Da min kone, Kaye, fødte vores datter, Lauren, havde jeg ingen idé om hvordan man er en god far. Og da vi fik vores søn, Michael, var det helt det samme. Jeg voksede op med nogle forældre der konstant skændtes og til sidst endte med at blive skilt. Jeg ville gerne være et godt familieoverhoved, men jeg anede ikke hvordan.

 Noget der gjorde det hele værre, var at jeg som teenager var blevet afhængig af alkohol og stoffer. Nu var jeg blevet voksen, men jeg havde slet ikke styr på mit liv. Ud over alkohol og stoffer var jeg også afhængig af spil, og det førte til at jeg traf mange dårlige beslutninger. Det hele blev til sidst så slemt at Kaye gik fra mig og tog vores to børn med sig. Jeg var fuldstændigt ødelagt.

 Jeg spurgte Kaye hvad jeg kunne gøre for at hun ville komme tilbage. Hun var allerede begyndt at studere Bibelen med et Jehovas Vidne ved navn Gloria. Så hendes krav lød ganske enkelt: “Begynd at studere Bibelen.” Jeg var ikke klar over hvad det ville indebære, men som et forsøg på at få Kaye tilbage sagde jeg ja til at mødes med Gloria og hendes mand, Bill.

 Da Bill og Gloria kom på besøg, blev jeg imponeret over det tætte forhold de havde til hinanden. Jeg fandt ud af at de havde voksne børn på min alder som brugte deres liv på en god måde. For første gang nogensinde begyndte jeg at spekulere på om Bibelen måske kunne hjælpe en til at få en lykkelig familie.

 Mens Bill og Gloria var på besøg, kom vi til at tale om mine problemer. De viste mig Galaterne 6:7, hvor der står: “Hvad et menneske sår, skal det også høste.” Jeg tænkte: ‘Hvis jeg havde levet efter det princip, kunne jeg have undgået så mange problemer!’

 Som tiden gik, mærkede jeg virkelig hvordan det at bruge Bibelens principper forbedrede mit liv. Kaye og jeg stoppede med at ryge, og jeg fik hjælp til at komme af med mine andre afhængigheder. I 1985 fik vi vores tredje barn, David, som vi gav kælenavnet Davey – og endelig følte jeg mig i stand til at være en god far.

 Kaye og jeg har altid følt at det at hjælpe vores børn til at elske Jehova har hjulpet os selv til at elske ham endnu højere. Vi har lært så meget af vores publikationer, som for eksempel Vi lytter til den store Lærer. Familierne der var i vores menighed, var også nogle virkelig gode rollemodeller for os.

 Med tiden startede alle vores børn i pionertjenesten. I begyndelsen af 2004 var Lauren i en spansktalende menighed. Michael var lige stoppet på Betel fordi han skulle giftes, og han og hans kone, Diana, skulle flytte til Guam for at hjælpe til i forkyndelsen der. Og Davey på 19 var rejst til Den Dominikanske Republik for at tjene der.

 Vi var meget stolte af vores børn fordi de havde truffet sådan nogle gode valg. Vi følte det ligesom der står i 3. Johannes 4: “Der er ikke noget der gør mig mere glad end at høre at mine børn bliver ved med at følge sandhedens vej.” Men vi anede ikke at et telefonopkald ville komme til at vende op og ned på alt.

 Den 24. april 2004 skulle Kaye og jeg ud at spise med to andre ægtepar. Restauranten lå mere end 100 kilometer væk, så vi kørte alle seks i vores bil. Efter vi havde spist, tog vi forbi en café for at få en dessert. Jeg satte de andre af ved caféen mens jeg fandt en parkeringsplads. Og så ringede min telefon. Det var en af vores venner, og jeg kunne høre på hans stemme at der var noget helt galt.

 “Der er sket noget forfærdeligt,” sagde han. “Davey har været ude for en bilulykke.”

 “Hvor slemt er det?” spurgte jeg, men jeg frygtede svaret.

 Først kunne han slet ikke få ordene frem. Men så sagde han at Davey var død.

