UNDERVIS DINE BØRN
Hvad kan vi lære af en forbryder?
Forbryderen der kan lære os noget, er ham du kan se Jesus taler med på billedet. Denne forbryder er ked af de forfærdelige ting han har gjort. Han siger til Jesus: „Husk mig når du kommer i dit rige.“ Som du kan se på billedet, taler Jesus til forbryderen. Ved du hvad Jesus siger til ham? — * Jesus lover ham: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“
Hvordan tror du der vil være i det paradis? — For at være sikker på at vi svarer rigtigt, så lad os tale om det paradis Gud skabte til den første mand og kvinde. Hvor var det paradis? Var det i himlen eller var det på jorden? —
Hvis du svarer på jorden, har du ret. Så når vi forestiller os at forbryderen er „i Paradiset“, skal vi tænke på ham som en der lever på jorden når den er blevet et paradis. Hvordan vil det paradis være? — Lad os finde ud af det.
Efter at Jehova Gud havde skabt de to første mennesker, Adam og Eva, siger Bibelen at han satte dem i et paradis her på jorden. Det blev kaldt „en have i Eden“. Kan du forestille dig hvor smuk denne „have i Eden“ har været? — Du kan være sikker på at det var et pænere og smukkere sted at bo end nogen i dag har set.
Hvad tror du? Vil Jesus være her på jorden med forbryderen der var ked af alt det forkerte han havde gjort? — Nej, Jesus vil være i himlen og herske som konge over Paradiset på jorden. Jesus vil altså være med forbryderen på den måde at han vil oprejse ham fra døden og sørge for at nogen tager sig af ham i Paradiset på jorden. Men hvorfor vil Jesus lade en forbryder bo i Paradiset? — Lad os snakke sammen om det.
Det er rigtigt at denne forbryder havde gjort nogle meget slemme ting. Men det samme har milliarder af andre der har levet på jorden. De fleste gjorde nogle slemme ting fordi de aldrig havde lært om Jehova og hvad han gerne ville have de skulle gøre.
Så mennesker som dem, også forbryderen Jesus talte med på pælen, vil blive oprejst for at de kan leve i Paradiset her på jorden. De vil komme til at lære hvad Guds vilje er. Til den tid kan de vise at de elsker Jehova.
Ved du hvordan de kan vise det? — Ved at gøre det Gud gerne vil have at de skal gøre. Hvor bliver det dejligt at bo i Paradiset til den tid og altid være sammen med mennesker der elsker Jehova og hinanden!
Læs i din bibel
^ par. 3 Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, hold da en pause i oplæsningen når der er en tankestreg efter et spørgsmål, så barnet kan svare.