Jeg blev født i Székesfehérvár i Ungarn – en by med en rig historisk baggrund der spænder over mere end 1.000 år. Desværre husker jeg stadig de grimme spor efter den anden verdenskrigs ødelæggelser.

Mine bedsteforældre tog sig af mig da jeg var lille. Jeg mindes dem med glæde – især min mormor, Elisabeth. Hun indgav mig en stærk tro på Gud. Fra jeg var tre år gammel, gentog jeg hver aften bønnen Fadervor efter hende. Men det var faktisk først da jeg var sidst i tyverne at jeg forstod hvad den bøn betød.

Grunden til at jeg blev passet af mine bedsteforældre, var at mine forældre arbejdede dag og nat i håb om at kunne spare penge nok sammen til at købe et ordentligt sted at bo. Men hver anden lørdag samledes hele familien til et måltid. Jeg satte virkelig pris på de stunder vi havde sammen.

I 1958 gik mine forældres drøm i opfyldelse. De fik mulighed for at købe et hus som vi alle tre kunne bo i. Endelig skulle jeg bo sammen med mine forældre – jeg var jublende glad! Seks måneder senere endte lykken imidlertid brat. Min far døde af kræft.

Jeg var sønderknust og kan huske at jeg i en bøn sagde: “Gud, jeg tryglede dig om at redde min far. Jeg har brug for ham. Hvorfor svarede du ikke på mine bønner?” Jeg var desperat efter at vide hvor min far var. ‘Er han kommet i himlen?’ tænkte jeg. ‘Eller findes han slet ikke mere?’ Jeg misundte andre børn der stadig havde en far.

I mange år tog jeg næsten hver dag hen på kirkegården. Jeg knælede ned ved min fars grav og bad: “Kære Gud, jeg vil så gerne vide hvor min far er.” Jeg bad også om hjælp til at forstå meningen med livet.

Da jeg var 13 år gammel, besluttede jeg mig for at lære tysk. Jeg mente at jeg i den omfattende og vidtspændende tyske litteratur måske kunne finde svar på mine spørgsmål.  I 1967 begyndte jeg at studere i byen Jena, der dengang lå i Østtyskland. Jeg læste med stor interesse bøger af tyske filosoffer, især dem der handlede om meningen med menneskets eksistens. Til trods for at jeg stødte på nogle interessante idéer, var der ikke nogen af dem der besvarede mine spørgsmål fuldt ud. Jeg bad fortsat Gud om at give mig svar.

I 1970 vendte jeg tilbage til Ungarn, hvor jeg mødte Rose, som senere blev min kone. På det tidspunkt var Ungarn underlagt kommunistisk styre. Kort tid efter at Rose og jeg var blevet gift, flygtede vi til Østrig. Det var vores plan at emigrere til Sydney i Australien, hvor min onkel boede.

Jeg fandt hurtigt et arbejde i Østrig. En dag fortalte en af mine arbejdskammerater mig at jeg kunne finde svar på alle mine spørgsmål i Bibelen. Han gav mig nogle bøger om bibelske emner. Jeg læste de bøger med stor entusiasme og ville gerne lære mere. Så jeg skrev til Jehovas Vidner, der havde udgivet bøgerne, og bad om mere læsestof.

På vores første bryllupsdag fik Rose og jeg besøg af en ung østriger der var et af Jehovas Vidner. Han medbragte det læsestof jeg havde bedt om. Han tilbød også at studere Bibelen med mig, og det sagde jeg ja til. Jeg var meget ivrig efter at lære mere, så derfor studerede vi to gange om ugen – hver gang i omkring fire timer!

Jeg var begejstret for det forkynderne lærte mig ud fra Bibelen. Da de viste mig Guds navn, Jehova, i min ungarske bibel, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. I de 27 år jeg havde gået i kirke, havde jeg ikke en eneste gang hørt Guds navn nævnt. De klare og logiske svar Bibelen gav på mine spørgsmål, imponerede mig. For eksempel lærte jeg at de døde er uden bevidsthed, som i en dyb søvn. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-15) Jeg lærte også at Bibelen lover at der vil komme en ny verden hvor ‘døden ikke skal være mere’. (Åbenbaringen 21:3, 4) Jeg håber på at få min far at se igen, for i den nye verden vil der “finde en opstandelse sted”. – Apostelgerninger 24:15.

Rose deltog ivrigt i vores studium af Bibelen. Vi gjorde hurtigt fremskridt og gennemgik den bog vi studerede, på blot to måneder! Vi kom til alle Jehovas Vidners møder i rigssalen. Den kærlighed, hjælpsomhed og enhed der var blandt Jehovas Vidner, gjorde et dybt indtryk på os. – Johannes 13:34, 35.

I 1976 fik Rose og jeg tilladelse til at bosætte os i Australien. Vi fandt med det samme frem til de lokale Jehovas Vidner. De fik os straks til at føle os hjemme. I 1978 blev vi selv Jehovas Vidner.

Endelig har jeg fået svar på de spørgsmål der havde plaget mig så længe. Nu da jeg har fået et nært forhold til Jehova, har jeg også fundet den bedst tænkelige Far. (Jakob 4:8) Og mit håb om at se min biologiske far igen i den kommende nye verden har stor betydning for mig. – Johannes 5:28, 29.

I 1989 besluttede Rose og jeg at vende tilbage til Ungarn så vi kunne fortælle vores venner, familie og andre om vores tro. Vi har haft det store privilegium at give flere hundrede mennesker undervisning i hvad Bibelen lærer. Mere end 70 af dem har valgt at tjene Jehova sammen med os, deriblandt min elskede mor.

Gennem 17 år bad jeg Gud om hjælp til at finde svar på mine spørgsmål. Nu er der gået yderligere 39 år, og jeg beder stadig – men nu kan jeg sige: “Tak, min kære himmelske Far, fordi du har besvaret de bønner jeg bad i min barndom.”