Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

EFTERLIGN DERES TRO | MARIA

Hun kom gennem sin dybe sorg

Hun kom gennem sin dybe sorg

MARIA sank i knæ, overvældet af en ubeskrivelig indre smerte. Hendes søns sidste udråb efter mange timers tortur genlød i hendes ører. Himlen var allerede blevet mørk ved middagstid. Nu begyndte jorden at skælve voldsomt. (Mattæus 27:45, 51) Måske fik det Maria til at tænke at Jehova på den måde ville vise verden at han, mere end nogen anden, var dybt bedrøvet over Jesu død.

Mens eftermiddagslyset fortrængte det dystre mørke over Golgata (Hovedskalsted), sørgede Maria over sin søn. (Johannes 19:17, 25) En strøm af minder begyndte sikkert at vælde op i hendes sind. Måske mindedes hun noget der skete omkring 33 år tidligere. Da hun og Josef netop havde fremstillet deres lille søn for Gud i templet i Jerusalem, blev en gammel mand ved navn Simeon inspireret til at udtale en profeti. Han forudsagde at Jesus ville udrette store ting, men tilføjede at Maria en dag ville komme til at føle det som om hun blev gennemboret af et langt sværd. (Lukas 2:25-35) Først nu, i denne sorgens stund, forstod hun fuldt ud betydningen af disse ord.

Maria følte en stærk smerte som blev hun gennemboret af et sværd

Det er blevet sagt at noget af det allerværste og mest smertefulde forældre kan blive udsat for, er at miste et barn. Døden er en grusom fjende, og vi bliver alle på den ene eller den anden måde smerteligt berørt af den. (Romerne 5:12; 1 Korinther 15:26) Er det muligt at komme gennem en sådan smerte? Ved at se nærmere på Marias liv fra begyndelsen af Jesu tjeneste til hans død og i tiden lige efter, vil vi lære meget om hvordan Marias tro hjalp hende til at komme gennem sin sorg.

„I SKAL GØRE HVAD HAN END SIGER TIL JER“

Lad os skrue tiden tre og et halvt år tilbage. Maria fornemmede at der var forandringer på vej. Selv i den lille by Nazaret talte folk om Johannes Døber og hans opsigtsvækkende budskab om sindsændring. Maria kunne se at hendes ældste søn betragtede denne nyhed som et signal; tiden var inde til at han skulle begynde sin tjeneste. (Mattæus 3:1, 13) Både for hende selv og hendes husstand ville dette betyde store omvæltninger. Hvordan det?

Det lader til at Marias mand, Josef, allerede var død på dette tidspunkt. I så fald vidste Maria hvordan det føles at undvære en man elsker. * Jesus blev nu ikke alene kaldt „tømrerens søn“, men også „tømreren“. Han havde åbenbart overtaget sin fars virksomhed og var forsørger for familien, som indbefattede mindst seks børn der var blevet født efter ham. (Mattæus 13:55, 56; Markus 6:3) * Selv hvis Jesus havde oplært Jakob — sandsynligvis den næstældste søn — så han kunne føre virksomheden videre, ville livet ikke blive let for familien når Jesus forlod den. Der hvilede i forvejen et stort ansvar på Marias skuldre. Gruede hun nu for den nye situation? Det kan vi kun gisne om. Men et endnu vigtigere spørgsmål er: Hvordan ville hun reagere når Jesus fra Nazaret blev Jesus Kristus, den længe lovede Messias? Det kaster en beretning i Bibelen lys over. — Johannes 2:1-12.

Jesus opsøgte Johannes for at blive døbt, og ved den lejlighed blev han Guds salvede, eller Messias. (Lukas 3:21, 22) Derefter begyndte han at udvælge sine disciple. Selvom hans opgave var presserende, tog han sig også tid til at hygge sig med familie og venner. For eksempel tog han sammen med sin mor, sine disciple og sine kødelige brødre til et bryllup i Kana, en by der øjensynlig lå på en høj omkring 13 kilometer fra Nazaret. Under festen blev Maria opmærksom på et problem. Måske havde hun bemærket at nogle i familien udvekslede paniske blikke og hviskede sammen. De var løbet tør for vin! I deres kultur, hvor gæstfrihed betød meget, ville dette have bragt vanære over familien og kastet en sort skygge over begivenheden. Maria fik ondt af dem og henvendte sig derfor til Jesus.

„De har ingen vin,“ sagde hun til sin søn. Hvad forventede hun at han skulle gøre? Det er ikke til at vide, men hun var klar over at der var noget særligt ved hendes søn, og at han ville udrette store ting. Måske håbede hun at han ville begynde på det nu. Det hun faktisk mente var: ’Min søn, vil du ikke godt gøre noget?’ Hans svar må være kommet bag på hende. Han sagde: „Hvad har jeg med dig at gøre, kvinde?“ Dette var på ingen måde et udtryk for respektløshed, selvom nogle har opfattet det sådan. Det er en gammel spørgeform som udtrykker modvilje mod det der foreslås. Jesus gav derved sin mor en mild tilrettevisning. På den måde mindede han hende om at hun faktisk ikke havde ret til at bestemme over hvordan han skulle udføre sin tjeneste. Det var der kun én der havde, nemlig hans Far, Jehova.

