Jeg blev født i Acul, en afsidesliggende by i Guatemalas vestlige højland. Min familie tilhører ixilfolket, en etnisk gruppe der nedstammer fra mayaerne. Foruden spansk lærte jeg også at tale vores lokale sprog. Mine første leveår faldt sammen med en meget blodig periode i Guatemalas 36 år lange borgerkrig. Mange der tilhørte ixilfolket, døde i de år.

En dag, da jeg var fire år, legede min bror på syv år med en håndgranat som pludseligt eksploderede. Ulykken kostede mig synet, og ulykkeligvis mistede min bror livet. Resten af min barndom tilbragte jeg på en skole for blinde børn i Guatemala City, hvor jeg lærte at læse og skrive ved hjælp af punktskrift. Af grunde som jeg ikke rigtig forstod, forbød personalet mig at tale med de andre børn, og mine skolekammerater undgik mig. Jeg følte mig altid alene og længtes efter de to måneder hvert år hvor jeg kunne være hjemme hos min mor, som altid var sød og medfølende. Sørgeligt nok døde hun da jeg var ti år. Jeg var fortvivlet. Jeg følte at jeg havde mistet det eneste menneske i verden som elskede mig.

Da jeg var 11 år, kom jeg tilbage til min fødeby og flyttede ind hos min halvbror og hans familie. De tog sig af mine fysiske behov, men ingen kunne hjælpe mig med mine følelsesmæssige behov. Til tider råbte jeg til Gud: “Hvorfor døde min mor? Hvorfor skal jeg være blind?” Folk sagde at disse tragedier var Guds vilje. Jeg kom til den slutning at Gud måtte være følelseskold og uretfærdig. Den eneste grund til at jeg ikke begik selvmord, var at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle få det gjort.

Det at jeg var blind, gjorde mig både fysisk og følelsesmæssigt sårbar. Som barn blev jeg misbrugt seksuelt ved adskillige lejligheder. Jeg anmeldte aldrig disse forbrydelser – jeg regnede ikke med at nogen ville tage sig af det. Folk henvendte sig sjældent til mig, og jeg talte ikke med nogen. Jeg var ensom og deprimeret, og jeg stolede ikke på nogen som helst.

På et tidspunkt da jeg var 13 år, henvendte et ægtepar der var Jehovas Vidner, sig til mig i et af skolens frikvarterer. En af lærerne på skolen, som forstod min situation, havde bedt dem om at kontakte mig. De  fortalte mig at Bibelen lover at de døde vil blive oprejst, og at blinde en dag vil komme til at se igen. (Esajas 35:5; Johannes 5:28, 29) Jeg kunne godt lide det de fortalte mig, men det var svært for mig at snakke med dem, for jeg var jo ikke vant til at tale. Til trods for at jeg var indesluttet, fortsatte de venligt og tålmodigt med at besøge mig for at lære mig om Bibelen. Dette ægtepar måtte gå mere end 10 kilometer og over en bjergkæde for at komme til min fødeby.

Min halvbror beskrev for mig at de var pænt klædt, men ikke velhavende. Alligevel viste de mig altid personlig interesse ved at have små gaver med til mig. Jeg tænkte at kun sande kristne ville vise en sådan selvopofrelse.

Jeg studerede Bibelen ved hjælp af publikationer i punktskrift. Rent intellektuelt forstod jeg det jeg lærte, men følelsesmæssigt var der nogle ting jeg havde svært ved at godtage. For eksempel var det meget svært for mig at tro at Gud virkelig var interesseret i mig, og at andre kunne have de samme følelser over for mig som Gud. Jeg forstod godt hvorfor Jehova for en tid har tilladt ondskaben, men det var meget svært for mig at betragte ham som en kærlig Far. *

Lidt efter lidt hjalp det jeg lærte fra Bibelen, mig til at ændre synspunkt. For eksempel fandt jeg ud af at Gud har stor medfølelse med dem der lider. Da hans tjenere i fortiden blev dårligt behandlet, sagde han: “Jeg har virkelig set nøden hos mit folk ... jeg kender jo deres lidelser.” (2 Mosebog 3:7) Efterhånden som jeg kom til at værdsætte Jehovas egenskaber, følte jeg mig tilskyndet til at indvi mit liv til ham. I 1998 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

Omkring et år efter min dåb deltog jeg i et kursus for blinde i nærheden af byen Escuintla. En af de ældste i den lokale menighed fandt ud af hvor kompliceret det var for mig at komme til møderne når jeg boede i min fødeby. For at komme til den nærmeste menighed skulle jeg nemlig over den samme bjergkæde som ægteparret der studerede med mig, havde forceret, og det var svært for mig at klare den tur. For at hjælpe mig fandt denne ældste en familie i Escuintla der var Jehovas Vidner, og de var villige til at have mig boende og hjælpe mig med at komme til menighedens møder. Den dag i dag tager de sig af mig som var jeg en del af familien.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler på den ægte kærlighed som menighedens medlemmer har vist mig. Alt i alt overbeviser disse erfaringer mig om at jeg som et af Jehovas Vidner er blandt sande kristne. – Johannes 13:34, 35.

Jeg føler mig ikke længere værdiløs og uden håb. Nu har jeg fået et meningsfyldt liv. Som heltidsbeskæftiget i Jehovas Vidners arbejde med at undervise andre i Bibelens dyrebare sandheder fokuserer jeg nu på det og ikke på mit handicap. Jeg glæder mig også over at virke som ældste i menigheden og at holde bibelske foredrag for offentligheden i de lokale menigheder. Jeg har endda fået lov til at holde bibelske foredrag ved regionalstævner for tusinder af mennesker.

I 2010 blev jeg færdig med Skolen for Udnævnte Tjenere (nu kaldet Skolen for Kristne Forkyndere) der blev afholdt i El Salvador. Denne skole uddannede mig så jeg bedre kunne tage mig af mine ansvarsopgaver i menigheden. At jeg fik mulighed for at modtage denne undervisning, gav mig en følelse af at jeg virkelig var værdsat og elsket af Jehova Gud, som kan dygtiggøre alle til at udføre hans gerning.

Jesus sagde: “Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.” (Apostelgerninger 20:35) I dag kan jeg helt ærligt sige at jeg er lykkelig, og selvom jeg aldrig havde troet at det skulle blive muligt, føler jeg nu at jeg kan hjælpe andre.