Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Radiostationen WBBR i 1924

FRA VORES ARKIVER

Den gode nyhed sendes ud i æteren

Den gode nyhed sendes ud i æteren

 Søndag aften den 24. februar 1924 blev det første program udsendt fra en ny radiostation som Bibelstudenterne a lige havde oprettet. Den hed WBBR. Hvordan var den første udsendelse? Hvor mange hørte den? Og hvordan har Jehovas Vidner siden da brugt den nyeste teknologi for at ‘den gode nyhed om Riget kan blive forkyndt i hele verden’? – Matthæus 24:14.

En tekniker ved et kontrolpanel i WBBR

“Og så gik vi i gang”

 Den første udsendelse blev bragt klokken 20.30 og varede over to timer. Den blev udsendt fra et helt nyt radiostudie der var blevet bygget på Staten Island i New York. Den ansvarlige lydtekniker, bror Ralph Leffler, huskede at “spændingen var stor” i radiostudiet da udsendelsen skulle begynde. “Ville nogen kunne høre os?” tænkte han. Han slog kontakterne til, “og så gik vi i gang, idet vi håbede på det bedste”.

 Bror Victor Schmidt, som var direktør for radiostationen, var speaker ved den historiske udsendelse. Han indledte programmet med at introducere en række dygtige musikere og sangere, som alle var Bibelstudenter. En pianist begyndte med et par klassiske stykker. Derefter sang Cora Wellman en sang der på dansk ville hedde “De nioghalvfems”. Den gengav Jesus’ lignelse om et får der var faret vild. (Lukas 15:4-7) Blandt de følgende indslag var en sang som blev fremført af Frederick Franz. Den skildrede beretningen om den fortabte søn der vendte tilbage. – Lukas 15:11-25.

Fra WBBR’s åbningsprogram

 Joseph Rutherford, der stod i spidsen for Bibelstudenternes arbejde dengang, holdt så en tale hvor han indviede radiostationen “til Messiasrigets formål”. Han erklærede: “Eftersom Herren har ladet radioen se dagens lys på dette tidspunkt, må det helt sikkert være hans vilje at den skal anvendes til undervisning af andre i opfyldelsen af hans storslåede profetier.”

“Ikke en stavelse gik tabt”

 I den nordøstlige del af USA var der mange som hørte den første udsendelse fra WBBR. Fra Morrisville i Vermont, som ligger 320 kilometer væk, skrev en lytter: “Jeg kan med glæde oplyse at vi modtog programmet ... Især dommer Rutherfords stemme gik klart igennem ... Ikke en stavelse gik tabt.” Helt nede i Florida kunne en lytter i Monticello høre udsendelsen. Den nye radiostation blev en enorm succes, og det strømmede ind med takkebreve.

Joseph Rutherford ved mikrofonen i WBBR’s radiostudie. Victor Schmidt er speaker.

 Programmer med Bibelens budskab blev udsendt fra WBBR i 33 år. b De kunne hovedsageligt modtages af lyttere i det nordøstlige USA, men sommetider blev WBBR forbundet med en kæde af andre stationer så den nåede ud til millioner af lyttere i USA, Canada og andre lande. I Vågn op! for 8. maj 1976 blev det oplyst: “I 1933, da kæden havde sit største omfang, var 408 stationer med til at bringe budskabet ud til seks verdensdele, og der blev udsendt 23.783 bibelske foredrag ... Når man tændte for sin radio og drejede på skalaknappen dengang kunne man altså høre at der på talrige stationer fra vidt forskellige steder blev udsendt Vagttårns-programmer på samme tid. Somme tider var æteren ligefrem fyldt med sandhedsord til ære for Gud.”

Radioen afløses af direkte forkyndelse

 I 1924, da Bibelstudenterne begyndte at bruge radiostationen WBBR, var der i gennemsnit 1.064 forkyndere i USA. Det var jo en forholdsvis lille gruppe, og derfor var radioudsendelserne en stor hjælp. Men i 1957 var forkyndertallet helt oppe på 187.762 i USA og 653.273 i hele verden. Dertil kom at de flittige brødre og søstre fik så god undervisning ved menighedens møder at de blev bedre og bedre til at forkynde fra hus til hus og på andre måder.

 Den positive udvikling fik de brødre der havde ansvaret, til at overveje hvor stor en fordel der egentlig var ved at udsende radioprogrammer – sammenlignet med det at aflægge personlige besøg fra hus til hus. Det blev besluttet at sælge WBBR, der var den eneste radiostation som Vagttårnsselskabet stadig ejede og drev. Stationen blev solgt den 15. april 1957. Dagen før blev der udsendt et særligt afskedsprogram, hvor Nathan H. Knorr blandt andet blev spurgt hvorfor radiostationen blev solgt. “Udsendelserne fra WBBR har været en stor hjælp for mange,” svarede han. “Men den vækst vi har set i det område hvor man kan lytte til WBBR, har ikke været større end den man har set andre steder i verden.” Derfor havde brødrene konkluderet at der bliver udrettet mere ved hus til hus-forkyndelse end ved radioudsendelser. Men det betød ikke at det var slut med at sende Bibelens budskab ud i æteren. Nogle årtier senere skete det igen – men på en helt ny måde!

Hvordan det sker i dag

 Den 6. oktober 2014 skete der noget nyt og spændende i Jehovas organisation – den internetbaserede tv-station JW Broadcasting blev åbnet. Jehovas Vidner og andre kan hver måned stille ind og følge et program via en internetbrowser, appen JW Library, streamingenheder eller en satellitmodtager. c Men det må tilføjes at der stadig er nogle dele af verden hvor Jehovas folk gør god brug af konventionelle radio- og tv-udsendelser. Hvordan?

Første udsendelse fra JW Broadcasting, oktober 2014

 Jo, i de senere år har flere udenforstående udbydere gjort det muligt at udsende Jehovas Vidners ugentlige menighedsmøder og deres stævner på radio- og tv-kanaler de steder hvor der ikke er god adgang til internettet. De udsendelser er også nået ud til mange der ikke er Jehovas Vidner men har fået vakt deres interesse. I 2021 og 2022 var der for eksempel flere direktører for radiokanaler der sagde til vores afdelingskontor i Østafrika at mange som ikke er Jehovas Vidner, er rigtig glade for vores møder. En hel del lyttere i Kenya, Sydsudan og Tanzania har endda bedt om at få et bibelstudie.

 Men det står fast at Jehovas Vidner i hele verden først og fremmest forkynder budskabet om Guds rige ved hus til hus-forkyndelse, med litteraturvogne og ved hjælp af hjemmesiden jw.org. På vores hjemmeside har alle interesserede let adgang til Bibelen og bibelsk læsestof på over 1.080 sprog – helt gratis. Man kan også få svar på bibelske spørgsmål og få oplyst hvor der bliver holdt kristne møder. Tilsammen har disse initiativer betydet at Jehovas Vidner har gjort budskabet om Guds rige tilgængeligt i større omfang end nogensinde før i menneskets historie! Det kan virkelig siges at den gode nyhed bliver forkyndt “i hele verden”, som det er forudsagt i Bibelen. – Matthæus 24:14.

a I 1931 antog Bibelstudenterne navnet Jehovas Vidner.

b I en periode har Jehovas Vidner også haft radiostationer i andre lande, for eksempel Australien og Canada.