Jeg har elsket sandheden fra jeg var helt lille, og meget tidligt fik jeg et ønske om at indvi mig til Jehova og blive døbt. Og jeg var så glad da jeg nåede mit mål som 13-årig. Da jeg var 14, spurgte bror Helge Linck a mig om jeg havde overvejet at begynde som pioner. Det øjeblik står helt klart for mig. Min far og mor havde været midlertidige pionerer (det der i dag hedder hjælpepionerer), men jeg havde ingen anelse om hvad det ville sige at være almindelig pioner. Bror Lincks spørgsmål såede et ønske i mit hjerte – ønsket om at gøre mere i tjenesten for Jehova.

 I 1974 opstod der politiske uroligheder i Etiopien, og det førte til kaos og anholdelser, og mange mistede livet. På et tidspunkt kunne vi ikke længere forkynde fra dør til dør, og vi mødtes kun i små grupper. Vores forældre begyndte at forberede os børn på at modstanden kunne blive værre. De bibelske principper hjalp os til at se hvad kristen neutralitet indebærer. Vi lærte at Jehova ville hjælpe os til at vide hvad vi skulle sige hvis vi blev forhørt, og at det nogle gange var bedst at tie stille. – Matthæus 10:19; 27:12, 14.

 Da jeg var færdig med skolen, begyndte jeg at arbejde for flyselskabet Ethiopian Airlines. En morgen da jeg mødte på arbejde, kom mine kolleger og sagde tillykke til mig fordi jeg var blevet udvalgt til at føre an i et optog der skulle afholdes fordi regeringen havde et jubilæum. Jeg sagde med det samme til min overordnede at jeg ikke ville være med i fejringen på grund af min kristne neutralitet.

 Da jeg næste dag var på arbejde i lufthavnen, så jeg på afstand nogle mænd med rifler over skulderen der var på vej hen mod billetkontoret. Jeg gik ud fra at de kom for at anholde en der prøvede at flygte ud af landet. Men så pegede de pludselig på mig! Hvad ville de dog med mig? Det der begyndte som en helt almindelig arbejdsdag, ændrede sig pludselig fuldstændigt.

 Soldaterne tog mig med hen på et kontor hvor jeg blev forhørt i flere timer. “Hvem er det der betaler Jehovas Vidner?” spurgte de. “Arbejder du for Eritreas Befrielsesfront? Arbejder du eller din far for USA’s regering?” Selvom det var en meget stressende situation, var jeg helt rolig på grund af den hjælp Jehova gav mig. – Filipperne 4:6, 7.

 Da soldaterne var færdige med at forhøre mig, kørte de mig hen til et hus der var blevet omdannet til et fængsel. Der satte de mig ind i et rum på 28 kvadratmeter der var pakket med omkring 15 unge kvinder der var politiske fanger.

 Da jeg den nat lå på det hårde gulv, stadig med min arbejdsuniform på, plagede det mig at tænke på hvor bekymrede mine forældre og søskende måtte være. De vidste at jeg var blevet anholdt, men de anede ikke hvor jeg var. Jeg bad Jehova om at hjælpe min familie til at finde ud af hvor jeg blev holdt fanget.

 Da jeg vågnede næste morgen, kom der en ung vagt som jeg genkendte. Han så chokeret på mig, og sagde: “Aster, hvad laver du her?” Jeg spurgte om han ikke nok ville tage hen til mine forældre og fortælle hvor jeg var. Senere samme dag modtog jeg en pakke med mad og tøj fra mine forældre. Vagten havde fortalt dem hvor jeg var. Jehova havde besvaret min bøn! Den oplevelse forsikrede mig om at jeg ikke var alene.

 Jeg fik ikke lov til at have hverken en bibel eller nogle af vores publikationer, og min familie og venner måtte ikke besøge mig. Men alligevel sørgede Jehova for at opmuntre mig. Det gjorde han gennem de andre fanger. Jeg forkyndte for dem hver eneste dag, og det gjorde stort indtryk på dem at høre om Guds rige. De sagde tit til mig: “Vi kæmper for en regering hvor det er mennesker der styrer, men du kæmper for Guds regering. Gå aldrig på kompromis, heller ikke hvis de truer med at slå dig ihjel!”

 Nogle gange forhørte vagterne de indsatte og bankede dem. Sent en aften, omkring klokken 11, kom de og hentede mig. Da vi kom hen i forhørsrummet, slyngede de anklager mod mig. De sagde at jeg var imod regeringen. Og da jeg ikke ville gentage et politisk slogan, fik jeg bank af to mandlige vagter. De forhørte mig på den måde flere gange. Hver gang bad jeg inderligt til Jehova, og jeg mærkede at han hjalp mig.

