Mænd med angst – hvordan Bibelen kan hjælpe
Når du tænker på en person der har angst, a forestiller du dig måske en der er lammet af frygt, en der dårligt kan komme ud af sengen om morgenen, eller en som hele tiden taler om sine bekymringer.
Det er rigtigt at nogle reagerer på den måde når de har angst. Men forskere har fundet ud af at andre, særligt mænd, kan have tendens til at reagere anderledes. En rapport peger på at mænd “oftere bruger alkohol og stoffer for at håndtere angst. Så det der ligner et alkoholproblem, kan i virkeligheden være et tegn på en angstlidelse. Og angst hos mænd kommer i mange tilfælde til udtryk ved vrede og irritation.”
Selvfølgelig er det ikke alle mænd der reagerer på samme måde. Men uanset hvordan man reagerer på det, er angst et voksende problem i disse “kritiske tider som er vanskelige at klare.” (2. Timotheus 3:1) Kan Bibelen hjælpe dig hvis du kæmper med angst?
Bibelens råd kan hjælpe en til at håndtere angst
Bibelen indeholder mange gode råd der kan hjælpe hvis man har angst. Her er tre eksempler:
1. “I skal ... aldrig være bekymret for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har problemer nok i sig selv.” – Matthæus 6:34.
Betydning: Det vil være klogt ikke at bekymre sig for meget om hvad der kunne ske i fremtiden. I de fleste tilfælde går det ikke så galt som man frygtede, og nogle gange sker der noget uventet der ændrer situationen til det bedre.
Prøv dette: Tænk tilbage på nogle gange hvor du var sikker på at der ville ske noget dårligt, men hvor det ikke skete. Tænk så over det du bekymrer dig om nu, og overvej hvor sandsynligt det er at det vil gå helt galt.
2. “Som jern skærper jern, sådan skærper en mand sin ven.” – Ordsprogene 27:17.
Betydning: Andre kan hjælpe os med at håndtere vores angst – hvis vi giver dem lov. Måske har de selv oplevet nogle ting og kan komme med nogle praktiske råd. Om ikke andet kan de se situationen lidt udefra.
Prøv dette: Tænk over om der er en der kan give dig et godt råd. Måske har du en ven der har kæmpet med noget der minder om det du kæmper med. Spørg ham hvad der fungerede for ham, og hvad der ikke fungerede for ham.
3. “Kast alle jeres bekymringer på ham, for han har omsorg for jer.” – 1. Peter 5:7.
Betydning: Gud har stor omsorg for dem der har det svært. Han opfordrer os til at bede til ham og fortælle ham om alt det der tynger os.
Prøv dette: Lav en liste over ting der bekymrer dig. Tal så med Gud i bøn, sæt ord på hvert enkelt problem, og bed ham om hjælp til at klare det.
En dag vil der ikke længere være angst
Bibelen indeholder ikke kun gode råd om hvordan man kan håndtere angst, den fortæller også at der meget snart vil komme en tid hvor vores bekymringer vil være væk for altid. Hvordan vil det blive til virkelighed?
Guds rige vil fjerne alt det der er årsag til angst. (Åbenbaringen 21:4) Når det rige hersker, vil vi ikke engang huske den angst og de bekymringer vi havde før. – Esajas 65:17.
Det er den fremtid som “den Gud der giver fred”, ønsker for dig. (Romerne 16:20) Han fortæller os kærligt: “Jeg ved hvad jeg har i tanke for jer ... Jeg ønsker at I skal have fred, og ikke ulykke. Jeg vil give jer en fremtid og et håb.” – Jeremias 29:11.
a I den her artikel henviser udtrykket angst ikke til den medicinske lidelse, men til det stress og de bekymringer der indimellem kan overvælde os. Hvis man har en medicinsk lidelse, kan det være man vælger at søge lægehjælp. – Lukas 5:31.