Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

FRA VORES ARKIVER

De holdt sig åndeligt stærke i en svær tid

De holdt sig åndeligt stærke i en svær tid

 Da den anden verdenskrig var slut, lå store dele af Europa i ruiner. Et lyspunkt var at mange Jehovas Vidner og andre nu var kommet ud af nazisternes koncentrationslejre. Men selvom de var blevet befriet, var deres liv ikke uden vanskeligheder. Ligesom så mange andre manglede Jehovas Vidner mad, tøj, husly og andre fornødenheder. Søster Karin Hartung fortæller: “Fordi der var så stor boligmangel, måtte alle gøre plads til at have noget familie boende, eller de måtte udleje nogle værelser i deres lejlighed.” Søster Gertrud Pötzinger, der havde været i koncentrationslejr i syv og et halvt år, måtte i en periode bo i et redskabsskur og sove på en stol. a

 Hvad gjorde vores organisation for at vores venner i de krigshærgede områder kunne få deres fysiske behov dækket? Og hvad kan vi lære af de søstre og brødre der gennemlevede de vanskelige år efter krigen?

Vennernes fysiske behov dækkes

 Vores organisation gik straks i gang med at hjælpe Jehovas tjenere i Europa. Nathan Knorr og Milton Henschel fra Hovedkontoret rejste over for at besøge deres trosfæller og få et overblik over hvad de havde brug for. I løbet af november og december 1945 var de to brødre i England, Schweiz, Frankrig, Belgien, Holland, Danmark, Sverige, Finland og Norge. Bror Knorr beretter: “Her så vi for første gang med egne øjne hvor meget krigen havde ødelagt i Europa.”

Nathan Knorr taler til Jehovas Vidner i Helsinki i Finland den 21. december 1945.

 På det tidspunkt fik bror Knorr ikke lov til at rejse ind i Tyskland. Men Erich Frost, der stod for afdelingskontoret i Tyskland, rejste ud af landet og mødtes med ham. b “Bror Knorr gav os nogle praktiske råd og lovede at vi ville få hjælp i form af mad og tøj,” beretter bror Frost. “Og snart kom der nogle enorme forsyninger af mel, fedt, havregryn og andre madvarer til Tyskland. Brødre og søstre i forskellige lande sendte også kassevis af tøj, deriblandt habitter, undertøj og sko, til os.” Gaverne blev modtaget med glædestårer. I øvrigt var nødhjælpen “ikke en engangsforestilling”, hedder det i en rapport. “Man fortsatte med at sende forsyninger i to og et halvt år!” c

Forkyndere i USA i færd med at sortere tøj der er doneret som nødhjælp til venner i Europa.

Det åndelige fokus blev bevaret

 Efterhånden blev levevilkårene bedre, men samtidig bevarede vores brødre og søstre deres åndelige fokus. Hvad hjalp dem til at gøre det?

Jürgen Rundel (forrest til venstre) i 1954 sammen med andre forkyndere fra menigheden i Spittal an der Drau i Østrig.

 De holdt fast ved gode åndelige vaner. (Efeserne 5:15, 16) Krigen havde gjort det svært for Jehovas Vidner at skaffe bibelsk læsestof og følge et fast åndeligt program. Men efter krigen blev det igen muligt at holde kristne møder og gå ud i forkyndelsen. En bror i Østrig, Jürgen Rundel, husker: “Både folderen Budbringer d og de rejsende tilsynsmænd opfordrede os til at have et fast skema for åndelige aktiviteter.” Han tilføjer: “Vi fokuserede på Jehova og Jesus, på vores personlige studie af Bibelen og på forkyndelsen. Dengang var der ikke noget fjernsyn eller andet der distraherede os.”

 Søster Ulrike Krolop siger: “Jeg kan huske hvor stor glæde det gav mig at studere et emne i dybden. Min mand var et godt eksempel. Hver gang vi fik et nyt nummer af Vagttårnet, lagde han alt andet til side og gav sig til at studere det.” Karin, som vi citerede før, beretter: “Under krigen så vi hvor hurtigt man kan miste sine materielle ejendele. Men den åndelige mad blev ved med at komme, selvom det var i begrænset omfang. Jehova belønnede sine loyale tjenere.”

