Fra 1948 til starten af 1990’erne var Sydafrika domineret af apartheid. a I den periode behandlede mange dem der havde en anden hudfarve end dem selv, meget uretfærdigt. Kallie, der blev kategoriseret som “farvet” (af blandet herkomst) under apartheid, fortæller: “Også de der ikke var hvide, behandlede hinanden meget diskriminerende.”

 Jehovas Vidner i Sydafrika kom fra mange forskellige befolkningsgrupper. Hvordan håndterede de apartheid? Og hvad kan vi lære af deres historie?

 I Sydafrika protesterede nogle mod raceadskillelsen og samlede sig i forskellige grupperinger for at demonstrere. Mange af dem der demonstrerede mod regeringens politik, blev fængslet eller endda slået ihjel. Det resulterede i at de udviklede en mere voldelig tilgang. Alt imens det skete, fulgte Jehovas Vidner loven og involverede sig ikke i demonstrationer eller forsøg på at vælte regeringen. De efterlignede på den måde de kristne i det første århundrede, der blev ved med at “underordne sig de højere myndigheder”. – Romerne 13:1, 2.

 Mange forsøgte at overtale eller presse Jehovas Vidner til at opgive deres neutralitet og vælge side. Men det kunne have betydet at de blev involveret i en voldelig politisk konflikt og måske endda ville ende med at kæmpe mod deres trosfæller. En søster der hedder Thembsie, forklarer: “Under urolighederne i 1976 blev mange helt unge studerende tvunget til at være med i de politiske oprør. De gik fra dør til dør for at lede efter andre studerende de kunne få med. Hvis man nægtede, kunne de finde på at sætte ild til ens hus eller banke en til døde.” En politisk leder fra den daværende opposition sagde til et Jehovas Vidne der hed Theophilus: “Når vi har besejret de hvide, slår vi jer ihjel fordi I ikke vil kæmpe for jeres land.”

 På trods af de vanskeligheder apartheid medførte, blev Jehovas Vidner i Sydafrika ved med at mødes for at tilbede Gud sammen. (Hebræerne 10:24, 25) Nogle menigheder kunne ikke bygge en rigssal fordi apartheid holdt mange fanget i fattigdom. b “I mange år måtte vores menighed leje et lokale der var i meget dårlig stand,” fortæller Enver, “så min far tilbød at vi kunne holde møderne hjemme hos os. To gange om ugen blev vores hus forvandlet til en rigssal. Nogle gange var der over 100 mennesker stuvet sammen i vores hus. Efter møderne hyggede vi os tit sammen med lidt snacks og noget at drikke.”

 Vores brødre og søstre måtte være opfindsomme for at overvinde de forhindringer apartheid skabte. I provinsen Limpopo blev en hvid bror for eksempel bedt om at holde et foredrag ved et kredsstævne i et område hvor der kun boede sorte, men han blev nægtet adgang til området. Derfor opsøgte han den hvide mand der ejede landejendommen der stødte op til stævneområdet, og lavede en aftale med ham. Kredsstævnet blev holdt med taleren på den ene side af landmandens hegn og alle tilhørerne på den anden side.

 Under apartheid blev indbyggerne opdelt i hudfarver og fik tildelt bestemte områder de skulle bo i. Derfor bestod menighederne ofte af brødre og søstre fra samme befolkningsgruppe. Apartheid tvang dem til at være meget fleksible i den måde distrikterne blev gennemarbejdet på. For eksempel kunne det nogle gange være en udfordring at gå i et distrikt hvor der aldrig var blevet forkyndt før. “Der var sjældent steder hvor ikkehvide kunne overnatte. Så vi sov i vores biler eller under et træ,” fortæller Krish, der blev kategoriseret som “indisk” under apartheid. “Om morgenen gik vi hen og vaskede os på et toilet ved en tankstation. Men nogle gange var der et skilt hvor der stod ‘Kun for hvide’. Selvom der var udfordringer, var forkynderne gode til at støtte op om tjenesten og var glade for at forkynde for de mange interesserede der boede i afsidesliggende områder.”

 På trods af de mange forhindringer blev antallet af Jehovas Vidner ved med at stige. Da apartheid blev indført i 1948, var der 4.831 forkyndere i Sydafrika. Og da det blev afskaffet i 1994, var tallet vokset til 58.729. I årene efter fortsatte det på den måde. I 2021 var det højeste antal forkyndere det år 100.112.

 I tiden med apartheid var Jehovas Vidner i Sydafrika indbyggere i et land der var kendt for at opdele folk i racer. I det anspændte miljø gjorde de deres bedste for at bevare enheden og vise kærlighed til alle, uanset hvilken befolkningsgruppe de tilhørte. Det gjorde de ved at undervise andre i Bibelen og selv leve efter den. (Apostlenes Gerninger 10:34, 35) Selvom de var omgivet af had, var de forenet af kærlighed. – Johannes 13:34, 35.

 I 1993 holdt Jehovas Vidner et stort stævne i Sydafrika hvor folk fra mange forskellige befolkningsgrupper var inviteret. En fremtrædende politisk leder så på mens Jehovas Vidner fra Sydafrika bød de delegerede fra andre lande varmt velkommen med store knus da de ankom i lufthavnen. Han sagde: “Hvis vi havde den samme enhed som jer, havde vi løst vores problemer for længe siden.”