Da bombningen var overstået, begyndte min mor og jeg at lede efter hendes bedste veninde. Vi fik et chok da vi fandt ud af at hun var død under angrebet. Da det næste luftangreb kom nogle dage senere, fik min far hurtigt fat i mig og satte mig op på cykelstangen og cyklede i fuld fart ud af byen.

 Anden Verdenskrig havde hærget hele Italien, og minderne fra den periode står lyslevende for mig. Men det der har formet mit liv og gjort mig til den jeg er, er at jeg lige siden jeg var lille, har været omgivet af mennesker der har kendt Jehova og elsket ham højt.

Sandheden har været en gave

 I vinteren 1936, nogle få måneder før jeg blev født, arbejdede min far for jernbanerne sammen med en mand der hed Vincenzo Artusi. Vincenzo var endnu ikke et døbt Jehovas Vidne, men han elskede sandhederne fra Bibelen. Mens min far og han skovlede jernbanesporene fri for sne, fortalte han min far om de ting han havde lært.

 Min far forstod straks at det han lærte, var sandt. Han og nogle få andre i vores by, Faenza, ville gerne høre mere. På det tidspunkt blev Jehovas Vidner forfulgt af fascisterne. De kunne ikke holde offentlige møder, og hvis man havde bibelsk litteratur på sig, risikerede man at blive anholdt. Nogle Jehovas Vidner sad i fængsel. Derfor mødtes min far og hans venner i afsidesliggende huse ude på landet for at læse i Bibelen og studere de publikationer de havde. Og en aften om ugen sørgede min far for at vores familie kunne studere Bibelen sammen.

Gode rollemodeller har været en gave

 I 1943 blev de fleste af de Jehovas Vidner der havde været fængslet på grund af deres religiøse aktiviteter, sat på fri fod. En af dem var en ugift søster der hed Maria Pizzato. På vej hjem til Norditalien overnattede hun hos vores familie. Hun havde spillet en central rolle for at brødrene og søstrene kunne få publikationer og bevare kontakten med Afdelingskontoret i Schweiz, som på det tidspunkt førte tilsyn med arbejdet i Italien. Bag sit sarte ydre var Maria en stærk og modig kvinde. Efter krigen kom hun en gang imellem til Faenza, og det var altid noget helt særligt når hun kom på besøg.

 En anden søster jeg tænker tilbage på med varme følelser, er Albina Cuminetti. Da jeg var teenager, boede Albina, der var kommet op i årene og var blevet enke, i den bygning hvor vi holdt vores møder. Hun var kolportør (heltidsforkynder) i Italien i begyndelsen af 1920’erne. Albina fortalte mig mange spændende historier fra forkyndelsen på den tid hvor det hele var nyt.

 Albina havde en samling af vores publikationer og andre historiske effekter. En dag fik jeg øje på en nål med et kors og en krone på som Bibelstudenterne (som Jehovas Vidner tidligere blev kaldt), plejede at gå med. Jeg blev noget overrasket fordi jeg vidste at korset har en hedensk oprindelse, så jeg kunne ikke lade være med at lave lidt sjov med det. Men så sagde Albina noget jeg aldrig har glemt. Hun gengav tanken fra Zakarias 4:10 og sagde: “Foragt ikke de små begyndelsers dag!”

 De ord lærte mig noget vigtigt. Selvom Bibelstudenterne ikke havde en fuldstændig forståelse af sandheden, fortjente de min fulde respekt. Og eftersom ikke alle publikationer var oversat til italiensk, tog det noget tid før alle brødrene fandt ud af det når der kom nye forståelser. Men Jehova satte pris på alt det de gjorde, og det burde jeg også gøre.

 Selvom Albina var så meget ældre end mig, elskede jeg at snakke med hende. Hun, Maria og andre flittige søstre der tjente Jehova trofast på trods af helt utrolige udfordringer, blev mine rollemodeller. Jeg er meget taknemmelig for de muligheder jeg havde for at være sammen med dem.

Beteltjenesten har været en gave

 I sommeren 1955 rejste jeg til Rom for at overvære stævnet “Det Triumferende Rige”, og ved den lejlighed besøgte jeg Betel sammen med delegerede fra forskellige lande. Jeg tænkte: ‘Her kunne jeg virkelig godt tænke mig at tjene!’

 Den 18. december 1955 blev jeg døbt. Jeg gik stadig i skole men var besluttet på at begynde i heltidstjenesten. I 1956 hørte jeg en meddelelse til et stævne i Genova hvor der blev sagt at der var brug for frivillige til at tjene på Betel. Men repræsentanten fra afdelingskontoret sagde at der ikke var behov for søstre på Betel.

 Senere talte jeg med vores kredstilsynsmand, Piero Gatti, a om mine mål. Han var en entusiastisk og flittig forkynder, og hans svar var: “Jeg vil anbefale dig som specialpioner.”

 Efter et stykke tid kom der så et brev fra afdelingskontoret. Jeg var sikker på at det var en pionerudnævnelse, men det var det ikke. Det var et brev der opfordrede mig til at søge på Betel!

 Jeg kom til Betel i januar 1958, og dengang var der kun 12 medlemmer af betelfamilien. Jeg skulle hjælpe de to oversættere på afdelingskontoret. Der var rigtig meget arbejde der skulle gøres, og jeg havde slet ikke nogen erfaring med at oversætte. Men med Jehovas hjælp kom jeg til at elske min opgave.