Ulrike Krolop

 De tog forkyndelsen op igen. (Matthæus 28:19, 20) Krigen havde grebet ind i Jehovas Vidners frihed til at gå ud og forkynde og undervise. Men da krigen var slut, “gik alle direkte ud i forkyndelsen igen”, fortæller en bror ved navn Friedhelm. Og Ulrike husker: “Den første forkynder der kom til min mands familie og fortalte dem om sandheden, havde stadig sin fangedragt fra koncentrationslejren på! Han var begyndt at forkynde lige med det samme.” Jürgen siger: “Efter krigen var så godt som alle fulde af iver. Mange unge brødre og søstre begyndte i heltidstjenesten.”

 “I de udbombede byer var der frygtelige boligforhold,” bemærker Ulrike. Mange boede i huse der simpelthen var ruiner! Hvordan fandt forkynderne frem til folk? Ulrike, hvis familie kom med i sandheden efter krigen, husker: “Vi kiggede efter hvor der var lys fra en lampe eller skorstensrøg fra et komfur.”

 De opmuntrede hinanden. (1. Thessaloniker 5:11) Under krigen blev mange Jehovas Vidner udsat for en grusom behandling. Men bagefter dvælede de ikke ved alle deres lidelser. I stedet opmuntrede de hinanden. Sammen glædede de sig over at deres tro havde vist sin ægthed under prøve. (Jakob 1:2, 3) Johannes, der nu bor i USA, siger: “Vores kredstilsynsmand, der havde været i koncentrationslejr, fortalte rigtig mange oplevelser om hvordan Jehova havde hjulpet sine tjenere. Det var nogle meget trosstyrkende beretninger.”

 I efterkrigstiden bevarede vores brødre og søstre deres nære forhold til Jehova ved at minde sig selv om “hvordan han havde hjulpet dem i lejrene og hørt deres bønner”, fortæller Johannes. Som nævnt holdt de fast ved gode åndelige vaner som det at læse i Bibelen, komme sammen til møder og deltage i forkyndelsen. Elisabeth var med til stævnet i Nürnberg i sommeren 1946, hvor hun mødte mange af de befriede Jehovas Vidner. Hun husker at de stadig var “tynde og afkræftede”, men “samtidig var de ‘brændende i ånden’ når de gengav deres oplevelser”. – Romerne 12:11.

Karin Hartung

 De holdt sig nær til deres trosfæller. (Romerne 1:11, 12) Under krigen kunne Jehovas Vidner ikke mødes frit på grund af den brutale forfølgelse. “Det var kun sjældent at vennerne besøgte hinanden, for de var bange for at komme til at afsløre en medkristen,” fortæller Karin. Men det blev selvfølgelig helt anderledes da krigen var forbi. “Nu gjorde bødrene alting sammen,” siger Friedhelm. “Og møderne og tjenesten havde altid højeste prioritet.”

 I den første tid efter krigen “var det kun meget få forkyndere der havde bil”, oplyser Dietrich, en ældstebror i Tyskland. “Når vi skulle til møde, var det til fods. Men vi gik i grupper, og når vi regelmæssigt fulgtes ad på den måde, styrkede det vores sammenhold. Vi følte os som én stor familie.”

Hvad vi kan lære

 I dag er der mange Jehovas Vidner der har det svært på grund af naturkatastrofer, sygdom, krig, forfølgelse eller høje leveomkostninger. (2. Timotheus 3:1) Men vi skal ikke lade os slå ud af bekymring. Hvorfor ikke? Fordi det eksempel vores trofaste brødre og søstre viste under nazismen i Tyskland, forsikrer os om at Gud vil blive ved med at støtte os nu i de vanskelige sidste dage. Lad os have samme indstilling som apostlen Paulus, der skrev: “Vi kan være ved godt mod og sige: ‘Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’” – Hebræerne 13:6.

a Læs søster Pötzingers livsberetning: “Jeg satte Riget først i efterkrigstidens Tyskland.”

b Læs bror Frosts livsberetning: “Udfrielse fra totalitær inkvisition ved tro på Gud.”

c Du kan læse mere om Jehovas Vidners nødhjælpsarbejde efter den anden verdenskrig i artiklen “De gav det bedste de havde” og i boksene på side 211, 218 og 219 i bogen Guds rige hersker!

d I dag bruger vores menigheder publikationen Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte.