Inden længe var det gymnastik og bodybuilding der optog mig. Med tiden åbnede jeg et træningscenter i San Leandro i Californien, hvor jeg trænede bodybuildere, deriblandt en der vandt titlen „Mr. America“. Det at få hvad nogle opfattede som en flot krop, udfyldte dog ikke det tomrum jeg havde indeni.

En ven der kom i mit træningscenter, var klar over at jeg gerne ville forstå Bibelen, og han foreslog at jeg talte med en han kendte. Den næste morgen besøgte et af Jehovas Vidner mig i mit hjem. I fire timer besvarede han mine spørgsmål direkte ud fra Bibelen. Jeg bad ham om at komme igen samme aften, og vi drøftede Bibelen indtil midnat. Jeg var begejstret for det jeg lærte, og spurgte om jeg måtte følges med ham næste dag for at se hvordan han forkyndte for andre. Det var forbløffende hvordan han ud fra Bibelen kunne vise folk svarene på deres spørgsmål. Jeg besluttede at det var dét jeg ville bruge mit liv på!

Jeg afviklede min forretning og brugte tiden på at forkynde sammen med denne pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. I maj 1948 blev jeg døbt ved et stævne i Cow Palace Arena i San Francisco i Californien. Senere samme år blev jeg selv pioner.

På et tidspunkt bad jeg nogle forkyndere om at besøge min mor. Hun var lydhør over for budskabet, og inden længe blev hun også et af Jehovas Vidner. På trods af modstand fra familien var hun trofast mod Gud indtil sin død mange år senere. Der var ikke andre i vores familie der blev Jehovas Vidner.

I 1950 flyttede jeg til Grand Junction i Colorado, hvor jeg mødte Billie. Hun var født i 1928 og voksede op under den store depression. Hendes mor, Minnie, læste hver aften højt for hende fra Bibelen i det flakkende skær fra en petroleumslampe. I en alder af fire år kunne Billie læse, og hun kunne mange beretninger fra Bibelen udenad. I slutningen af 1940’erne lærte Billies mor gennem sit studium af Bibelen med Jehovas Vidner at det ord der i nogle bibler oversættes med helvede, ikke hentyder til et sted hvor man bliver pint, men til graven. (Prædikeren 9:5, 10) Både Minnie og hendes mand blev Jehovas Vidner.

I 1949 vendte Billie hjem fra college i Boston og tog fat på at studere Bibelen for alvor. I stedet for  at blive skolelærer besluttede hun at vie sit liv til Gud. Hun blev døbt ved Jehovas Vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York i 1950. Kort tid efter mødte vi hinanden, giftede os og begyndte sammen som heltidsforkyndere.

Det første sted vi tjente, var i Eugene i staten Oregon, hvor vi fik mange venner for livet. I 1953 flyttede vi til Grants Pass i samme stat for at hjælpe en lille menighed der. Senere det år blev vi indbudt til den 23. klasse på Gilead. Det er en skole hvor Jehovas Vidner uddanner missionærer, og som dengang lå i nærheden af South Lansing, omkring 400 kilometer nordvest for byen New York.

I december 1954, fem måneder efter vores oplæring på Gilead, lettede Billie og jeg i et tomotorers propelfly med kurs mod Brasilien. Vi havde kun fløjet en time da den ene motor satte ud, men vi landede i god behold på Bermuda. Efter endnu en nødlanding på Cuba og yderligere 36 timers udmattende rejse ankom vi til Jehovas Vidners afdelingskontor i Rio de Janeiro i Brasilien.

Dér gjorde Billie og jeg et kort ophold inden vi sammen med to andre missionærer tog videre til Bauru i staten São Paulo for at etablere et nyt missionærhjem. Byen havde på det tidspunkt et indbyggertal på over 50.000, og vi var de første Jehovas Vidner der.

Vi begyndte at besøge folk i deres hjem, men mødte med det samme modstand fra en lokal katolsk præst. Han fulgte efter os og advarede folk mod at høre på os. Inden for få uger var der dog en stor familie som tog imod sandheden fra Bibelen, og de blev senere døbt. Snart begyndte andre også at studere Bibelen.

