KORT før Jesus vendte tilbage til himlen, gav han sine disciple befaling til at være vidner om ham „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Denne opgave udførte disciplene modigt og med stor iver. Deres forkyndelse i Jerusalem mødte dog hurtigt modstand og resulterede i at Stefanus led martyrdøden. Mange af Jesu disciple flygtede til Antiochia i Syrien, en af de største byer i Romerriget, cirka 550 kilometer nord for Jerusalem. — Apostelgerninger 11:19.

Disciplene fortsatte med at forkynde „den gode nyhed“ om Jesus i Antiochia, og mange ikkejøder blev kristne. (Apostelgerninger 11:20, 21) Inden for byens mure talte man græsk, men uden for dens porte og i provinsen var syrisk det sprog folk almindeligvis talte.

Da der i det andet århundrede var flere og flere syrisktalende der blev kristne, opstod der behov for at den „gode nyhed“ blev oversat til deres sprog. Det lader til at det første sprog som dele af De Kristne Græske Skrifter blev oversat til, var syrisk og ikke latin.

 Omkring år 170 foretog den syriske forfatter Tatian (cirka 120-173) en sammenfatning af de fire kanoniske evangelier og udarbejdede et værk, på græsk eller syrisk, der almindeligvis kaldes Diatessaron, et græsk ord der betyder „gennem [de] fire [evangelier]“. Senere affattede Afrem Syrer (cirka 310-373) en kommentar til Diatessaron, hvilket bekræfter at den var almindelig brugt blandt de syrisktalende kristne.

Diatessaron er af stor interesse for os i dag. Hvorfor? I det 19. århundrede hævdede nogle forskere at evangelierne var blevet skrevet så sent som i det andet århundrede, mellem år 130 og 170, og derfor ikke kunne være autentiske beretninger om Jesu liv. Men gamle håndskrifter af Diatessaron der er fundet siden da, beviser at Mattæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet allerede var meget udbredt i midten af det andet århundrede. De må derfor være blevet skrevet på et tidligere tidspunkt. At Tatian i sin udarbejdelse af Diatessaron slet ikke gjorde brug af de såkaldte apokryfe evangelier i samme udstrækning som han gjorde med de fire almindeligt accepterede evangelier, viser desuden at disse skrifter ikke blev betragtet som pålidelige eller kanoniske.

I begyndelsen af det femte århundrede var en syrisk bibeloversættelse i almindelig brug i den nordlige del af Mesopotamien. Denne oversættelse, der sandsynligvis blev udarbejdet i det andet eller tredje århundrede, omfattede hele Bibelen med undtagelse af Andet Petersbrev, Andet og Tredje Johannesbrev, Judas Brev og Åbenbaringen. Den er kendt som Peshitta, der betyder „enkel“ eller „klar“. Peshitta er et af de ældste og mest betydningsfulde tekstvidner man har til den tidlige overlevering af den bibelske tekst.

Interessant nok er der et håndskrift af Peshitta der bærer en tidsangivelse svarende til 459/460, hvilket gør det til det ældste bibelhåndskrift med et specifikt årstal. I cirka 508 blev der foretaget en revision af Peshitta der inkluderede de fem manglende bøger. Den er blevet kendt som den filoxenske oversættelse.

Indtil det 19. århundrede stammede næsten alle de kendte græske afskrifter af De Kristne Græske Skrifter fra det femte århundrede eller endnu senere. Af den grund var bibelforskere meget interesseret i tidlige oversættelser som den latinske Vulgata og den syriske Peshitta. Nogle mente at Peshitta var et resultat af en revision af en ældre syrisk oversættelse. Men man havde ikke kendskab til en sådan tekst. Eftersom den syriske bibel har rødder tilbage til det andet århundrede, ville en sådan oversættelse give indblik i den tidlige bibeltekst, og den ville afgjort være af stor værdi for bibelforskerne! Men fandtes der virkelig en gammel syrisk oversættelse? Og ville det i så fald være muligt at finde den?

Faktisk fandt man hele to værdifulde syriske håndskrifter. Det første dateres til det femte århundrede. Det var et af mange syriske håndskrifter som British Museum erhvervede sig i 1842 fra et kloster i den nitriske ørken i Egypten. Håndskriftet fik betegnelsen Syrus Curetonianus fordi det blev fundet og offentliggjort af William Cureton, museets underarkivar for håndskriftssamlingerne. Dette kostbare dokument indeholder de fire evangelier i rækkefølgen Mattæus, Markus, Johannes og Lukas.

Det andet håndskrift der har overlevet frem til vores tid, er Syrus Sinaiticus. Opdagelsen af det er knyttet til de eventyrlystne tvillingesøstre der er omtalt i indledningen. Selvom Agnes ikke var universitetsuddannet, havde hun lært otte fremmedsprog, hvoraf det ene var syrisk. I 1892 gjorde hun et opsigtsvækkende fund i Katarinaklostret i Egypten.

 Dér, inde i et mørkt skab, fandt hun et syrisk håndskrift. Hun skrev: „Det havde et frastødende udseende, for det var meget snavset, og næsten alle dets sider hang sammen fordi det ikke havde været i brug“ i århundreder. Det var en palimpsest * hvis oprindelige tekst var blevet skrabet af og erstattet med en syrisk tekst om helgeninder. Agnes kunne dog skimte noget af den underliggende tekst og ordene „af Mattæus“, „af Markus“ eller „af Lukas“ øverst på siderne. Det hun havde i hænderne, var en næsten komplet syrisk kodeks med de fire evangelier! Forskere mener nu at denne kodeks blev skrevet i slutningen af det fjerde århundrede.

Syrus Sinaiticus betragtes som et af de vigtigste bibelhåndskrifter man har fundet, lige så betydningsfuldt som de græske håndskrifter Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus. Der er nu generel enighed om at både Syrus Curetonianus og Syrus Sinaiticus er afskrifter af de gamle syriske evangelier fra slutningen af det andet århundrede eller begyndelsen af det tredje.

Har disse håndskrifter nogen betydning for bibellæsere i dag? Helt sikkert! Tag for eksempel den såkaldte lange slutning af Markus’ evangelium der findes i nogle bibler efter kapitel 16, vers 8. Slutningen findes i den græske Codex Alexandrinus fra det femte århundrede, i den latinske Vulgata og andre steder. Men de to pålidelige græske tekstkilder fra det fjerde århundrede — Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus — slutter efter Markus 16:8. Syrus Sinaiticus indeholder heller ikke denne lange slutning, hvilket er endnu et vidnesbyrd om at den er en senere tilføjelse og ikke oprindelig var med i Markus’ evangelium.

Her er endnu et eksempel. I det 19. århundrede indeholdt mange bibeloversættelser i Første Johannesbrev 5:7 en uægte tilføjelse til teksten der støttede treenighedslæren. Men den findes ikke i de ældste græske håndskrifter. Den findes heller ikke i Peshitta, og det er et bevis på at tilføjelsen i Første Johannesbrev 5:7 er en forvanskning af bibelteksten.

Jehova Gud har, som han har lovet, tydeligvis bevaret sit hellige ord. I Bibelen får vi denne forsikring: „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“ (Esajas 40:8; 1 Peter 1:25) Den oversættelse der er kendt som Peshitta, spiller en beskeden men vigtig rolle i forbindelse med den nøjagtige overlevering af Bibelens budskab til hele menneskeheden.