“Derpå tog Jehova Gud mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke den og tage sig af den. Endvidere gav Jehova Gud mennesket dette påbud: ‘Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.’” – 1 Mosebog 2:15-17.

Gud satte det første menneske, Adam, i Edens Have, et jordisk paradis med et rigt dyreliv og en smuk vegetation. Der var masser af frugttræer som Adam frit kunne spise af. Men Jehova gav klart udtryk for at der var et bestemt træ Adam ikke måtte spise af, og advarede ham om at han ville dø hvis han gjorde det.

Forstod Adam dette forbud? Han vidste udmærket hvad døden betød, eftersom han havde set dyrene dø. Hvis det havde været hensigten at Adam til sidst skulle dø, ville Guds advarsel have været meningsløs. Nej, Adam forstod at hvis han adlød Gud og undlod at spise af træet, ville han leve evigt – han ville ikke dø.

Nogle mener at træet var et symbol på det seksuelle forhold mellem mand og kvinde, men det kan ikke være tilfældet. Det var jo nemlig Jehovas ønske at Adam og hans hustru, Eva, skulle ‘blive frugtbare og talrige og fylde jorden og underlægge sig den’. (1 Mosebog 1:28) Forbuddet gjaldt et bogstaveligt træ. Jehova kaldte det “træet til kundskab om godt og ondt” fordi det repræsenterede hans ret til at afgøre hvad der var godt eller ondt for menneskene. Hvis Adam havde undladt at spise af frugten på dette træ, ville han ikke alene have vist at han var lydig mod Gud; han ville også have vist sin værdsættelse af Jehova som den der havde skabt ham og velsignet ham i så rigt mål.

“Og til Adam sagde [Gud]: ‘Fordi du ... gav dig til at spise af det træ som jeg havde givet dig dette påbud om ... [skal du] i dit ansigts sved ... spise dit brød indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. For støv er du, og til støv vil du vende tilbage.’” – 1 Mosebog 3:17, 19.

Adam spiste af det træ han ikke måtte spise af. Denne ulydige handling kunne Gud ikke tage let på. Der var tale om oprør, en åbenlys ringeagt for alt det gode Jehova havde gjort for ham. Ved at spise af frugten tilsidesatte Adam Jehovas bud og valgte at følge uafhængighedens vej, og det fik katastrofale konsekvenser.

Som Jehova havde forudsagt, døde Adam til sidst. Gud havde dannet Adam “af støv fra jorden” og sagt til ham at han ville ‘vende tilbage til jorden’. Adam levede ikke videre i en eller anden tilstand eller på et andet plan. Da han døde, blev han lige så livløs som det støv han var dannet af. – 1 Mosebog 2:7; Prædikeren 9:5, 10.

“Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden ... trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.” – Romerne 5:12.

Adams ulydighed – eller synd – fik vidtrækkende konsekvenser. Adams synd bevirkede ikke blot at han mistede et liv på 70 eller 80 år, men et liv som indebar muligheden for at han kunne leve evigt. Da Adam syndede, mistede han desuden fuldkommenheden og kunne derfor kun give ufuldkommenhed videre til alle sine efterkommere.

Vi er alle efterkommere af Adam. Og fra ham har vi, uden selv at have valgt det, arvet ufuldkommenheden som gør at vi ikke kan undgå at synde, og derfor til sidst må dø. Paulus beskrev vores situation på en god måde. Han skrev: “Jeg er kødelig, solgt under synden. Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?” Derefter besvarede han selv spørgsmålet: “Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!” – Romerne 7:14, 24, 25.

“Faderen har udsendt sin søn som verdens Frelser.” – 1 Johannes 4:14.

Jehova Gud har taget skridt til at eliminere syndens virkninger og udfri os fra en evig død. Hvordan har han gjort det? Ved fra himlen at sende sin elskede søn ned til jorden og lade ham blive født som et fuldkomment menneske ligesom Adam. Men i modsætning til Adam “begik [Jesus] ikke synd”. (1 Peter 2:22) Eftersom han var fuldkommen, var han ikke underlagt den nedarvede død, og som et fuldkomment menneske kunne han have levet evigt.

Men i stedet tillod Jehova at Jesus blev slået ihjel af sine fjender. Tre dage senere oprejste Gud ham igen som en åndeskabning så han på et tidspunkt kunne vende tilbage til himlen. Og dér fremlagde Jesus værdien af sit fuldkomne menneskeliv for Jehova for at råde bod på det Adam havde forspildt, både for sig selv og sine efterkommere. Jehova tog imod dette offer, og det gør det muligt for dem der tror på Jesus, at modtage evigt liv. – Romerne 3:23, 24; 1 Johannes 2:2.

På den måde købte Jesus det som Adam havde mistet, tilbage. Han led døden for vores skyld så vi kan få evigt liv. Bibelen siger: “Jesus ... [led] døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.” – Hebræerne 2:9.

Alt dette viser meget om Jehova. Hans høje norm for retfærdighed gjorde det umuligt for ufuldkomne mennesker at løskøbe sig selv. I sin kærlighed og barmhjertighed sørgede Gud imidlertid for at tilgodese sine egne krav selvom det havde store omkostninger for ham selv – nemlig at han måtte give sin egen søn som en løsesum. – Romerne 5:6-8.

“Kristus [er] imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.” – 1 Korinther 15:20-22.

Der hersker ikke nogen tvivl om at Jesus har levet og derefter døde, men hvilke vidnesbyrd er der om at han blev oprejst fra døden? Blandt de stærkeste vidnesbyrd er den kendsgerning at den opstandne Jesus ved forskellige lejligheder og på forskellige steder viste sig for mange mennesker. En gang viste han sig for mere end 500. Apostlen Paulus skrev om det i sit brev til korintherne og sagde at nogle af disse øjenvidner stadig var i live, hvilket betød at de kunne vidne om det de havde set og hørt. – 1 Korinther 15:3-8.

Det er værd at lægge mærke til at Paulus – ved at skrive at Kristus var “førstegrøden” af dem der var blevet oprejst – tydeligt viste at andre ville blive oprejst senere. Jesus havde selv sagt at den time ville komme da “alle de der er i mindegravene”, ville “komme ud”. – Johannes 5:28, 29.

“Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.” – Johannes 3:16.

På de første sider i Bibelen fortælles der om den tid hvor døden kom ind i verden og Paradiset gik tabt. På de sidste sider fortælles der om den tid hvor døden vil blive tilintetgjort og Gud vil genoprette Paradiset på jorden. Menneskene vil da for evigt kunne leve et lykkeligt og aktivt liv. I Åbenbaringen 21:4 står der: “Døden skal ikke være mere.” For at understrege hvor pålideligt dette løfte er, siges der i vers 5: “Disse ord er troværdige og sande.” Det Jehova lover, er han fuldt ud i stand til at gøre.

Tror du at “disse ord er troværdige og sande”? Vi tilskynder dig til at lære mere om Jesus Kristus og vise at du tror på ham. Gør du det, vil du opnå Jehovas godkendelse. Du vil ikke alene erfare hans rige velsignelse nu, men du vil også få håb om evigt liv i et jordisk paradis, hvor ‘døden ikke skal være mere, og sorg eller skrig eller smerte heller ikke skal være mere’.