Hvordan man ældes med ynde
HVORDAN har du det når du tænker på at blive gammel? Mange bliver urolige, ængstelige eller ligefrem bange. Årsagen er at mange forbinder det at blive gammel med noget negativt, som for eksempel at man ikke længere ser så godt ud, bliver svag og skrøbelig, mister hukommelsen og får kroniske sygdomme.
Men faktum er at folk ældes meget forskelligt. Nogle har et relativt godt helbred når de bliver ældre, både fysisk og psykisk. Lægevidenskabelige fremskridt har hjulpet mange til få behandlet kroniske sygdomme og få dem under kontrol. Resultatet har været at der i nogle lande er flere og flere mennesker der lever et længere og sundere liv.
Uanset om man bliver ramt af aldersbetingede problemer eller ej, vil de fleste af os gerne ældes med ynde. Men kan det lade sig gøre? Det afhænger til dels af vores indstilling og vores villighed og evne til at tilpasse os denne nye fase i livet. Lad os for at få hjælp på dette område se på nogle enkle og praktiske bibelske principper.
VÆR BESKEDEN: “Hos de beskedne er der visdom.” (Ordsprogene 11:2) I denne sammenhæng kan “de beskedne” sigte til ældre der erkender og har affundet sig med de begrænsninger deres alder medfører, i stedet for at prøve at benægte eller ignorere dem. Charles fra Brasilien, der er 93 år, siger meget realistisk: “Hvis man lever længe, bliver man gammel. Du kan ikke skrue tiden tilbage.”
Men at man er beskeden, betyder bestemt ikke at man har den negative holdning: “Jeg er gammel, og jeg kan ikke få mere ud af livet.” En sådan indstilling kan tappe en for energi og livslyst. “Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset,” står der i Ordsprogene 24:10. En der er beskeden, vil i stedet være positiv og sørge for at få det bedste ud af situationen.
Corrado i Italien, som er 77 år, siger meget klogt: “Når du kører op ad bakke, skifter du bare gear så du undgår at motoren går i stå.” Ja, det er nødvendigt med justeringer når man bliver gammel. Corrado og hans kone har en ligevægtig indstilling til deres huslige pligter, og de følger en rimelig og afslappet plan så de ikke føler sig fuldstændigt drænet for energi når dagen er slut. Marian på 81, der bor i Brasilien,
har også et meget jordnært forhold til det at blive gammel. “Jeg har lært at tage den med ro,” fortæller hun. “Når det er nødvendigt, tager jeg en kort pause. Jeg sætter mig eller lægger mig og læser eller lytter til noget musik. Jeg har lært at erkende og acceptere mine begrænsninger.”VÆR LIGEVÆGTIG: “Kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind.” (1 Timoteus 2:9) I udtrykket “velordnet klædning” ligger der at man er ligevægtig og har en god smag. Barbara fra Canada, som er 74, siger: “Jeg prøver at se pæn og ren ud. Jeg ønsker ikke at se sjusket ud og give udtryk for holdningen: ‘Jeg er gammel; jeg er ligeglad med hvordan jeg ser ud.’” Fern på 91 år, i Brasilien, siger: “Jeg køber af og til noget nyt tøj for at have det godt med mig selv.” Og hvordan er det så med ældre mænd? “Jeg gør mit bedste for at se godt ud, med rent og moderne tøj,” siger Antônio på 73, som også bor i Brasilien. Om sin personlige hygiejne siger han: “Jeg tager bad og barberer mig hver dag.”
På den anden side må man undgå at blive så optaget af sit personlige udseende at man ikke længere lægger “et sundt sind” for dagen. Bok-im i Sydkorea, som er 69, har en ligevægtig holdning til tøj. Hun siger: “Jeg er godt klar over at det ikke vil være passende for mig at gå i den slags tøj jeg brugte da jeg var ung.”
VÆR POSITIV: “Alle den nødstedtes dage er onde, men den hvis hjerte er vel til mode har altid fest.” (Ordsprogene 15:15) Når du bliver ældre, kan du blive grebet af negative tanker når du mindes hvor stærk du var som ung, og de mange ting du engang var i stand til at gøre. Det er fuldt forståeligt. Men du må gøre en indsats for ikke at blive overvældet af disse negative følelser. Hvis du lever i fortiden, kan det gøre din hverdag trist og afholde dig fra at gøre de ting du stadig er i stand til. Joseph fra Canada, der er 79, ser positivt på tingene: “Jeg bestræber mig for at glæde mig over det jeg kan gøre, og lade være med at græde over det jeg tidligere kunne, men ikke magter længere.”