 Men knap to år senere omorganiserede man oversættelsesarbejdet, og jeg blev sendt ud som pioner. Den ændring skulle jeg lige vænne mig til, for Betel var blevet mit hjem. Men efterhånden kom jeg til at betragte min nye opgave som endnu en gave fra Jehova.

Flittige forkyndermakkere har været en gave

 Den 1. september 1959 begyndte jeg som specialpioner i byen Cremona. Min pionermakker var en dansk søster der hed Doris Meyer, som var flyttet til. Hun var kun nogle få år ældre end mig, men hun var en erfaren pioner, og jeg så meget op til hende. Doris var initiativrig, lod sig ikke let skræmme og var meget beslutsom. Det var egenskaber vi begge havde brug for i vores distrikt, for vi var de eneste Jehovas Vidner i hele byen.

 Doris var kommet til Cremona før mig, og hun havde arrangeret at der kunne holdes møder i en lejet lejlighed. De lokale katolske præster opdagede hurtigt hvad vi havde gang i. De blev rasende og tordnede imod os i deres prædikener.

 En dag blev vi taget med på den lokale politistation. Vi blev ikke arresteret, men betjentene gjorde det klart at Doris, der var udlænding, skulle forlade Cremona. Det endte med at hun rejste tilbage til Danmark, hvor hun fortsatte med at tjene Jehova trofast.

 Inden der var gået ret lang tid, blev en anden ugift søster, Brunilde Marchi, sendt til Cremona. Brunilde havde en mild og vindende udstråling, og hun elskede forkyndelsen. Vi begyndte at studere med en hel del, og nogle af dem gjorde gode fremskridt.

 Jeg takker Jehova fordi jeg havde muligheden for at være med til at forkynde i Cremona da det var de små begyndelsers dag. I dag er der fem menigheder i byen.

En dejlig overraskelse

 Jeg havde været i Cremona i knap to år da jeg en dag blev ringet op fra afdelingskontoret. Der var en masse oversættelsesarbejde der skulle klares inden det seks dage lange stævne “Enig gudsdyrkelse“, der skulle holdes i juli 1961, og derfor blev jeg inviteret på Betel igen. Jeg sprang bogstaveligt talt af glæde! Den 1. februar 1961 var jeg tilbage på Betel.

 Vi havde nogle lange arbejdsdage, men det var et privilegie at have travlt med at producere bibelsk materiale hver eneste dag. Månederne styrtede afsted, og snart var det stævnetid.

 Ved stævnet blev der givet en meddelelse om at Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter skulle oversættes til italiensk. Jeg tænkte: ‘Det betyder at der bliver meget arbejde der skal gøres.’ Og jeg havde ret. Jeg blev spurgt om jeg ville blive på Betel lidt længere. Og i dag – over 60 år senere – er jeg her stadig!

Andre dyrebare gaver fra Jehova

 En anden gave jeg har sat pris på i årenes løb, er det at være single. Det er ikke fordi jeg aldrig har overvejet at blive gift. Og på et tidspunkt gjorde tanken om at forblive ugift mig faktisk ret bekymret. Jeg talte med Jehova om det, for han kender mig jo bedre end nogen anden, og jeg bad ham om at hjælpe mig til at vide hvad der ville være det bedste for mig.

 Bibelvers som Matthæus 19:11, 12 og 1. Korinther 7:8, 38 fik en helt ny betydning for mig, og jeg takkede Jehova for den afklarethed og ro han gav mig. Jeg har aldrig fortrudt mit valg, og jeg er taknemmelig for at jeg i mit liv som single har kunnet give Jehova mit bedste.

 I de år der er gået, har jeg set mange forandringer i den måde Oversættelsesafdelingen arbejder på, i takt med at Jehovas organisation har taget ny teknologi i brug og på den måde har nydt godt af “nationernes mælk”. (Esajas 60:16) Forandringerne har styrket enheden i det globale brodersamfund. I 1985 begyndte den italienske udgave af Vagttårnet for eksempel at udkomme samtidig med den engelske udgave. I dag findes der artikler og videoer på mange sprog på jw.org, og de fleste udkommer samtidig med de engelske. Det er tydeligt at Jehova sørger for at hans folk er forenet, og at de får åndelig mad til tiden.

 Jehova har været meget gavmild mod mig. Han har givet mig lov til at være specialpioner og hjælpe andre til at lære ham at kende. Han har opfyldt det ønske jeg havde om at tjene på Betel, og dér har jeg fået venner i mange forskellige aldre og med forskellig baggrund. Og en helt særlig velsignelse jeg fik, var at min mor blev døbt som et Jehovas Vidne i en alder af 68. Jeg længes efter at se hende og resten af min familie når de der er i mindegravene, bliver oprejst. – Johannes 5:28, 29.

 Jeg glæder mig meget til at se hvad Jehova vil gøre for sine tjenere i fremtiden når han “gør alting nyt”. (Åbenbaringen 21:5) Én ting er jeg sikker på: Jehova vil aldrig holde op med at overøse os med ‘gode og fuldkomne gaver’. – Jakob 1:17.