Ydmyg og fintmærkende som Maria var, tog hun imod sin søns retledning. Til dem der serverede ved festen, sagde hun blot: „I skal gøre hvad han end siger til jer.“ Maria indså at det ikke længere var hendes opgave at give sin søn besked på hvad han skulle gøre; i stedet skulle hun og andre tage imod anvisninger fra ham. Jesus havde dog ligesom sin mor stor forståelse for den vanskelige situation de nygifte stod i. Han udførte det første af sine mirakler ved at forvandle vand til god vin. Hvad førte dette til? „Hans disciple fik tro på ham.“ Det fik Maria også. Nu betragtede hun ham ikke blot som sin søn, men også som sin Herre og Frelser.

Forældre i dag kan lære meget af Marias tro. Der er ganske vist ingen andre forældre der har opfostret et barn som Jesus. Men alle forældre kan føle at det er svært at tackle at deres barn er ved at blive voksent. Nogle bliver ved med at behandle deres søn eller datter som et barn, selvom det måske ikke længere er nødvendigt. (1 Korinther 13:11) Hvordan kan forældre være til støtte for deres voksne barn? Blandt andet ved at fortælle deres søn eller datter at de har fuldstændig tillid til at han eller hun vil blive ved med at leve efter Bibelens lære, og at Jehova vil velsigne dem for det. Sådanne tillidsfulde ord kan være til stor opmuntring for deres voksne barn. Jesus satte uden tvivl stor pris på Marias støtte og hjælp i de begivenhedsrige år der fulgte.

„HANS BRØDRE TROEDE ... IKKE PÅ HAM“

Evangelierne fortæller os ikke ret meget om Maria i de tre og et halvt år Jesu tjeneste på jorden varede. Vi må huske at hun efter alt at dømme var enke på dette tidspunkt — ovenikøbet enlig mor, måske stadig med små børn derhjemme. Det er derfor meget forståeligt hvis hun ikke var i stand til at følges med Jesus mens han rejste rundt i sit hjemland for at forkynde. (1 Timoteus 5:8) Hun fortsatte dog med at grunde over de ting hun havde lært om Messias, og at komme i den lokale synagoge, sådan som familien altid havde haft for skik. — Lukas 2:19, 51; 4:16.

Man kan derfor sagtens forestille sig at hun sad blandt tilhørerne da Jesus talte i synagogen i Nazaret. Hvor må det have været betagende for hende at høre sin søn erklære at en århundredgammel messiasprofeti nu var blevet opfyldt på ham! Det må dog også have bekymret hende at se at hendes bysbørn ikke anerkendte hendes søn. De prøvede endda at dræbe ham! — Lukas 4:17-30.

Maria var selvfølgelig nok også ked af den måde hendes andre sønner betragtede Jesus på. Ud fra Johannes 7:5 kan vi se at Jesu fire brødre ikke havde samme tro som deres mor. Vi læser: „Hans brødre troede ... ikke på ham.“ Hvad angår Jesu søstre, indeholder Bibelen ikke andre oplysninger end at der var mindst to. Under alle omstændigheder stod Maria over for den svære udfordring at leve i en familie med divergerende religiøse synspunkter. Hun måtte mestre den svære balanceakt at forblive trofast over for sandheden og samtidig prøve at vinde sine børns hjerte uden at være anmassende eller aggressiv.

Ved en lejlighed besluttede nogle af Jesu slægtninge, deriblandt sikkert også hans brødre, at gå ud for at „få fat i“ Jesus. Hvor utroligt det end lyder, sagde de: „Han er gået fra forstanden.“ (Markus 3:21, 31) Det mente Maria naturligvis ikke at han var, men hun tog med sine sønner, måske i håb om at de ville lære noget der kunne give dem større tro. Gjorde de det? Nej. Selvom Jesus blev ved med at udføre forbløffende gerninger og give folk del i vidunderlige sandheder, troede Marias andre sønner stadig ikke på ham. Mon ikke at hun indimellem helt frustreret har brudt sit hoved for at finde ud af hvad der skulle til for at nå ind til dem?

Lever du i en religiøst delt husstand? I så fald kan du lære en hel del af Marias tro. Hun opgav aldrig håbet om at hendes anderledestroende familie ville ændre indstilling. I stedet gav hun dem mulighed for at se at hendes tro gav hende glæde og ro i sindet. Samtidig bakkede hun hele tiden op om sin trofaste søn. Savnede hun ham? Ønskede hun en gang imellem at han stadig boede hos hende og resten af familien? Hvis hun gjorde, lod hun sig ikke overvælde af sådanne tanker. Hun betragtede det som en forret at støtte og opmuntre Jesus. Kunne du på lignende måde hjælpe dine børn til at sætte Gud først i livet?

