I mange lande er leveomkostningerne steget kraftigt. Det gør livet svært for mange, også for Jehovas Vidner. Men de der tror på Jehova, mister ikke modet. Han har lovet at han aldrig vil svigte sine tjenere, og det holder dem oppe. (Hebræerne 13:5) Gang på gang har han vist at han holder sit løfte. Det har han for eksempel gjort i Filippinerne, et land hvor mange mennesker lever i fattigdom. I 1970’erne og 1980’erne gik landet igennem en periode hvor de økonomiske forhold var meget svære.

 “Der var tider hvor jeg græd fordi jeg manglede mad,” siger en søster der hedder Vicky. a “Nogle gange havde vi ikke andet end ris, salt og vand.” En bror ved navn Florencio kunne ikke finde et job. Han fortæller: “Jeg havde kun tre skjorter og tre par bukser, og dem brugte jeg på skift når jeg skulle til møde eller til stævne.” Hvordan klarede Jehovas tjenere sig under de forhold? Hvad hjalp dem til at holde sig åndeligt stærke? Og hvordan kan deres eksempel hjælpe os i dag, hvor vi lever i usikre tider?

 Jehovas Vidner i Filippinerne var sikre på at Jehova ville tage sig af dem selvom tiderne var svære. (Hebræerne 13:6) Og det gjorde han, ofte på helt uventede måder. En søster ved navn Cecille giver et eksempel på det: “Da vi havde lavet morgenmad af vores sidste skål ris, havde vi ikke mere mad i huset til vores familie på fire. Så bad vi Jehova om at give os det vi havde brug for den dag. Og endnu mens vi sad ved morgenmaden, kom en bror og forærede os fem kilo ris. Vi græd af taknemmelighed og glæde over den velsignelse fra Jehova. Og den slags oplevelser havde vi mange af.”

 Vores brødre og søstre fulgte også de kloge og praktiske råd der findes i Bibelen. (Ordsprogene 2:6, 7) En søster der hedder Arcelita, var lige blevet døbt og var endnu ikke gift. Hun havde svært ved at få pengene til at slå til, og hun udøste sit hjerte for Jehova. Så tænkte hun over det der står i Ordsprogene 10:4: “Dovne hænder fører til fattigdom, men flittige hænder skaber rigdom.” Det tog hun til sig, og hun anlagde en køkkenhave. “Jehova velsignede virkelig den indsats jeg gjorde,” fortæller hun. “Haven gav så stort udbytte at jeg kunne forsørge mig selv og samtidig kunne betale mine transportudgifter.”

 Vores brødre og søstre havde ikke penge nok til at købe jord eller bygge rigssale. Men det hindrede dem ikke i at følge Bibelens bud om at vi skal mødes så vi kan opmuntre hinanden. (Hebræerne 10:24, 25) De tilpassede sig bare. En søster der hedder Deborah, tænker tilbage: “Vi var omkring seks der holdt møder i en lille hytte som min pionermakker og jeg havde bygget. Taget havde vi lavet af blade fra nypapalmer, og væggene var af blade fra kokospalmer. Stammerne af palmetræerne brugte vi til at sidde på.”

 I de fleste tilfælde blev møderne holdt i private hjem. “Vores lille hus var lavet af græs og bambus,” fortæller en søster ved navn Virginia. “Hver lørdag flyttede vi vores møbler så det var klar til at der kunne blive holdt møde om søndagen.” I et andet hjem hvor der blev holdt møde, var taget utæt. En bror der hedder Noel, beretter: “Når det regnede, stillede vi spande ud under hullerne. Men vi lagde nærmest ikke mærke til det, for vi var jo sammen med vores åndelige familie.”

 Vores brødre og søstre var ikke mindre ivrige i forkyndelsen fordi de var materielt fattige. Lindina, som bor på øen Negros, fortæller: “Min familie var stor, og min far var den eneste der havde et job. Vi havde ikke altid råd til at betale for transport, og det betød at vi tit gik ud i distriktet til fods. Men det var sjovt, for vi var en stor gruppe der fulgtes ad. Og vi vidste at det vi gjorde, var til glæde for Jehova.”

 En af de største udfordringer var at komme til at forkynde i de distrikter der lå langt oppe i bjergene, for her var der nærmest ingen offentlig transport. Esther fra øen Luzon fortæller: “Vi var 6 til 12 forkyndere, og vi tog afsted tidligt om morgenen, for vi skulle gå rigtig mange kilometer. Så brugte vi hele dagen i forkyndelsen. Hjemmefra havde vi tilberedt noget mad som vi kunne spise i skyggen af nogle træer. Nogle af vennerne havde ingen mad, men de tog med alligevel. Vi sagde: ‘Det skal I ikke tænke på. Vi har mad nok til os allesammen.’”

 Jehova velsignede den selvopofrende indstilling de viste. I 1970 var der 54.789 forkyndere i Filippinerne, men i 1989 var tallet oppe på 102.487, næsten en fordobling. Og i 2023 var antallet af forkyndere steget til 253.876.

 Økonomisk set var forholdene meget svære, men åndeligt set trivedes vores brødre og søstre fint. “Vi var fattige, men det hindrede os ikke i at elske Jehova,” siger en bror der hedder Antonio. Søster Fe Abad har denne kommentar: “Når min mand og jeg havde svært ved at få det til at løbe rundt, holdt vi os nær til Jehova og erfarede glæden ved at leve et enkelt liv. På den måde lærte vores børn også at sætte deres lid til ham.”

 “Det at være fattig er faktisk ikke et problem når man tjener Jehova,” siger Lucila, der bor på øen Samar, og hun tilføjer: “Når man sætter Gud først, kan man finde tilfredshed og blive ved med at se positivt på tingene. Jeg oplevede selv den glæde at nogle som jeg studerede Bibelen med, lærte Jehova at kende og senere blev pionerer sammen med mig.”

 Usikre tider venter os alle. I betragtning af det kan vi have gavn af at tænke på noget som en ældstebror der hedder Rodolfo, giver udtryk for. Han skriver: “Gennem de svære tider jeg oplevede i 1970’erne og 1980’erne, mærkede jeg hele tiden Jehovas hånd i mit liv. Jeg havde ikke ret mange penge men følte heller ikke at jeg manglede noget. Jehova tog sig godt af mig. Jeg kan virkelig sige at jeg har haft det bedst tænkelige liv, og jeg glæder mig til ‘det virkelige liv’ vi vil få i det kommende paradis.” – 1. Timotheus 6:19.