Segl var små stempler som blev brugt til at sætte et aftryk, som regel i ler eller voks. De fandtes i forskellige former, nogle var firkantede, cylinderformede eller kegleformede, og andre var formet som dyrehoveder. Aftrykket fra et seglstempel kunne angive ejerskab eller bekræfte et dokuments ægthed og kunne også bruges til at forsegle punge eller åbninger som døre eller indgange til grave.

 Man brugte forskellige materialer til at lave segl af, deriblandt ben, kalksten, metal, halvædelsten og træ. I seglet var der af og til indgraveret ejerens navn og hans fars navn, og nogle segl viste også ejerens stilling eller titel.

 Ejeren af seglet kunne presse det ned i ler, voks eller en anden blød substans som var sat på et dokument, for at bekræfte dets ægthed. (Job 38:14) Substansen ville derefter størkne og forhåbentligt afholde andre fra at manipulere med dokumentet.

 Et segl kunne overdrages til en anden person, der på den måde fik samme myndighed som ejeren. Det var hvad en farao i oldtidens Egypten gjorde over for den hebraiske mand Josef, som var søn af patriarken Jakob. Josef havde været slave i Egypten og blev på et tidspunkt uretfærdigt fængslet. Men senere løslod Farao ham og gav ham en fremtrædende stilling som førsteminister. Bibelen fortæller: “Derefter tog Farao sin signetring af og satte den på Josefs hånd.” (1. Mosebog 41:42) Signetringen havde en officiel indgravering der gav Josef myndighed til at udføre sit vigtige arbejde.

 Dronning Jezabel i fortidens Israel brugte sin mands seglstempel da hun planlagde mordet på en mand ved navn Nabot. I kong Akabs navn skrev hun breve til nogle ældste og bad dem om at beskylde den uskyldige Nabot for at have forbandet Gud. Hun forseglede brevene med kongens segl og fik gennemført sin onde plan. – 1. Kongebog 21:5-14.

 Den persiske kong Ahasverus brugte en signetring til at bekræfte ægtheden af de ordrer han sendte ud. – Ester 3:10, 12.

 Bibelskribenten Nehemias fortæller at fyrsterne, levitterne og præsterne i Israel bekræftede en pagt der var blevet skrevet ned, ved at sætte deres segl på den. – Nehemias 1:1; 9:38.

 Bibelen omtaler to situationer hvor segl blev brugt til at sikre en indgang. Da profeten Daniel blev kastet i løvekulen, hentede man en sten som blev lagt over kulens åbning. Og Dareios, kongen over Medien og Persien, “forseglede den med sin egen signetring og med sine stormænds signetring så det var umuligt at ændre noget i Daniels sag”. – Daniel 6:17.

 Da Jesus’ lig blev lagt i en grav, fik hans fjender sikret graven “ved at forsegle stenen” som var blevet rullet hen foran indgangen for at blokere den. (Matthæus 27:66) Hvis det var en officiel forsegling af de romerske myndigheder, ville “seglet af ler eller voks være presset ind i åbningen mellem ... stenen og gravens indgang”, står der i en bibelkommentar til Matthæus af David L. Turner.

 Fordi oldtidens segl fortæller meget om fortiden, viser arkæologer og historikere stor interesse for dem, og sigillografi, som man kalder videnskaben om segl, er blevet et vigtigt felt inden for arkæologien.