 Da jeg havde lagt på, bad jeg til Jehova om styrke. Da jeg kom ind på caféen, sagde jeg til de andre at jeg ikke havde det så godt, og at vi hellere måtte tage hjem. Jeg ville ikke fortælle Kaye om det der var sket med Davey, før vi var alene.

 Køreturen hjem på halvanden time var den værste nogensinde. Kaye sad begejstret og fortalte de andre om at Davey snart ville komme hjem på besøg. Og mens hun stadig ikke vidste at han var død, blev der ved med at tikke sms’er ind til mig fra folk som kondolerede.

 Efter at vi havde kørt de andre hjem, kom vi endelig hjem til os selv. Kaye kiggede på mig og vidste at der var noget helt galt. “Hvad er der sket?” spurgte hun. Jeg vidste at mine næste ord ville komme til at knuse Kayes hjerte, ligesom telefonopkaldet havde knust mit.

 Kaye og jeg havde været ude for problemer før, og vi vidste at Jehova trøster dem der tjener ham. (Esajas 41:10, 13) Men det her var værre end noget andet vi før havde oplevet. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: ‘Hvordan kunne det ske for Davey? Han gjorde så meget for Jehova. Hvorfor beskyttede Jehova ham ikke?’

 Vores to andre børn var også helt knust. Lauren var ligesom en anden mor for Davey, så hans død tog meget hårdt på hende. Og Michael var også helt ødelagt. Selvom Michael havde boet langt væk de seneste fem år, var han meget tæt på sin lillebror og havde glædet sig meget over at se hvor moden en ung mand han var blevet.

 Lige fra det øjeblik ulykken var sket, blev menigheden en livline for os. I tiden hvor Kaye stadig var i chok over vores søns død, kom vennerne for eksempel og trøstede os og hjalp os med praktiske ting. (Ordsprogene 17:17) Jeg vil aldrig glemme den kærlighed de viste!

 For at kunne håndtere vores sorg forsøgte vi at bevare vores åndelige rutine med bøn, bibellæsning og møderne. Det fjernede selvfølgelig ikke vores smerte. Men vi vidste at det var vigtigt at vi gjorde hvad vi kunne for at holde os åndeligt stærke. – Filipperne 3:16.

 I den periode flyttede Michael og Diana tættere på os, og Lauren flyttede tilbage til vores engelske menighed. Det at vi kunne være meget sammen de næste par år, hjalp os til lige så stille at få det bedre igen. Lauren blev senere gift, og hendes mand, Justin, blev også en uvurderlig støtte for os.

 Kort efter at Davey var død, gjorde vi noget andet for at tackle vores sorg – noget der var ekstremt hårdt men som viste sig at blive en stor velsignelse. Kaye vil fortælle om det.

 “Da min mand fortalte mig at Davey var død, var det som om jeg faldt ned i et dybt, sort hul, og der befandt jeg mig i lang tid. Sorgen ramte mig så hårdt at jeg nærmest ikke kunne fungere. Jeg græd hele tiden. Og for at være ærlig var jeg også nogle gange vred på Jehova og på alle andre der var i live. Jeg følte mig helt ude af balance.

 Jeg fik lyst til at tage til Den Dominikanske Republik. Jeg havde behov for at se hvor Davey havde boet og tjent Jehova lige inden han døde. Men samtidig følte jeg mig skrøbelig og ude af stand til at rejse så langt.

 Det hjalp at en nær ven fortalte mig at de venner Davey havde i Den Dominikanske Republik, også sørgede, og at de havde brug for at møde Daveys familie. Hun var lige den støtte der skulle til for at jeg kunne tage rejsen.

 Rejsen viste sig at være lige det vores familie havde brug for. Vi blev imponeret over hvor fokuseret Davey havde været på sin tjeneste for Jehova. Den eneste ældste der var i den menighed hvor Davey havde tjent, fortalte at han altid kunne regne med Davey når en opgave skulle løses.

 Da vi gik ned ad den gade hvor Davey havde boet, kom flere hen til os og fortalte os om alle de gode ting han havde gjort for dem. Jeg vidste at Davey var en kærlig person, men det imponerede mig virkelig at høre om alt det han havde gjort for at gå lige i Jesus’ fodspor.