’ET LANGT SVÆRD SKAL GENNEMBORE DIG’

Blev Maria belønnet for sin tro på Jesus? Jehova undlader aldrig at velsigne dem der tror på ham, og Maria var helt sikkert ingen undtagelse. (Hebræerne 11:6) Forestil dig hvordan det må have været for hende at høre sin søn tale eller at høre rapporter fra andre om nogle af de prædikener han havde holdt.

Mange elementer i Jesu billedtaler stammer fra hans opvækst hos Josef og Maria

Når Maria hørte sin søns billedtaler, var der da nogle ting fra hans barndom og opvækst i Nazaret som hun kunne genkende? For eksempel talte han om en kvinde som malede mel, fejede sit hus for at finde en mønt hun havde tabt, eller som tændte en lampe og satte den på en stander. Tænkte Maria så på den lille dreng der var hos hende da hun gjorde sådanne dagligdags ting? (Lukas 11:33; 15:8, 9; 17:35) Da Jesus sagde at hans åg var skånsomt og hans byrde let, tænkte Maria da tilbage på en dejlig eftermiddag for længe siden hvor hun så på mens Josef underviste den unge Jesus i hvordan man fremstiller et åg så trækdyret ikke lider overlast? (Mattæus 11:30) Maria har uden tvivl følt stor tilfredshed ved at tænke på den forret Jehova havde givet hende — at være med til at opdrage og oplære en søn der ville blive Messias. Det må have været en inderlig glæde for hende at lytte til Jesus, den største af alle lærere, der brugte dagligdags ting og hændelser til at forklare dybe sandheder.

Maria forblev dog ydmyg. Hendes søn antydede aldrig at hun skulle vises en særlig ære, og da slet ikke tilbedes. Engang under hans tjeneste råbte en kvinde fra mængden at Jesu mor virkelig måtte være lykkelig for at have bragt ham til verden. Til det svarede han: „Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ (Lukas 11:27, 28) Og da nogle i en skare gjorde Jesus opmærksom på at hans mor og brødre var i nærheden, sagde han at det var dem der havde tro, der var hans mødre og brødre. Frem for at tage anstød af denne udtalelse forstod Maria uden tvivl Jesu pointe — de åndelige bånd er langt vigtigere end familiebåndene. — Markus 3:32-35.

Ikke desto mindre kan ord nok ikke beskrive den smerte Maria følte da hun så sin søn lide en frygtelig død på en marterpæl. Et af øjenvidnerne, apostlen Johannes, indføjede den sigende detalje i sin beretning at Maria i denne mørke stund stod „ved Jesu marterpæl“. Intet kunne afholde denne loyale, kærlige mor fra at være ved sin søns side til det sidste. Jesus så på hende, og selvom hvert eneste åndedrag voldte ham stor pine og hvert ord var en overvindelse, talte han. Han betroede den elskede apostel Johannes at tage sig af hans mor. Eftersom Jesu kødelige brødre stadig ikke troede på ham, var det ikke dem han gav til opgave at passe på Maria, men en af sine trofaste disciple. Jesus understregede derved hvor vigtigt det er at kristne mænd tager sig af deres egne, især når det drejer sig om at dække deres åndelige behov. — Johannes 19:25-27.

Da Jesus til sidst udåndede, følte Maria den smerte der mange år tidligere var blevet forudsagt — en smerte som blev hun gennemboret af et langt sværd. Hvis det er svært for os at forstå hvor dyb hendes sorg var, hvor meget sværere er det da ikke at forstå den overstrømmende glæde hun følte tre dage senere! Da fik Maria nyheden om det største af alle mirakler — at Jesus var blevet oprejst! Og senere skete der noget der medvirkede til hendes glæde. Jesus viste sig nemlig for sin halvbror Jakob, sandsynligvis uden at der var andre til stede. (1 Korinther 15:7) Dette møde havde en stærk indvirkning på Jakob og også på Jesu andre halvbrødre. Vi får senere at vide at de fik tro på at Jesus var Messias. Det varede ikke længe før de kom til de kristne møder sammen med deres mor og var „vedholdende i bønnen“. (Apostelgerninger 1:14) To af dem, nemlig Jakob og Judas, skrev hver en bog i Bibelen.

Maria glædede sig meget over at hendes andre sønner blev trofaste kristne

Sidste gang Maria omtales, er da hun er til møde sammen med sine sønner og er ved at bede. Hvilken passende afslutning på beretningen om hende, og sikke et godt eksempel vi har i hende! På grund af sin tro kom hun gennem den dybe sorg og fik til sidst en storslået belønning. Hvis vi efterligner hendes tro, vil vi også kunne udholde de sværdhug vi får i denne hårde verden, og blive belønnet på måder vi slet ikke kan forestille os.

^ par. 8 Den sidste gang Josef omtales i evangelierne, er i en beretning om noget der skete da Jesus var 12 år. Derefter er det kun Jesu mor og hendes andre børn der nævnes. Ved en lejlighed blev Jesus kaldt „Marias søn“, ikke Josefs søn. — Markus 6:3.

^ par. 8 Josef var ikke Jesu biologiske far, så disse søskende var teknisk set Jesu halvbrødre og halvsøstre. — Mattæus 1:20.