RAHAB kiggede ud ad vinduet mens daggryets lys strømmede ned over sletten der omgav Jeriko. En fjendtlig hær havde samlet sig derude — Israels styrker. Da de endnu en gang begyndte at marchere rundt om byen, rejste støvet sig efter dem, og lyden af deres horn skar gennem luften.

Jeriko var Rahabs hjem. Hun kendte byens gader, husene og de travle markedspladser og værksteder. Men hun kendte byens indbyggere endnu bedre. Hun kunne fornemme deres voksende frygt efterhånden som dagene gik og israelitterne fortsatte deres mærkelige ritual med at marchere rundt om byen én gang hver dag. Men lyden af deres horn der genlød i Jerikos gader og på torvene, fik ikke Rahab til at føle sig bange og fortvivlet ligesom resten af indbyggerne.

Rahab betragtede hæren da den begyndte på sin march tidligt denne syvende dag. Foruden de israelitiske soldater var der præster der blæste i horn og bar den hellige ark som repræsenterede deres Guds, Jehovas, nærværelse. Måske har Rahabs hånd hvilet på en skarlagenrød snor der hang ned fra hendes vindue på ydersiden af Jerikos vældige mur. Snoren mindede Rahab om hendes håb om at hun og hendes familie ville overleve byens ødelæggelse. Var Rahab en forræder? Ikke i Jehovas øjne! Han betragtede hende som en kvinde med en bemærkelsesværdig tro. Lad os skrue tiden tilbage til begyndelsen af beretningen om Rahab og se hvad vi kan lære af hende.

Rahab var prostitueret. Denne kendsgerning har chokeret nogle bibelkommentatorer så meget at de har hævdet at hun blot var værtshusholderske. Bibelen udtaler sig dog meget klart om dette og skjuler ikke kendsgerningerne. (Josua 2:1; Hebræerne 11:31; Jakob 2:25) Blandt kana’anæerne havde Rahabs erhverv sandsynligvis ikke noget dårligt ry. Men den offentlige mening kan ikke altid forenes med samvittigheden, den indre fornemmelse af hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, en evne Jehova har nedlagt i os alle. (Romerne 2:14, 15) Rahab kan udmærket have følt at hendes måde at leve på var nedværdigende. Måske har hun som mange andre i dag i en lignende situation følt sig fanget og ude af stand til at se hvordan hun ellers kunne forsørge sin familie.

Rahab længtes uden tvivl efter at få et bedre liv. Det land hun boede i, var fyldt med vold og fordærv, herunder incest og sodomi. (3 Mosebog 18:3, 6, 21-24) Den udbredte ondskab skyldtes for en stor del den religiøse indflydelse i landet. Der foregik rituel prostitution i templerne, og tilbedelsen af dæmonguder som Ba’al og Molek indbefattede at man brændte børn levende i offerild.

Jehova var ikke blind for hvad der foregik i Kana’an. På grund af kana’anæernes mange onde handlinger havde Jehova faktisk sagt: „Landet [er] urent, og jeg vil bringe straf over det for dets brøde, og landet vil udspy sine indbyggere.“ (3 Mosebog 18:25) Hvad indbefattede ’straffen for dets brøde’? Gud havde givet Israel dette løfte:  „Jehova din Gud vil rydde disse nationer bort foran dig lidt efter lidt.“ (5 Mosebog 7:22) Hundreder af år tidligere havde Jehova lovet at give landet til Abrahams slægt, og ’Gud kan ikke lyve’. — Titus 1:2; 1 Mosebog 12:7.

Jehova havde dog også sagt at visse grupper i landet skulle udryddes fuldstændigt. (5 Mosebog 7:1, 2) Som „den der dømmer hele jorden“ retfærdigt, havde han læst disse menneskers hjerter, og han vidste hvor dybt rodfæstet deres ondskab og fordærv var. (1 Mosebog 18:25; 1 Krønikebog 28:9) Hvordan var det for Rahab at bo i denne by der var fordømt? Vi kan kun forestille os hvordan hun følte det da hun hørte rapporter om israelitterne. Hun havde hørt at Israels Gud havde hjulpet sit folk — en undertrykt nation af trælle — til at vinde sejr over Egypten, datidens mægtigste krigsmagt. Og nu var Israel ved at gå til angreb på Jeriko! Alligevel fremturede byens indbyggere i deres ondskab. Man forstår godt hvorfor Bibelen omtaler Rahabs kana’anæiske landsmænd som „dem som havde handlet ulydigt“. — Hebræerne 11:31.

