Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er verdens ende nær? Hvad er Apokalypsen?

Er verdens ende nær? Hvad er Apokalypsen?

 Hvad tænker du på når du hører ordet “apokalypse”? Det kan være at du tænker på en global katastrofe, måske en der udsletter alt liv på jorden. Nogle tror at verden er på vej mod sådan en katastrofe, især når de læser nyheder som for eksempel:

  •   “Der er en reel risiko for atomkrig – uanset om den bliver startet med vilje, ved en fejl eller på grund af misforståelser.” – Bulletin of the Atomic Scientists.

  •   “De sidste ti år har der i hele verden været flere tilfælde af ødelæggende storme, skovbrande, hedebølger og oversvømmelser samt tørke og koralblegning end nogensinde før.” – National Geographic.

  •   “Græshoppesværmene i Afrika er de værste i årtier.” – The Associated Press.

 Vil en global apokalypse udslette jorden? Hvad siger Bibelen?

Vil jorden blive udslettet?

 Nej. Guds ord, Bibelen, forsikrer os om at jorden vil bestå for evigt. (Prædikeren 1:4) Gud vil ikke ødelægge den jord han har skabt. I stedet vil han sørge for at “de der ødelægger jorden, selv vil blive ødelagt”. – Åbenbaringen 11:18.

Hvad vil der ske med verden?

 Bibelen taler om en verden der vil ende, eller ophøre med at eksistere. Den “verden” er de mennesker der ignorerer det Gud siger, og kun gør det de selv vil. Ligesom på Noas tid vil Gud fjerne “en verden af ugudelige mennesker”. – 2. Peter 2:5; 3:7.

 I 1. Johannes 2:17 står der: “Verden forsvinder, og det gør dens begær også.” Det viser at Gud vil udslette, ikke planeten Jorden, men de mennesker der bliver ved med at gøre det der er forkert i Guds øjne, og ikke vil ændre sig.

Hvornår vil enden komme?

 Bibelen giver os ikke den præcise dato for hvornår enden vil komme. (Matthæus 24:36) Men den viser at vi er tæt på. Bibelen har forudsagt:

 Mange er enige om at verdensbegivenhederne siden 1914 stemmer overens med det Bibelen har forudsagt, og at enden er nær. Du kan få flere oplysninger i artiklerne “Hvad kan vi lære om året 1914 ud fra Bibelens kronologi?” og “Hvad er tegnet på ‘de sidste dage’, eller ‘endens tid’?

Hvad betyder ordet “apokalypse” i Bibelen?

 Det græske ord for “apokalypse” i Bibelens grundtekst betyder “afdækning” eller “afsløring”. Det bruges ofte i forbindelse med at noget der har været skjult, bliver gjort kendt. Bibelen taler også om at ‘Herren Jesus vil blive åbenbaret’ (i verset bruges en form af det græske ord apokalypsis). Det vil ske når han fjerner al ondskab fra jorden og belønner dem der tilbeder Gud. – 2. Thessaloniker 1:6, 7; 1. Peter 1:7, 13.

 Den sidste bog i Bibelen hedder Apokalypsen, eller Åbenbaringen, fordi den åbenbarer hvad der vil ske i fremtiden. (Åbenbaringen 1:1) Bogen indeholder gode nyheder og et budskab om håb. (Åbenbaringen 1:3) Den viser at Gud vil fjerne al uretfærdighed og gøre jorden til et paradis. Til den tid vil mennesker ikke længere være plaget af smerte, sorg og død. – Åbenbaringen 21:3, 4.

 Kunne du tænke dig at lære mere om Bibelens fantastiske løfter? Så er du meget velkommen til at kontakte Jehovas Vidner, der tilbyder gratis bibelkurser.