 Da der var gået tre måneder, kom en af vagterne og sagde til mig at jeg var fri og kunne tage hjem. Jeg blev meget overrasket og glad, men også lidt skuffet fordi jeg i den grad havde nydt at fortælle de unge kvinder i fængslet om den gode nyhed.

 Nogle få måneder efter at jeg var blevet løsladt, kom der nogle soldater for at anholde alle teenagerne i vores familie, men jeg var ikke hjemme på det tidspunkt. De anholdt to af mine søstre og en af mine brødre. Da det skete, tænkte jeg at det klogeste for mig ville være at flygte ud af landet. Jeg kunne næsten ikke bære tanken om at skulle væk fra min familie igen. Men min mor tilskyndede mig til at være stærk og stole på Jehova. Kort efter gik jeg ombord på et fly til USA. Samme aften kom der nogle soldater hjem til vores familie for at anholde mig endnu en gang. Da de fandt ud af at jeg ikke var der, skyndte de sig ud i lufthavnen. Men de kom for sent, for mit fly var allerede i luften.

 Jeg kom til Maryland, og Haywood og Joan Ward tog varmt imod mig. Det var det missionærpar der havde studeret med mine forældre. Efter fem måneder nåede jeg mit mål og blev pioner. Haywood og Joans datter, Cyndi, blev min pionermakker, og vi elskede at gå i tjenesten sammen.

 I sommeren 1979 besøgte jeg Betel i New York, og der mødte jeg Wesley Parker. Jeg kunne godt lide ham, for han havde nogle dejlige egenskaber og nogle gode åndelige mål. I 1981 blev vi gift, og jeg flyttede til Wallkill, New York, for at være på Betel sammen med Wesley. Jeg gjorde rent og arbejdede i renseriet, og senere kom jeg på MEPS-teamet i Computerafdelingen. Jeg var meget glad for at være på Betel, for det gav mig mulighed for at bruge al min tid og energi i tjenesten for Jehova, og jeg fik venner for livet.

 Men hjemme i Etiopien kæmpede min familie på grund af voldsom forfølgelse, og det gjorde mig meget ked af det. Mine tre søskende som var blevet anholdt, var stadig i fængsel. b Hver eneste dag lavede min mor mad til dem og fik det bragt hen til fængslet, for fængslet sørgede ikke for mad til de indsatte.

 I den svære tid var Jehova min tilflugt, og betelfamilien trøstede og støttede mig. (Markus 10:29, 30) For eksempel sagde bror John Booth en dag til mig: “Vi er så glade for at du er her på Betel. Det ville ikke have været muligt for dig hvis ikke Jehova velsignede dig.” c De kærlige ord forsikrede mig om at det ikke havde været forkert af mig at rejse fra Etiopien, og at Jehova nok skulle tage sig af min familie.

 I januar 1989 fandt vi ud af at jeg var gravid. Vi må indrømme at vi var temmelig chokerede i starten, men efter nogle dage begyndte vi at glæde os. Der var dog stadig mange tanker der kørte rundt i hovedet på os: Hvordan ville vi være som forældre? Hvor skulle vi bo? Og hvordan skulle vi forsørge os selv når vi rejste fra Betel?

 Den 15. april 1989 pakkede vi bilen og kørte mod Oregon, hvor vi havde planer om at fortsætte i heltidstjenesten som pionerer. Men kort efter at vi var ankommet, var der nogle velmenende venner der sagde til os at det ville være ufornuftigt af os at begynde som pionerer. Vi havde selvfølgelig ikke så mange penge, og der var en baby på vej. Så hvad skulle vi gøre? Lige på det tidspunkt kom vores kredstilsynsmand, Guy Pierce, og hans kone, Penny, på besøg. d De opmuntrede os til at holde fast ved vores mål. Derfor begyndte vi som pionerer og stolede på at Jehova ville hjælpe os. (Malakias 3:10) Vi fortsatte som pionerer efter at vores første søn, Lemuel, var blevet født, og også efter at vores anden søn, Jadon, var blevet født.

 Vi nød at være pionerer mens vores drenge var små. Ud over at pionertjenesten gav os mere tid til at tale med andre om sandheden, gav den os også en unik mulighed for at oplære vores drenge. (5. Mosebog 11:19) Men da vores tredje søn, Japheth, kom til, var vi nødt til at holde en pause i pionertjenesten. – Mika 6:8.