Ved at læse og lære kan du også blive mere positiv, for det vil udvide din horisont. Du bør altså, i det omfang det er muligt, være opmærksom på de muligheder du har for at læse om og lære nye ting. Ernesto på 74, i Filippinerne, går på biblioteket og leder efter interessante bøger han kan læse. Han siger: “Jeg kan stadig godt lide spændende oplevelser, glæden ved at rejse uden for hjemmets fire vægge ved hjælp af det skrevne ord.” Lennart fra Sverige, der er 75, gik endda i gang med den overvældende opgave det er at lære et nyt sprog.
VÆR GAVMILD: “Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer.” (Lukas 6:38) Gør det til en vane at bruge noget af din tid og nogle af dine andre ressourcer på dine medmennesker. Det vil give dig glæde og følelsen af at du udretter noget. Hosa på 85, der bor i Brasilien, prøver energisk at hjælpe andre trods sine fysiske begrænsninger. Hun siger: “Jeg ringer til syge og nedtrykte venner og skriver breve til dem. Af og til sender jeg dem også små gaver. Jeg kan også godt lide at lave et måltid eller en dessert til nogle der er syge.”
Gavmildhed avler gavmildhed. “Når du viser andre at du holder af dem, reagerer de ved at vise dig kærlighed og omsorg,” siger Jan fra Sverige, der er 66. Ja, en der er gavmild, skaber en atmosfære af varme og forståelse som andre sætter pris på.
VÆR VENLIG: “Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.” (Ordsprogene 18:1) Der kan selvfølgelig være tidspunkter hvor du helst vil være alene, men du må undgå at isolere dig og være reserveret. Innocent fra Nigeria, der er 72, er glad for at være sammen med venner. “Jeg glæder mig over at være sammen med folk i alle aldre.” Börje på 85, fra Sverige, siger: “Jeg prøver at komme sammen med unge. Den vitalitet de har, får mig til at føle mig ung igen – i det mindste indvendig.” Tag initiativ til indimellem at invitere andre. Han-sik på 72, der bor i Sydkorea, siger: “Min kone og jeg kan godt lide at invitere venner i alle aldersgrupper – ældre og teenagere – til en sammenkomst eller en middag.”
Venlige mennesker kommunikerer med andre. Men eftersom kommunikation bør være tovejs, må du bestræbe dig for at være godt selskab. Vis personlig interesse for andre. Helena på 71, i Mocambique, siger: “Jeg er venlig og behandler andre med værdighed. Jeg lytter til det de har at sige, for at finde ud af hvad de mener, og hvad de godt kan lide.” José på 73, fra Brasilien, siger: “Folk kan godt lide at være sammen med nogle der er gode til at lytte – nogle der viser empati og interesserer sig for andre, som giver ros når der er grund til det, og som har humoristisk sans.”
Sørg for at lade din “tale være med ynde, krydret med salt”, når du giver udtryk for din mening. (Kolossenserne 4:6) Vis omtanke, og vær til opmuntring for andre.
VÆR TAKNEMMELIG: “Vis jer taknemmelige.” (Kolossenserne 3:15) Når nogen hjælper dig, så vis at du værdsætter det. At man giver udtryk for sin taknemmelighed, hjælper en til at få et godt forhold til andre. “For nylig flyttede min mand og jeg fra et hus til en lejlighed. Der var masser af venner der hjalp os. Vi var så taknemmelige. Vi sendte dem håndskrevne takkekort, og efterfølgende har vi inviteret flere af dem til middag, fortæller 74-årige Marie-Paule, der bor i Canada. Jae-won fra Sydkorea, som er 76 år og glæder sig over at blive kørt til rigssalen, siger: “Jeg er så glad for al den hjælp, så jeg sørger altid for at tilbyde at betale noget af benzinen. Nogle gange giver jeg små gaver med et lille brev hvor jeg siger tak.”
Frem for alt, vær glad for livet. “En levende hund er bedre stillet end en død løve,” skrev kong Salomon. (Prædikeren 9:4) Ja, hvis man har den rigtige indstilling og er villig til at tilpasse sig situationen, er det muligt at ældes med ynde.