„Har du det fint uden Gud? Det er der millioner der har.“ Sådan stod der for nylig på en reklametavle finansieret af en gruppe ateister. De føler åbenbart ikke at de har brug for Gud.

Der er også mange der hævder at tro på Gud, men lever deres liv som om han ikke eksisterer. Salvatore Fisichella, en katolsk ærkebiskop, siger om medlemmer af sin kirke: „Set udefra ville ingen tro at vi er kristne eftersom vi har samme livsstil som de ikketroende.“

Nogle synes de har for travlt til at beskæftige sig med Gud. De mener at han er for fjern og utilnærmelig til at spille nogen større rolle i deres liv. De henvender sig kun til Gud når de har problemer eller ønsker sig noget — som om han er en tjener der skal lystre deres mindste vink.

Andre tillægger ikke religiøse læresætninger særlig stor betydning. De lever i hvert fald ikke efter det deres trossamfund lærer. Eksempelvis synes 76 procent af alle katolikker i Tyskland at det er i orden at en mand og en kvinde bor sammen før de bliver gift — en holdning der er i strid både med det deres kirke lærer, og det Bibelen siger. (1 Korinther 6:18; Hebræerne 13:4) Det er selvfølgelig ikke kun katolikker der kan se at der er et misforhold mellem deres religiøse tilknytning og deres måde at leve på. Præster fra mange forskellige trossamfund klager over at deres sognebørn i praksis opfører sig som ateister.

Disse eksempler rejser spørgsmålet: Har vi overhovedet brug for Gud? Dette spørgsmål er bestemt ikke af ny dato. Det tages op allerede på Bibelens første sider. For at finde svaret vil vi nu se nærmere på nogle facetter af emnet i Første Mosebog i Bibelen.