Rahab var anderledes. Gennem årene har hun måske tænkt over de rapporter hun hørte om israelitterne og deres Gud, Jehova. Hvor var der stor forskel på ham og de kana’anæiske guder! Her var en Gud der kæmpede for sit folk i stedet for at undertrykke det, som højnede moralnormerne hos sine tilbedere i stedet for at sænke dem. Denne Gud behandlede kvinder værdigt, ikke som sexobjekter der kunne købes, sælges og fornedres i forbindelse med moralsk fordærvet afgudsdyrkelse. Da Rahab hørte at Israel lå lejret på den anden side af Jordanfloden, klar til at trænge ind i byen, har hun sikkert været bekymret for hvad dette kunne komme til at betyde for hendes folk. Lagde Jehova mærke til Rahab og hendes gode indstilling?

I dag er der mange der har det som Rahab. De føler sig låst fast i et liv der berøver dem deres værdighed og glæde; de føler sig oversete og værdiløse. Rahabs tilfælde er til stor trøst da det er en påmindelse om at ingen bliver overset af Gud. Uanset hvor langt nede vi føler os, er „han ikke ... langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:27) Han er ikke langt væk, og han er parat til og ivrig efter at give håb til alle der stoler på ham. Stolede Rahab på Jehova?

En dag, nogen tid før Israel marcherede rundt om Jeriko, kom der to fremmede mænd til Rahabs dør. De to mænd håbede at de ikke ville blive bemærket, men i den spændte situation der herskede i byen, var mange særlig opmærksomme på om der var spioner fra Israel. Måske var den årvågne Rahab hurtig til at drage sine egne konklusioner. Der var ikke noget usædvanligt ved at hun fik besøg af mænd hun ikke kendte, men disse to ønskede kun et sted at overnatte, ikke en prostituerets tjenesteydelser.

De to mænd var i virkeligheden spioner fra Israels lejr. Deres hærfører, Josua, havde sendt dem ud for at skaffe sig viden om byens styrker og  svagheder. Det var den første by i Kana’an som Israel skulle indtage, og måske også den mest befæstede af dem alle. Josua ville gerne vide nøjagtig hvad han og hans mænd var oppe imod. Det var sikkert helt bevidst at spionerne valgte at gå hen til Rahabs hus. Lige netop her, i en prostituerets hjem, var der chance for at fremmede ikke ville blive bemærket. Spionerne håbede måske også at de kunne opsnappe nyttige informationer ved at lytte til hvad folk talte om.

Bibelen siger at Rahab ’tog gæstfrit imod sendebudene’. (Jakob 2:25) Hun bød dem indenfor, og selvom hun måske havde en mistanke om hvem de var, og hvorfor de var der, gav hun mændene husly. Det kan være at hun håbede at få mere at vide om deres Gud, Jehova.

Pludselig ankom der budbringere fra Jerikos konge! Det forlød at nogle spioner fra Israel var kommet til Rahabs hus. Hvad ville Rahab gøre? Hvis hun beskyttede de to fremmede, ville hun så ikke bringe sig selv og hele sin husstand i fare? Ville byens indbyggere ikke slå dem alle ihjel hvis hun lod disse fjender blive hos sig? På den anden side kunne Rahab nu ikke være i tvivl om hvem mændene var. Hvis hun allerede vidste at Jehova var en langt bedre Gud end hendes egen, gav dette hende så ikke en mulighed for at stille sig på Jehovas side?

Rahab havde ikke så meget tid til at tænke, men hun var snarrådig og handlede hurtigt. Hun lod spionerne gemme sig mellem nogle hørstængler som var lagt til tørre på hendes flade hustag. Hun sagde da til kongens budbringere: „Mændene kom ganske rigtigt til mig, men jeg vidste ikke hvor de var fra. Og da porten skulle lukkes i mørkningen, gik mændene bort. Jeg véd ikke hvor mændene er taget hen. Sæt hurtigt efter dem; så kan I indhente dem.“ (Josua 2:4, 5) Man kan forestille sig hvordan Rahab har gransket budbringernes ansigter. Spekulerede hun mon på om de kunne se at hendes hjerte hamrede i livet på hende?

Hendes list virkede! Kongens mænd skyndte sig af sted mod Jordans vadesteder. (Josua 2:7) Rahab må have draget et lettelsens suk. Ved at bruge en enkel strategi havde hun vildført nogle mordlystne mænd som ikke havde ret til at kende sandheden, og derved reddet to af Jehovas trofaste tjenere.

