Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL

Prikker der forandrer folks liv

Prikker der forandrer folks liv

1. OKTOBER 2021

 “Mange af vore læsere kender sikkert nogle der er blinde,” stod der i The Watch Tower for 1. juni 1912. “De kan modtage gratis læsestof. … Disse publikationer til blinde er fremstillet med ophøjede bogstaver som blinde kan læse.” Der stod videre: “Mange blinde har dyb værdsættelse af budskabet om at en herlig dag med velsignelser nærmer sig.”

 Da disse ord blev nedskrevet, var der endnu ikke indført et fælles internationalt system for punktskrift. Men allerede dengang gjorde Jehovas Vidner sandheden fra Bibelen tilgængelig ved hjælp af “ophøjede bogstaver” – eller punktskrift. Og det gør vi stadig! I dag fremstilles vores publikationer med punktskrift på over 50 sprog. Hvordan bliver de fremstillet?

Kombinationer af et til seks ophøjede punkter udgør bogstaver. De ophøjede punkter er arrangeret i en grundfigur der består af to kolonner med tre punkter i hver.

Transskription og prægning

 Det første skridt ved fremstillingen af publikationer med punktskrift er at teksten transskriberes til punktskriftbogstaver. “Før i tiden brugte vi software der var fremstillet af andre, til transkriptionen, men det kunne ikke anvendes til alle de sprog der var behov for,” forklarer Michael Millen, der arbejder i Text Processing Services i Patterson, New York. “Nu bruger vi Watchtower Translation System, der understøtter transskription til punktskrift på de fleste sprog. Jeg tror ikke der findes noget lignende program.”

 Publikationer på punktskrift indeholder ikke kun tekst, men også beskrivelser af billederne. For eksempel bliver billedet på forsiden af punktskriftudgaven af Et håb om en lys fremtid beskrevet på denne måde: “En mand går på en sti der bugter sig mellem smukke planter og majestætiske bjerge.” Jamshed, en menighedstjener og pioner der er blind, siger: “Billedbeskrivelserne er uvurderlige for mig.”

 Efter transskriptionen bliver filerne sendt til et afdelingskontor der fremstiller punktskriftpublikationer. Her bliver teksten præget på en særlig slags kraftigt papir, der ikke bliver perforeret ved prægningsprocessen og heller ikke mister formen trods lang tids brug. Derefter bliver siderne samlet, indbundet med spiralryg og sendt, enten med den almindelige litteraturforsendelse til menighederne eller som “gratis blindeforsendelse” hvis det er en mulighed i det pågældende land. Når det er nødvendigt, sørger afdelingskontorerne endda for at sende det som ekspresforsendelse så brødre og søstre der er blinde eller synshandicappede, kan få de publikationer de skal bruge til menighedens møder.

 Alt dette arbejde kræver både tid og penge. Faktisk kan vores trykkeri i Wallkill, New York, fremstille 50.000 standardbibler på den samme tid som det tager at præge 2 bibler med punktskrift. Hver engelsk bibel med forkortet punktskrift består af 25 bind, og materialerne til at fremstille den koster 123 gange mere end materialerne til en standardbibel. a Bare omslagene til en bibel a 25 bind koster omkring 1.000 kroner!

Ny Verden-Oversættelsen med engelsk forkortet punktskrift består af 25 bind!

 Hvordan betragter de der hjælper med fremstillingen af publikationer med punktskrift, deres arbejde? Nadia, der tjener på Afdelingskontoret i Sydafrika, siger: “Vores brødre og søstre der er blinde eller synshandicappede, har ikke et let liv, så jeg ser det som en stor glæde at kunne fremstille noget der hjælper dem. Det er tydeligt at Jehova elsker dem meget højt.”

Undervisning i punktskrift

 Men hvad hvis en blind person ikke har lært at læse punktskrift? For nogle år siden udgav vi brochuren Learn to Read Braille (findes ikke på dansk), der indeholder både punktskrift og trykt tekst. Den er designet så en seende og en blind person kan bruge den sammen. Brochuren er en del af et sæt der også består af en punktskrifttavle og tilhørende pen. Ved hjælp af redskaberne kan den blinde selv skrive hvert bogstav med punktskrift. Disse øvelser hjælper eleven til at lære punktskriftbogstaverne og genkende dem med fingrene.

Jeg er blevet totalt ‘afhængig’

 Hvordan har publikationerne på punktskrift hjulpet vores brødre og søstre der er blinde eller synshandicappede? Ernst, der bor i Haiti, kom regelmæssigt til møderne men havde ikke nogen publikationer med punktskrift. Derfor var han nødt til at stole på sin hukommelse når han skulle holde opgaver eller svare ved mødet. “Men nu kan jeg række hånden op og svare hver gang jeg har lyst,” fortæller han. “Jeg føler mig virkelig forenet med mine brødre og søstre. Vi får alle den samme åndelige mad!”

 “Vores publikationer er meget lettere at bruge end andre publikationer på punktskrift,” siger Jan, en synshandicappet bror i Østrig der leder Vagttårnsstudiet og Menighedsbibelstudiet. “For eksempel er der sidetal, fodnoter der er lette at finde, og præcise billedbeskrivelser.”

 Seon-ok, en pioner i Sydkorea, er både blind og døv. Tidligere var hun helt afhængig af tolkning til taktilt tegnsprog ved møderne, men nu kan hun selv læse studiepublikationerne med punktskrift. “Andre publikationer med punktskrift er tit svære at læse fordi der mangler prikker, linjerne er skæve eller papiret er for tyndt,” siger hun. “Men Jehovas Vidner bruger en bedre kvalitet af papir og gør prikkerne mere tydelige så det bliver nemmere for mig at læse.” Hun tilføjer: “Før i tiden kunne jeg kun studere de bibelske publikationer med hjælp fra andre. Men nu kan jeg selv studere. Jeg er så glad for at jeg nu kan forberede mig til de ugentlige møder i menigheden og deltage på lige fod med andre. Jeg læser alle vores publikationer med punktskrift. Jeg er blevet totalt ‘afhængig’ af dem.”

 Ligesom vores trykte litteratur indeholder publikationer med punktskrift følgende oplysning: “Denne publikation må ikke sælges. Den er udgivet i forbindelse med et globalt bibelundervisningsarbejde som finansieres af frivillige bidrag.” Tak for de bidrag du giver ved hjælp af de metoder der er beskrevet på donate.pr418.com. Din gavmildhed er med til at gøre det muligt for alle at få åndelig mad, deriblandt blinde og synshandicappede.

a Ved nogle typer punktskrift forkorter man en del ord og bogstavforbindelser for at spare plads. Derfor fylder en bog med forkortet punktskrift mindre end den samme bog med fuld punktskrift.