 Vi mødte også en Davey havde studeret med – en mand der var sengeliggende, og som boede i et lille bitte hus. Manden var meget fattig, men vennerne i menigheden fortalte at Davey havde behandlet ham med stor værdighed og respekt. Det gjorde mig så stolt af ham!

 Det var en meget hård rejse. Men det hjalp os meget at dele sorgen med nogle der kendte Davey, og tale med dem om vores fantastiske fremtidshåb. Det gjorde at smerten i vores hjerte ikke føltes helt lige så voldsom.”

 I Vågn op! for 8. januar 2005 var der en artikel om Daveys død og hans tjeneste i Den Dominikanske Republik. På det tidspunkt var vi slet ikke klar over hvor stor betydning den artikel ville få for andre. For eksempel kontaktede en bror der hedder Nick, os i maj 2019 og sagde:

 “I slutningen af 2004 var jeg i gang med en videregående uddannelse, og jeg havde ingen åndelige mål. Jeg var ikke lykkelig. Jeg bad til Jehova om hjælp til at bruge de år jeg var ung, på en bedre måde. Ikke længe efter det læste jeg om Davey i Vågn op! Og det var svaret på min bøn.

 Jeg stoppede på min uddannelse og begyndte som pioner. Jeg satte mig også som mål at lære spansk og flytte til et andet land. Senere kom jeg til at tjene i Nicaragua, og min kone og jeg kom på Skolen for Kristne Forkyndere. Når folk spørger hvad der fik mig til at starte som pioner, fortæller jeg dem om Davey.”

 Vi fik en anden overraskelse da vi mødte en søster der hedder Abi. Hun havde fået til opgave at være på vores hotel da vi var delegerede ved det internationale stævne i 2019 i Buenos Aires, Argentina. Hun var så venlig og kærlig en søster, og vi syntes begge at hun mindede om Davey.

 Da vi kom op på vores hotelværelse, sendte vi Abi et link til artiklen om Davey. Hun svarede efter kun få minutter at hun virkelig gerne ville tale med os, så vi gik ned for at mødes med hende i lobbyen. Abi havde tårer i øjnene da hun fortalte os at det var artiklen om Davey der havde motiveret hende til at starte som pioner i 2011 og flytte til et isoleret distrikt. Hun sagde: “Hver gang jeg møder udfordringer eller problemer i min tjeneste, læser jeg den artikel igen.” Hun havde endda bladet med!

 Oplevelser som dem viser at vi er en del af en global familie. Der er ikke noget der kommer i nærheden af den enhed Jehovas folk har!

 Det trøster os meget at vide at Davey har haft så positiv en indflydelse på andre. Og det har alle andre unge der gør deres bedste i tjenesten for Jehova, selvfølgelig også. Nogle gange ved de måske ikke hvor meget det påvirker andre at se deres begejstring for tjenesten – deres eksempel kan motivere andre til også at gøre deres bedste i tjenesten for Jehova.

 I Lukas 20:37 citerer Jesus Jehovas ord hvor han beskriver sig selv som “Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud”. Jehova sagde ikke at han kun var deres Gud mens de levede, men at han stadig er deres Gud! Det gjorde han på grund af det der står i vers 38: “De er nemlig alle levende for ham.”

 Jehova betragter alle sine trofaste tjenere der er døde, som om de stadig er levende. Det viser os hvor besluttet Jehova er på at give dem en opstandelse! (Job 14:15; Johannes 5:28, 29) Jeg er helt overbevist om at Jehova ser sådan på Davey og på alle de andre af hans tjenere der har mistet livet.

 Jeg glæder mig virkelig meget til at se Davey igen, men der er en ting jeg glæder mig endnu mere til, og det er at Kaye kommer til at se ham igen. Jeg har aldrig set nogen være så knust. Ordene i Lukas 7:15 har fået en helt særlig betydning for mig: “Den døde satte sig op og begyndte at tale, og Jesus overlod ham til hans mor.”

 I september 2005 sluttede jeg mig til Kaye i pionertjenesten. Det er en stor gave at kunne tjene som pioner sammen med min kone, vores børn og deres ægtefæller. Som en kærlig og forenet familie støtter vi hinanden og fokuserer på vores håb om en ny verden hvor vi igen kan være sammen med vores kære Davey.