Jeg blev født i et middelklassekvarter i den nordspanske by Bilbao. Jeg var nummer to i en søskendeflok på fire. Vi var meget troende katolikker, og jeg gik til messe hver dag. Da jeg var 23, blev jeg lærer — en stilling jeg havde i 40 år og var meget glad for. Jeg underviste i forskellige fag, men jeg var især glad for at lære børnene om den katolske tro. Om aftenen fungerede jeg som kateket og var med til at forberede piger til deres første kommunion.

Efter at jeg havde været lykkeligt gift i 12 år, døde min mand, og jeg stod alene tilbage med fire døtre. Jeg var kun 33! Jeg forsøgte at finde trøst i min katolske tro, men visse spørgsmål blev ved med at dukke op hos mig, som for eksempel: ’Hvordan kan det være at vi mennesker stadig dør, hvis Kristus har frelst os? Hvorfor beder vi om at Guds rige må komme, hvis alle gode mennesker kommer i himlen?’ Og det jeg spekulerede mest over, var: ’Hvis Gud dømmer os når vi dør, hvorfor skal vi så senere forlade himlen, skærsilden eller helvede for at få den endelige dom?’

Jeg stillede forskellige præster disse spørgsmål. En af dem svarede: „Det ved jeg ikke. Spørg biskoppen. Er det så vigtigt? Du tror da på Gud, ikke? Lad være med at spekulere så meget!“ Men jeg blev ved med at lede efter svar. Senere overværede jeg nogle forelæsninger der blev holdt af jesuitter, pinsevenner og gnostikere. Men ingen kunne give mig tilfredsstillende svar på mine spørgsmål.

Da jeg var i tresserne, inviterede en syvårig skolepige mig med til et af Jehovas Vidners møder. Jeg kunne godt lide det jeg så og hørte, men på grund af mit travle liv var det på det tidspunkt den eneste kontakt jeg fik med Jehovas Vidner. Et par år senere bankede to Jehovas Vidner, Juan og Maite, på min dør. I tre måneder havde dette ægtepar og jeg nogle intensive spørgsmål-og-svar-timer, som til sidst førte til et bibelstudium.

Jeg glædede mig hver eneste gang til vores studium. For at sikre mig at det Jehovas Vidner sagde, var sandheden, undersøgte jeg alt grundigt ved at bruge tre forskellige bibeloversættelser.  Det varede ikke længe før jeg blev klar over hvor religiøst forvirret jeg havde været i årtier. De store forskelle mellem mine tidligere opfattelser og det jeg lærte ud fra Bibelen, gjorde mig urolig. Jeg var stærkt berørt. Det var som om min tro var et dybt rodfæstet træ der blev rykket op med rode.

Så blev min anden mand alvorligt syg og døde. Næsten samtidig gik jeg på pension og forlod Bilbao for en tid. Juan og Maite flyttede også. Desværre holdt jeg op med at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men inderst inde vidste jeg at jeg havde fundet en skat. Det glemte jeg aldrig.

Omkring 20 år senere, da jeg var 82, flyttede Juan og Maite tilbage til Bilbao, og de kom og besøgte mig. Hvor var jeg glad for at se dem igen! Jeg blev klar over at Jehova ikke havde glemt mig, og vi genoptog vores bibelstudium. Selvom jeg ofte stillede de samme spørgsmål flere gange, var Juan og Maite meget tålmodige med mig. Jeg havde brug for at høre de bibelske argumenter igen og igen for at bryde de følelsesmæssige bånd jeg havde til min tidligere tro. Jeg ville også gerne være godt rustet til at kunne forklare de bibelske sandheder for mine venner og min familie.

Den dag jeg endelig blev døbt — i en alder af 87 — var den lykkeligste dag i mit liv. Dåben fandt sted ved et af Jehovas Vidners stævner. En kristen ældste holdt et bibelsk foredrag der var specielt henvendt til os der skulle døbes. Foredraget rørte mig så dybt at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage. Jeg lyttede til det som om Jehova talte direkte til mig. Efter at jeg var blevet døbt, kom snesevis af Jehovas Vidner hen til mig for at ønske mig til lykke — og det til trods for at de fleste af dem ikke kendte mig!

Jeg har altid vidst at Jesus er „vejen“. (Johannes 14:6) Men gennem mit studium af Bibelen lærte jeg Jehova at kende, ham som Jesus leder os til. Når jeg nu beder til Gud, betragter jeg ham som en kærlig far og ven. Det blev et vendepunkt i mit liv at læse bogen Kom nær til Jehova. * Første gang læste jeg den igennem på bare én nat! Jeg blev dybt bevæget over at finde ud af hvor barmhjertig Jehova er.

Når jeg ser tilbage på min langvarige søgen efter den sande tro, tænker jeg på Jesu ord: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ (Mattæus 7:7) Nu da jeg endelig har fundet svar på mine spørgsmål, er det en stor glæde at kunne dele min viden med andre.

I en alder af 90 føler jeg at jeg stadig har meget at lære om Jehova. Hvert eneste møde i rigssalen oplever jeg som en særlig begivenhed — på grund af både den værdifulde undervisning jeg får, og det gode samvær jeg har med mine brødre og søstre. Jeg længes efter at blive lærer igen — i det lovede paradis på jorden. (Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg ser især frem til at se mine kære som nu hviler i graven, vende tilbage til livet. Det vil give mig mulighed for at undervise dem i Bibelens sandheder. (Apostelgerninger 24:15) Hvor jeg glæder mig til at fortælle dem om den dyrebare gave Jehova har givet mig i min alderdom!