JOSEF så længselsfuldt mod øst og ønskede at han kunne liste væk fra karavanen og flygte. Et eller andet sted bag bjergene, ikke så langt væk, lå hans hjem i Hebron. Hans far, Jakob, var nok ved at gå til ro, fuldstændig uvidende om den skæbne der var overgået hans yndlingssøn. Men Josef kunne ikke komme over til ham nu. Ja, måske ville Josef aldrig få sin elskede gamle fars ansigt at se igen. Købmændene holdt et vågent øje med ham mens de drev deres kameler videre ad den hårdttrampede vej der førte sydpå. Nu var Josef deres ejendom, og de havde ikke tænkt sig at slippe ham af syne. Denne dreng var, ligesom deres dyrebare last af duftende harpiks og olie, en værdifuld handelsvare som ville give dem en god fortjeneste i Egypten.

Josef kan ikke have været meget mere end 17 år. Forestil dig hvordan han kneb øjnene sammen og så ud i horisonten mod vest hvor solen var ved at gå ned over Det Store Hav, alt imens han prøvede at forstå hvordan det var gået til at hans verden var styrtet i grus. Han kunne ikke fatte at hans egne brødre havde været på nippet til at dræbe ham men så havde solgt ham som slave. Det må have været utrolig svært for ham at holde tårerne tilbage. Han havde slet ingen anelse om hvordan hans fremtid ville forme sig.

Hvordan var Josef kommet i sådan en forfærdelig situation? Og hvad kan vi lære af den tro som denne unge mand, der blev forfulgt og vraget af nogle fra sin egen familie, lagde for dagen?

Josef var ud af en meget stor familie — men en ulykkelig og splittet af slagsen. Det portræt Bibelen tegner af Jakobs familie, skildrer tydeligt de negative følger af polygami, en dybt rodfæstet praksis som Gud tolererede blandt sit folk indtil hans søn genindførte den oprindelige norm for ægteskabet, nemlig monogami. (Mattæus 19:4-6) Jakob havde mindst 14 børn med fire forskellige kvinder — hans to hustruer, Lea og Rakel, og hans medhustruer, Zilpa og Bilha, der var Lea og Rakels tjenestepiger. Lige fra begyndelsen var det den smukke Rakel Jakob var forelsket i. Han kom aldrig til at føle den samme kærlighed til Lea, Rakels storesøster, hvem han var blevet narret til at gifte sig med. Der var bitter kappestrid mellem de to kvinder, og deres jalousi smittede af på  børnene. — 1 Mosebog 29:16-35; 30:1, 8, 19, 20; 37:35.

Rakel var ufrugtbar i lang tid, og da hun endelig fødte Josef, behandlede Jakob sin alderdoms søn som noget helt særligt. Da familien for eksempel var på vej for at mødes med Jakobs mordlystne bror, Esau, sørgede Jakob for at Rakel og Josef blev anbragt bagerst i gruppen, hvor de var sikrest. Denne spændingsmættede dag må have gjort et dybt indtryk på Josef. Forestil dig hvad han om morgenen har tænkt da han med store øjne så at hans aldrende men energiske far nu haltede. Hvor må han være blevet forbavset da han fandt ud af hvad grunden var: Den nat havde hans far kæmpet med en mægtig engel! Og hvorfor? Fordi han ønskede at få en velsignelse af Jehova Gud. Jakob blev belønnet ved at hans navn blev ændret til Israel. En hel nation ville komme til at bære hans navn! (1 Mosebog 32:22-31) Med tiden fandt Josef ud af at Israels sønner ville blive stamfædre til denne nations stammer!

Senere blev den unge Josef ramt af en tragedie da han alt for tidligt mistede den han elskede allerhøjest. Hans mor døde lige efter at hun havde født hans bror, Benjamin. Josefs far sørgede dybt over hendes død. Man kan se for sig hvordan Jakob kærligt har tørret tårerne af Josefs kind og trøstet ham med det samme håb som engang havde trøstet Jakobs farfar, Abraham. Hvor må Josef være blevet rørt over at få at vide at Jehova en dag ville give hans mor livet igen! Måske har dette givet Josef endnu større kærlighed til de „levendes Gud“. (Lukas 20:38; Hebræerne 11:17-19) Efter sin kone Rakels død nærede Jakob altid særlig ømme følelser for disse to drenge, de sønner han havde fået med hende. — 1 Mosebog 35:18-20; 37:3; 44:27-29.

Mange børn ville blive forvænte eller tage skade af at få en sådan særbehandling, men det skete ikke for Josef. Han efterlignede sine forældres mange gode egenskaber, og han opdyrkede en stærk tro og lærte at skelne mellem hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Engang da han som 17-årig arbejdede som hyrde og gik nogle af sine ældre brødre til hånde, lagde han mærke til at de foretog sig noget forkert. Var han fristet til at tie stille med det for at de bedre skulle kunne lide ham? Uanset hvad gjorde han det rigtige. Han fortalte sin far om det. (1 Mosebog 37:2) Måske gav dette modige skridt Jakob endnu en grund til at nære høje tanker om sin elskede søn. Josef er et rigtig godt eksempel for kristne unge i dag! Hvis man føler sig fristet til at dække over en synd som en anden har begået — måske ens bror eller søster eller en ven — er det klogt at efterligne Josef og sikre sig at de der er i stand til at hjælpe vedkommende, bliver kendt med sagen. — 3 Mosebog 5:1.