Den føromtalte familie havde en slægtning som var formand for en eksklusiv klub. Jeg traf aftale med ham om at bruge klubbens lokaler til at afholde et stævne. Da den lokale præst insisterede på at kontrakten skulle annulleres, kaldte formanden klubbens medlemmer sammen og sagde til dem: „Hvis I annullerer kontrakten, træder jeg tilbage som formand!“ Vi fik tilladelse til at holde stævnet.

Det følgende år, i 1956, blev vi indbudt til at overvære områdestævnet i Santos i São Paulo. Næsten 40 Jehovas Vidner fra vores menighed rejste dertil med tog. Da vi kom tilbage til Bauru, lå der et brev til mig med en meddelelse om at jeg havde fået tildelt opgaven som rejsende tilsynsmand og skulle besøge forskellige menigheder. Det var starten på næsten 25 års rejsetjeneste i Brasilien, hvor vi kom rundt til de fleste egne af landet.

Dengang var det meget besværligt at rejse omkring. Efterhånden kom vi rundt i stort set hele landet ved hjælp af bus, tog, kærre og cykel, såvel som til fods. En af de første byer vi besøgte, var Jaú i São Paulo. Her blev vi modarbejdet af præsten.

„I må ikke forkynde for ’mine får’,“ sagde han brysk.

„De er ikke dine,“ svarede vi. „De tilhører Gud.“

Vi arrangerede at vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed, der handlede om vores verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Præsten samlede imidlertid en pøbelskare for at angribe os. Vi informerede med det samme politiet.  Da præsten og hans pøbel af sognebørn nåede frem til biografen, blev de mødt af en mur af politibetjente med våbnene rettet lige mod dem. De mange fremmødte i salen glædede sig meget over at se filmen.

Praktisk talt alle steder vi tjente, blev vi mødt af samme religiøse had og modstand. I Brusque nær Blumenau i Santa Catarina traf vi for eksempel to pionerer der forkyndte under hård modstand. Deres udholdenhed og standhaftighed er imidlertid blevet rigt belønnet. I dag, over 50 år senere, er der mere end 60 blomstrende menigheder i dette område og en smuk stævnehal i den nærliggende by Itajaí.

Et af højdepunkterne i vores rejsetjeneste var da vi sammen med trosfæller forberedte store stævner. Det var en herlig tid. I 1970’erne fik jeg det privilegium at tjene som stævnetilsynsmand på det store Morumbi-stadion. Hver af de omkring hundrede nærliggende menigheder blev bedt om at sende ti personer der kunne hjælpe med at gøre stadionet rent aftenen før stævnet.

Da fodboldspillerne forlod stadionet den aften, sagde nogle af dem hånligt: „Se alle de små koner med deres koste og mopper.“ Men ved midnat var hele stadionet gjort rent. Stadioninspektøren udbrød: „Det ville have taget mine folk en hel uge at nå det I har nået på blot nogle få timer!“

I 1980 døde min far, og kort tid efter vendte vi tilbage til USA for at tage os af min mor, der boede i Fremont i Californien. Vi forsørgede os selv ved at gøre rent om natten. Vi fortsatte som pionerer og forkyndte for de portugisisktalende i området. Senere flyttede vi til San Joaquin Valley, hvor vi opsøgte portugisisktalende i det udstrakte område mellem Sacramento og Bakersfield. I dag er der omkring ti portugisiske menigheder i Californien.

Efter min mors død i 1995 flyttede vi til Florida og tog os af Billies far indtil hans død. Billies mor døde i 1975. I 2000 flyttede vi til det tørre, højtliggende prærieområde i det sydvestlige Colorado, hvor vi på heltidsbasis forkyndte for indianere i ute- og navajoreservaterne. Ulykkeligvis døde Billie i februar 2014.

Hvor er jeg lykkelig over at jeg for godt 65 år siden mødte et Jehovas Vidne der besvarede mine spørgsmål direkte ud fra Bibelen! Jeg er især glad for at jeg selv undersøgte om det han sagde, stemte med det Bibelen virkelig lærer. Det har ført til et rigt liv i tjenesten for Gud.