Jairo blev født med en spastisk lammelse af den type der kaldes spastisk quadriplegi. * Af den grund har han ingen kontrol over det meste af sin krop. Hans hjerne kan ikke sende klare signaler til musklerne og derfor vrider og drejer hans lemmer sig helt ukontrolleret. En gang imellem sker det endda at Jairos uforudsigelige spjæt skader ham selv. Folk der er i nærheden af ham, kan også komme til skade hvis de ikke er på vagt. Sørgeligt nok er det ofte nødvendigt at fastgøre hans arme og ben til kørestolen for at undgå den slags uheld.

Jairos fysiske vækst har været meget smertefuld. Da han var tre måneder gammel, begyndte han at få epileptiske anfald som gjorde at han mistede bevidstheden. Det skete alt for ofte at mor holdt ham tæt ind til sig og skyndte sig hen til hospitalet, overbevist om at han var død.

På grund af spændinger og sammentrækninger i Jairos muskler blev hans knogler deforme. Da han var 16 år, fik han bækkenforskydning, og han måtte igennem store operationer som omfattede bækken, hofte og lår. Jeg kan stadig huske at han hver nat skreg af smerte efter operationerne.

Jairos alvorlige handicap gør at han er helt afhængig af andres hjælp for at kunne fungere. Det gælder når han skal spise, klæde sig på, og når han skal i seng. Normalt hjælper mor og far ham med disse ting. Til trods for Jairos konstante behov for hjælp minder vores forældre ham altid om at hans liv ikke kun afhænger af mennesker, men også af Gud.

Vores forældre er Jehovas Vidner, og lige siden Jairo var lille, har de læst bibelske beretninger højt for ham. De har altid vidst at livet får større mening hvis man har et nært forhold til Gud. Jairo var fanget i en skrøbelig krop der konstant fik krampetrækninger, men han kunne godt have et velbegrundet og lyst håb for fremtiden. De spekulerede imidlertid ofte på om Jairo kunne forstå Bibelens budskab.

Mens Jairo stadig var barn, sagde far en dag til ham: “Jairo, vil du ikke nok sige noget til mig?” Og så tilføjede han: “Hvis du virkelig elsker mig, er jeg sikker på at du vil!” Da far havde bedt Jairo om at sige bare et enkelt ord, vældede tårerne frem i Jairos øjne. Selvom han prøvede at give udtryk for sine  følelser ved at sige noget, kom der kun nogle uforståelige lyde fra hans strube. Far var ked af at han havde fået Jairo til at græde. Men reaktionen viste at Jairo forstod hvad far havde sagt. Problemet var at han ikke kunne tale.

Det varede ikke længe før vores forældre lagde mærke til at Jairo en gang imellem bevægede øjnene hurtigt, åbenbart i et forsøg på at give udtryk for sine tanker og følelser. Det var frustrerende for Jairo at han ikke altid kunne gøre sig forståelig. Men efterhånden som mine forældre lærte at tyde hans øjenbevægelser og kunne bringe ham det han havde behov for, lyste Jairos ansigt op i et bredt smil. Det var hans måde at sige tak på.

En talepædagog foreslog at vi, for bedre at kunne kommunikere med Jairo, skulle løfte begge hænder i vejret når vi stillede ham et spørgsmål han skulle svare ja eller nej til. Højre hånd betød ja, venstre hånd nej. På den måde kunne han give udtryk for hvad han ønskede, ved at kigge på den rigtige hånd.

Tre gange om året afholder Jehovas Vidner stævner, hvor der bliver holdt bibelske foredrag for store forsamlinger. Jairo blev altid urolig når foredraget til dåbskandidaterne blev holdt. En dag, da Jairo var 16 år, stillede far ham spørgsmålet: “Vil du gerne døbes, Jairo?” Lige med det samme viste hans faste blik på fars højre hånd at det ville han gerne. Derefter spurgte far ham: “Har du i en bøn til Gud lovet at du vil tjene ham for evigt?” Igen så Jairo helt tydeligt på fars højre hånd. Det fremgik klart at Jairo allerede havde indviet sig til Jehova.

Efter adskillige bibelske drøftelser stod det også klart at Jairo forstod betydningen af den kristne dåb. Så i 2004 svarede han på det mest betydningsfulde spørgsmål han nogen sinde var blevet stillet: “Har du indviet dig til at gøre Guds vilje?” Jairo besvarede dette spørgsmål ved at løfte sine øjne. Det var på den måde man havde aftalt at han kunne svare ja. Og sådan blev Jairo i en alder af 17 år døbt som et af Jehovas Vidner.

I 2011 fik Jairo en ny mulighed for at kommunikere med andre – nemlig en øjenstyret computer. Denne computer kan registrere de bevægelser hans iris foretager, og på den måde kan han aktivere ikonerne på skærmen. Når han blinker eller fastholder blikket på et ikon, svarer det til at klikke med musen på en computer. En tavle med små billeder eller  symboler blev fremstillet for at hjælpe Jairo til at kommunikere. Når han blinker mens han kigger på et af dem, konverterer den indbyggede software en tekst til en elektronisk stemme.

Efterhånden som Jairos forståelse af Bibelen voksede, blev hans ønske om at hjælpe andre åndeligt også større. Ved vores ugentlige familiestudium kigger han ofte skiftevis på mig og computeren. På den måde minder han mig om at jeg skal skrive nogle kommentarer som han kan komme med når der er spørgsmål og svar-drøftelser ved møderne i vores menighed.

Ved møderne navigerer han tålmodigt rundt på skærmen og klikker på det rigtige ikon, og så kan hans elektroniske stemme høres af alle i menigheden. Hver gang han har opmuntret menigheden på denne måde, lyser han op i et stort smil. Alex, en af Jairos unge venner, siger: “Jeg bliver altid imponeret når jeg hører Jairos kommentarer angående et bibelsk emne.”

Jairo bruger også sine øjne til at fortælle andre om sin tro. En af de måder han gør det på, er ved at klikke på et lille billede af en have hvor mennesker af alle racer lever fredeligt sammen med dyrene. Når han klikker på det, siger hans computerstemme: “Bibelen giver håb om at jorden vil blive til et paradis hvor død og sygdom ikke længere findes, Åbenbaringen 21:4.” Hvis tilhøreren viser interesse, kan han med et andet klik få computeren til at sige: “Kunne du tænke dig at studere Bibelen sammen med mig?” Til vores store overraskelse tog vores morfar imod det tilbud. Det er en fornøjelse at se hvordan Jairo, med hjælp fra et andet Jehovas Vidne, lærer morfar hvad Bibelen siger! Det glæder os meget at morfar blev døbt ved regionalstævnet i Madrid i august 2014.

Jairos begejstring for at tjene Gud bliver i høj grad bemærket af lærerne på hans skole. Rosario, en af Jairos talepædagoger, har på et tidspunkt sagt: “Hvis jeg nogen sinde skulle tilslutte mig et trossamfund, ville jeg blive et af Jehovas Vidner. Jeg har set hvordan Jairos tro har givet ham en mening med livet, trods hans vanskelige situation.”

Jairos øjne stråler altid når jeg læser dette bibelske løfte højt for ham: “Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.” (Esajas 35:6) Indimellem bliver Jairo ked af det, men generelt er han ved godt mod. Det skyldes ene og alene at hans liv drejer sig om Gud og om hans kristne venner. Hans positive livssyn og stærke tro er et vidnesbyrd om at det at tjene Jehova kan gøre en særdeles vanskelig tilværelse værd at leve.