 Vores vigtigste opgave som forældre var at gøre Jehova virkelig for vores drenge og at hjælpe dem hver især til at få et nært, personligt forhold til ham. Derfor prøvede vi at gøre familiestudiet spændende så det var noget drengene glædede sig til. Da de var helt små, læste vi Vi lytter til den store Lærer og Min bibelhistoriebog sammen med dem. Vi lavede endda små skuespil. Da jeg var den eneste kvinde i familien, måtte jeg være Jezabel da vi lavede den historie som skuespil. Drengene syntes det var sjovt at lade som om de skubbede mig ned fra sofaen, og bagefter at de var hundene! Ud over familiestudiet studerede Wesley også med drengene hver for sig.

 Vi elskede vores drenge og gjorde alt hvad vi kunne, for at tage os godt af dem, og vi bad Jehova om at vi måtte have et nært forhold til hinanden i familien. Efterhånden som de blev ældre, lærte vi dem at gøre mange ting selv. De vaskede op, gjorde rent på deres værelser, vaskede tøj og lærte også at lave mad.

 Det var en læringsproces, ikke kun for vores børn men også for os som forældre. Indimellem kom vi til at overreagere og sagde noget uvenligt til vores sønner eller til hinanden. Når det skete, lærte vi at vise ydmyghed og sige undskyld.

 Vi havde tit gæster fra menigheden, og vi inviterede også betelitter, missionærer, rejsende tilsynsmænd og nogle der tjente hvor behovet var stort, hjem til os. (Romerne 12:13) Når vi hyggede os sammen med gæsterne, sendte vi ikke børnene ind på deres værelse for at lege. De blev inde i stuen sammen med os og var med i samtalerne og hørte de oplevelser der blev fortalt. Og tit huskede børnene flere detaljer om det der var blevet sagt, end vi andre gjorde.

 Wesley og jeg var bevidste om at fylde vores liv med gode oplevelser i tjenesten for Jehova. For eksempel prøvede vi altid at planlægge lidt frem i tiden og spare både penge og ferie op så vi kunne rejse ud og besøge andre lande. Når vi var afsted, besøgte vi altid afdelingskontoret, kom til møderne og var med i forkyndelsen. Vi kom virkelig til at elske vores globale brodersamfund og blev knyttet nærmere sammen i familien.

 Vi lagde mærke til at der var mange spansktalende i vores område, men at der ikke var ret mange forkyndere til at dække behovet. Så mens drengene stadig var små, spurgte vi bror Pierce om han syntes det var en god idé at vores familie flyttede til den spanske menighed. Med et stort smil sagde han: “Hvis man er fisker, skal man tage hen hvor fiskene er.” Det gav os lige det skub der skulle til, og vi flyttede til den spanske menighed i Woodburn, Oregon. Mens vi var i det spanske distrikt, havde vi den glæde at begynde at studere med flere som gjorde gode fremskridt, at hjælpe nogle af dem til at blive døbt og at se en lille spansk gruppe blive til en menighed.

 På et tidspunkt mistede Wesley sit arbejde, og vi måtte flytte til Californien, hvor han havde fået et nyt job. Da vi havde boet der i to år, besluttede Lemuel, Jadon og jeg alle tre at begynde som pionerer. I 2007 var det en stor glæde at vi kunne være på pionerskole sammen. Kort efter Pionerskolen kom vi til at tænke på at der jo faktisk boede mange arabisktalende mennesker i vores område. Så efter at vores familie havde været 13 år i det spanske distrikt, valgte vi at slutte os til en arabisktalende menighed. Det har været skønt at forkynde for de mange arabisktalende immigranter i vores område og at være med på særlige forkynderkampagner i andre lande. Vi er stadig pionerer i det arabiske distrikt i San Diego, Californien.

 Wesley er en fantastisk mand og far. Han har dyb respekt for Jehovas organisation. Han har aldrig sagt noget negativt om Betel eller om menigheden. Derimod har han altid noget positivt at sige. Han beder sammen med mig og for mig, og når vi har været i pressede situationer, har hans bønner virkelig trøstet mig og hjulpet mig til at bevare roen.

 Når jeg tænker tilbage på vores liv, er jeg taknemmelig for alt det vi har fået lov til at opleve: Vi har været i heltidstjenesten, har fået en dejlig familie og har kunnet tjene i menigheder hvor der var et stort behov. Vi har med egne øjne set at Jehova velsigner alle der sætter ham først, og vi har aldrig manglet noget. (Salme 37:25) Da jeg var helt ung, valgte jeg at tjenesten for Jehova skulle være det vigtigste i mit liv. Det har jeg aldrig fortrudt – det var den bedste beslutning jeg kunne tage! – Salme 84:10.