Vi kan alle lære noget af Josefs familieliv. Sande kristne i dag praktiserer ikke polygami, men der findes mange sammenbragte familier  iblandt dem, med stedforældre, stedbørn og stedsøskende. Jakobs familieliv viser tydeligt at forskelsbehandling og favorisering skader enheden i familien. Kærlige forældre i sammenbragte familier bør gøre alt hvad de kan for at overbevise deres børn og stedbørn om at de hver især er elsket og har nogle gode evner og egenskaber, og at de alle kan bidrage til at familien har det godt. — Romerne 2:11.

Det var muligvis fordi Josef modigt havde handlet rigtigt, at Jakob viste ham en stor ære. Han fik lavet en særlig klædning til ham. (1 Mosebog 37:3) Der var sandsynligvis tale om en lang, elegant klædedragt der måske dækkede både arme og ben. Den har sikkert lignet de dragter højt ansete mænd eller fyrster bar.

Jakob har uden tvivl haft de bedste intentioner, og Josef må være blevet rørt over dette udtryk for farens respekt og kærlighed. Men kjortlen ville også give Josef store problemer. For det første var han jo hyrde, og det indbefattede hårdt manuelt arbejde. Forestil dig Josef iført så fyrstelige klæder mens han travede gennem højt græs, klatrede over klipper eller hjalp et bortkommet lam der havde viklet sig ind i et tornekrat. Men endnu værre: Hvordan ville dette tegn på Jakobs forkærlighed for sin søn påvirke Josefs forhold til sine brødre?

Bibelen svarer: „Da hans brødre så at deres fader elskede ham mere end alle hans brødre, kom de til at hade ham, og de kunne ikke tale fredeligt til ham.“ * (1 Mosebog 37:4) Deres misundelse er måske forståelig nok, men det var alligevel uklogt af dem at give efter for denne skadelige følelse. (Ordsprogene 14:30; 27:4) Er du nogen sinde blevet grøn af misundelse når nogen fik en opmærksomhed eller forret som du gerne ville have haft? Husk på Josefs brødre. Deres jalousi fik dem til at gøre ting som de senere ville fortryde bittert. Deres dårlige eksempel er en påmindelse til kristne om at det er langt bedre at ’glæde sig med dem der glæder sig’. — Romerne 12:15.

Josef kunne uden tvivl fornemme brødrenes fjendtlige indstilling. Fik det ham til at gemme sin fine kjortel væk når de var i nærheden? Det har han måske været fristet til at gøre. Man må dog huske at Jakob ønskede at kjortlen skulle være et tegn på hans velvilje og kærlighed. Josef ønskede ikke at svigte sin fars tillid, så han bar loyalt kjortlen. Det er et godt eksempel for os. Selvom vores himmelske Far aldrig er partisk, sker det undertiden at han udvælger nogle af sine loyale tjenere og viser dem en særlig gunst. Desuden forventer han af dem at de skiller sig ud fra denne korrupte og  umoralske verden. De sande kristnes adfærd er, ligesom Josefs særlige klædning, det der får dem til at skille sig ud fra andre. En sådan adfærd kan undertiden føre til jalousi og fjendskab. (1 Peter 4:4) Bør en kristen skjule sin sande identitet som en tjener for Gud? Nej, lige så lidt som Josef burde have gemt sin kjortel af vejen. — Lukas 11:33.

Ikke så længe efter fik Josef to usædvanlige drømme. I den første drøm så han sig selv og sine brødre binde neg. Men så slog brødrenes neg kreds om hans neg og bøjede sig for det, mens hans neg stod oprejst. I den anden drøm bøjede solen og månen og elleve stjerner sig for Josef. (1 Mosebog 37:6, 7, 9) Hvad skulle Josef stille op med disse mærkelige og livagtige drømme?

Drømmene kom fra Jehova Gud. Der var tale om profetiske drømme, og Gud ønskede at Josef skulle videregive det budskab de indeholdt. I en vis forstand skulle Josef gøre dét som alle de profeter der levede senere, gjorde når de overbragte Guds ulydige folk hans budskaber og domme.