Rahab skyndte sig op på taget og fortalte de to spioner hvad hun havde gjort. Hun afslørede også noget meget vigtigt: Hendes folk havde mistet modet og var rædselsslagent for fjenden. Spionerne har sikkert været meget glade for at få denne oplysning. De onde kana’anæere var skrækslagne på grund af Israels Guds, Jehovas,  magt! Rahab gav da udtryk for noget der har endnu større betydning for os. Hun sagde: „Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.“ (Josua 2:11) De rapporter hun havde hørt om Jehova, var nok til at overbevise hende om at Israels Gud var hendes tillid værdig. Hun troede på Jehova.

Rahab var ikke i tvivl om at Jehova ville give sit folk sejr. Hun bad derfor om nåde og bønfaldt spionerne om at skåne hende og hendes familie. Det sagde de ja til på den betingelse at Rahab ikke fortalte nogen om deres ærinde, og at hun lod en skarlagenrød snor hænge ned fra sit vindue i bymuren så soldaterne kunne beskytte hende og hendes familie. — Josua 2:12-14, 18.

Rahabs eksempel kan lære os noget meget vigtigt om tro. Som Bibelen siger, ’kommer troen af det man hører’. (Romerne 10:17) Hun havde hørt pålidelige rapporter om Jehova Guds magt og retfærdighed, og det førte til at hun fik tro på og tillid til ham. I dag har vi adgang til langt flere oplysninger om Jehova. Vil vi, på baggrund af det vi lærer ud fra hans ord, Bibelen, søge at lære ham at kende og opdyrke tro på ham?

De to spioner fulgte Rahabs råd og klatrede ned ad muren ved hjælp af et reb der hang ned fra hendes vindue. Derefter listede de ubemærket bort og flygtede i retning mod bjergene. Der var mange huler i de stejle skrænter nord for Jeriko, og dér kunne spionerne skjule sig indtil det var sikkert at vende tilbage til israelitternes lejr med den gode nyhed de havde fået af Rahab.

Senere blev Jerikos indbyggere sikkert fyldt med rædsel da de hørte at Jehova mirakuløst havde standset Jordanflodens løb så israelitterne kunne gå tørskoede over. (Josua 3:14-17) Men for Rahab var denne oplysning blot med til at bekræfte at det var helt rigtigt af hende at have tro på og tillid til Jehova.

Israelitterne begyndte nu på deres march omkring Jeriko. Hver dag i seks dage marcherede de én gang rundt om byen. Nu var den syvende dag kommet, og den var anderledes. Som nævnt i indledningen af artiklen begyndte marchen ved daggry. Efter at hæren var gået rundt om Jeriko én gang, fortsatte den med at marchere rundt om byen igen og igen. (Josua 6:15) Hvad var der ved at ske?

Endelig, efter den syvende runde på den syvende dag, gjorde hæren holdt. Lyden af hornene forstummede. Stilheden var total. Nervøsiteten i byen må næsten have været til at tage og føle på. Da Josua gav tegn, løftede Israels hær røsten for første gang og udstødte et højt krigsråb. Tænkte vagterne på Jerikos mur at dette råb var en underlig form for angreb? I så fald tænkte de ikke sådan ret længe. Den massive mur begyndte at skælve under dem. Den rystede, den revnede og styrtede så sammen! Men da støvet lagde sig, kunne man se at en del af muren stadig var intakt. Rahabs hus stod der endnu, et talende vidnesbyrd om en kvindes tro. Forestil dig hvordan hun må have følt det da hun så at Jehova havde beskyttet hende! * Hendes familie var i sikkerhed! — Josua 6:10, 16, 20, 21.

Jehovas folk respekterede Rahab på grund af hendes tro. Da de så dette ene hus rage op over ødelæggelserne, vidste de at Jehova var med Rahab. Hun og hendes familie blev skånet for at lide samme skæbne som den onde by, Jeriko. Efter dette slag fik Rahab lov til at bo i nærheden af Israels lejr. Med tiden kom Rahab selv til at høre til det jødiske folk, og hun giftede sig med en mand der hed Salmon. Deres søn, Boaz, blev en trofast tjener for Jehova, og han blev gift med moabitterinden Rut. * (Rut 4:13, 22) Kong David og selveste Messias, Jesus Kristus, nedstammede fra denne meget gudfrygtige familie. — Josua 6:22-25; Mattæus 1:5, 6, 16.

Beretningen om Rahab understreger at ingen af os er ubetydelige i Jehovas øjne. Han ser os alle, han ser hvad der bor i vores hjerte, og det glæder ham når han finder en lille gnist af tro som den der tændtes i Rahabs hjerte. Hendes tro fik hende til at handle. Som Bibelen siger, blev hun „erklæret retfærdig som følge af gerninger“. (Jakob 2:25) Lad os efterligne hendes tro!