevne kommentarer. Nogle tvivler dog på om det er den bibel præsteskabet var så stærk modstander af. Det er kun tillægget i denne bibel man med sikkerhed kan tilskrive ham.

Trods alle disse vanskeligheder var det fortsat et stærkt ønske hos nogle i kongefamilien at Bibelen blev trykt. Mellem 1705 og 1711 gik dele af Bibelen i trykken. Takket være de bestræbelser de georgiske prinser Bakari og Vakhushti gjorde sig, forelå hele Bibelen endelig i en trykt udgave i 1743. Den kunne ikke længere holdes skjult.