Josef sagde indtrængende, men taktfuldt, til sine brødre: „Hør nu denne drøm som jeg har haft.“ Hans brødre forstod drømmen, men de brød sig bestemt ikke om den. De svarede: „Du vil nok være konge over os, hvad?“ Eller: „Du vil nok herske over os, hvad?“ Beretningen fortsætter: „Således fandt de yderligere grund til at hade ham for hans drømme og for hans ord.“ Da Josef fortalte sin far og sine brødre om den anden drøm, var reaktionen ikke meget bedre. Vi læser: „Hans fader irettesatte ham og sagde til ham: ’Hvad betyder denne drøm som du har haft? Skal jeg og din moder og dine brødre da virkelig komme og bøje os til jorden for dig?’“ Jakob blev dog ved med at spekulere over det Josef havde sagt. Kunne det tænkes at Jehova kommunikerede med drengen? — 1 Mosebog 37:6, 8, 10, 11.

Josef var hverken den første eller den sidste af Jehovas tjenere som var blevet bedt om at videreformidle et profetisk budskab der viste sig at være upopulært og endda resultere i forfølgelse. Jesus var den mest fremtrædende af sådanne budbringere, og han sagde til sine disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Kristne i alle aldre kan lære meget af Josefs tro og mod.

Kort efter sendte Jakob den unge Josef ud på en rejse. De ældre sønner passede småkvæg nordpå tæt ved Sikem, hvor de kort forinden havde skaffet sig bitre fjender. Jakob var selvfølgelig bekymret for sine sønner, så han sendte Josef ud for at se hvordan det gik dem. Kan du forestille dig hvordan Josef må have haft det? Han vidste at hans brødre hadede ham mere end nogen sinde! Hvordan ville de reagere når han kom til dem som talsmand for deres far? Alligevel adlød Josef sin far og tog af sted. — 1 Mosebog 34:25-30; 37:12-14.

Det var en temmelig lang rejse — det kunne tage mellem fire og fem dage at vandre dertil. Sikem lå omkring 80 kilometer nord for Hebron. Men da Josef kom til Sikem, fandt han ud af at hans brødre var gået videre til Dotan, som lå cirka 22 kilometer længere mod nord. Da Josef endelig nærmede sig Dotan, fik hans brødre øje på ham langt borte. Straks blussede deres had op imod ham. Beretningen siger: „De [sagde] til hinanden: ’Se! Dér kommer den drømmemester. Kom nu og lad os dræbe ham og kaste ham i en af cisternerne; så siger vi at et glubsk vilddyr har ædt ham. Lad os så se hvad der bliver af hans drømme.’“ Ruben overtalte dog sine brødre til at kaste Josef levende ned i en cisterne, idet han håbede at han senere kunne redde drengen. — 1 Mosebog 37:19-22.

Uvidende om deres ondsindede plan gik Josef hen til dem i håb om at de ville tage venligt imod ham. Men det gjorde de ikke. De overfaldt ham! Hårdhændet trak de den fine kjortel af ham, hvorefter de slæbte ham hen til en udtørret cisterne og kastede ham ned i den. Da han kom sig efter chokket, rejste han sig med besvær men indså at han umuligt kunne komme op af cisternen ved egen hjælp. Det eneste han kunne se mens hans brødres stemmer fortonede sig, var et rundt udsnit af himlen oven over sig. Han råbte på dem og bønfaldt dem om hjælp, men de ignorerede ham.  Koldt og kynisk satte de sig ned i nærheden for at spise. På et tidspunkt da Ruben ikke var til stede, overvejede de igen at dræbe drengen, men Juda overtalte dem til at sælge ham til nogle købmænd i stedet. Dotan lå i nærheden af handelsruten til Egypten, og det varede ikke længe før en karavane af ismaelitter og midjanitter kom forbi. Inden Ruben kom tilbage, havde brødrene ført deres plan ud i livet. De havde solgt deres bror som slave for 20 sekel. * — 1 Mosebog 37:23-28; 42:21.

Det fører os tilbage til udgangspunktet for beretningen. Mens Josef blev ført sydpå til Egypten, syntes han at have mistet alt. Han var blevet brutalt afskåret fra sin familie! I mange år fremover ville han ikke få noget som helst at vide om den — intet om Rubens kval da han vendte tilbage og fandt ud af at Josef var væk; intet om Jakobs sorg da han blev narret til at tro at hans højtelskede Josef var død; intet om sin gamle farfar, Isak, der stadig levede; og intet om sin kære lillebror, Benjamin, som han ville savne utrolig meget. Men havde Josef virkelig mistet alt? — 1 Mosebog 37:29-35.

Josef havde stadig noget som hans brødre ikke kunne tage fra ham, nemlig troen. Han vidste meget om sin Gud, Jehova, og intet kunne berøve ham denne tro — hverken tabet af sit hjem, de prøvelser han kom ud for som fange under den lange rejse til Egypten, eller den ydmygelse det var at blive solgt som slave til den velhavende egypter Potifar. (1 Mosebog 37:36) Josefs tro og hans beslutning om at holde sig nær til sin Gud blev kun stærkere under alle disse trængsler. I kommende artikler vil vi se hvordan Josefs tro gjorde ham stadig mere nyttig for hans Gud, Jehova, og for hans hårdt trængte familie. Det vil virkelig være klogt af os at efterligne Josefs tro!