Min familie boede i Freetown i Sierra Leone. Som helt lille var jeg en almindelig sund og rask baby, men en dag i august 1967, hvor jeg var 18 måneder gammel, fik jeg pludselig høj feber. Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg ingen kræfter i benene. På et hospital i byen tog man nogle prøver, og det viste sig at jeg havde fået polio, dengang kaldet børnelammelse. Det er en virusinfektion der mest rammer børn under fem år og medfører lammelser. Man prøvede med fysioterapi, men det gjorde ikke mine ben stærkere. De blev efterhånden så svage at de ikke kunne bære mig. Min far sagde tit at jeg kun var “et halvt barn” fordi jeg var så handicappet. Jeg kunne faktisk kun kravle langs gulvet. Min selvrespekt var også langt nede, ja, jeg følte at jeg var kommet så dybt ned som man overhovedet kan komme.

 Jeg voksede op hos min mor i en slags bofællesskab sammen med en del andre fattige familier. Folk omkring mig kunne egentlig godt lide mig, men jeg længtes efter at have en rigtig far – det var der bare ikke udsigt til at jeg kunne få. Nogle mente at mit handicap ikke var en sygdom men var kommet ved hekseri. Andre foreslog at min mor bare skulle aflevere mig uden for døren til et hjem der tog sig af børn med handicap. De tænkte at hun sikkert gerne ville være fri for den byrde det var at passe og pleje mig. Men det sagde min mor nej til, og hun arbejdede hårdt for at kunne tage sig af mig.

 Fordi jeg hverken kunne stå eller gå, måtte jeg bevæge mig ved at kravle. Men når man slæber sig hen langs jorden eller gulvet, får man mange sår og skrammer, og derfor havde jeg tykt tøj på. I stedet for at tage handsker på beskyttede jeg hænderne ved at stikke dem ned i nogle tøfler. Senere fik jeg nogle træklodser der var skåret til så de bedre kunne beskytte mine hænder. Når jeg skulle bevæge mig, strakte jeg armene frem, satte træklodserne ned i jorden og flyttede min vægt fremad. Så kunne jeg trække mine ben frem i samme retning og krumme ryggen. Efter at have taget et “skridt” på den møjsommelige måde kunne jeg strække armene frem og gøre det samme igen. Det var en hård belastning for armene og skuldrene når jeg bevægede mig frem på den måde, og fordi det var så anstrengende, kom jeg kun sjældent uden for vores bolig. Jeg kunne hverken gå i skole eller lege med andre børn. Tanken om hvordan det ville gå mig hvis min mor ikke var der længere, gjorde mig meget bekymret.

 Jeg bad Gud om at hjælpe mig så jeg ikke skulle ende som tigger. Min tanke var at hvis jeg kom nær til Gud og tjente ham på den helt rigtige måde, så ville han sørge for mig. En dag i 1981 bevægede jeg mig derfor ud af vores bolig og kom med møje og besvær hen til en kirke der lå i samme gade. Folk kiggede sådan på mig at jeg blev meget dårligt tilpas. Præsten sagde ikke velkommen til mig men skældte min mor ud fordi jeg havde sat mig på en kirkebænk som andre havde betalt for. Så besluttede jeg at det var sidste gang jeg ville komme i den kirke.

 En formiddag i 1984, da jeg var 18 år gammel, havde jeg anbragt mig ved et vindue på første sal hvor jeg plejede at sidde for at følge lidt med i hvad der skete i verden udenfor. Så besluttede jeg at bevæge mig ned og sidde ude i gården i stedet for; her plejede der ikke at komme nogen. Men da jeg kom derned, var der to mænd der gik fra dør til dør for at fortælle om Bibelen. De sagde til mig at der ville komme en skøn fremtid hvor min situation ville blive helt anderledes, og de læste Esajas 33:24 og Åbenbaringen 21:3, 4 højt for mig. Så gav de mig en brochure med farvebilleder der hed Evigt liv på jorden, og de lovede at komme tilbage og lære mig noget mere.

 Da de kom anden gang, fortalte de at der lige var ankommet en missionær som hed Pauline. Hende ville de tage med hen til mig næste gang. Det gjorde de, og Pauline og jeg blev som mor og datter for hinanden. Min rigtige mor syntes det var godt at jeg studerede Bibelen med min “nye mor”, der var så venlig, kærlig og omsorgsfuld over for mig. Pauline ofrede sig villigt for mig og spurgte altid hvordan jeg havde det. Hun lærte mig også at læse. Ud fra bogen Min bibelhistoriebog lærte hun mig stille og roligt at den kærlige far jeg altid havde ønsket at have, virkelig fandtes – det var min Far i himlen.

 Det jeg lærte fra Bibelen, gjorde mig så glad. En dag spurgte jeg Pauline om jeg gerne måtte komme med til et af Jehovas Vidners møder der hed menighedsbogstudiet, a et møde som blev holdt hos et Jehovas Vidne der boede lige i nærheden. Det måtte jeg gerne. Næste tirsdag kom Pauline. Hun ventede mens jeg tog bad og blev klædt på så vi kunne tage hen til mødet sammen. En der så det, sagde at jeg da bare kunne bede Pauline om at betale en taxi for mig, men jeg sagde: “Nej, jeg vil selv gå derhen med mine træklodser.”

 Da vi skulle afsted, stod min mor og vores naboer og stirrede spændt på mig. Mens jeg arbejdede mig hen over gårdspladsen, råbte nogle af naboerne til Pauline: “Du tvinger hende jo!”

 Pauline spurgte mig venligt: “Har du lyst til at tage afsted, Jay?” Nu var tiden inde til at vise at jeg stolede på Jehova. (Ordsprogene 3:5, 6) “Ja!” sagde jeg. “Og jeg har selv valgt det.” Så blev naboerne stille, og mens jeg nærmede mig lågen, ændrede deres holdning sig. Da det var lykkedes mig at komme helt ud af vores gård, brød de ud i jubel.

 Ih, hvor jeg nød det møde! Det gjorde mig så godt. Alle bød mig velkommen. Ingen så ned på mig. Jeg følte mig rigtig godt tilpas, så jeg begyndte at komme fast til det møde. Kort efter spurgte jeg om jeg også måtte komme til de større møder som Jehovas Vidner holdt i deres rigssal. Jeg var fattig og havde kun to kjoler at skifte imellem og ét par sko. Men jeg følte mig sikker på at Guds tjenere ikke ville afvise mig. Og det gjorde de selvfølgelig ikke.

 Når jeg skulle hen i rigssalen, måtte jeg selv “gå” ned til enden af gaden og så tage en taxi hen til foden af en bakke hvor rigssalen lå. Så kom brødrene og bar mig op til rigssalen i deres arme.

 Jeg følte virkelig at jeg havde smagt at Jehova er god, og jeg ville gerne søge tilflugt hos ham, så jeg besluttede at jeg ville komme fast til møderne. (Salme 34:8) I regntiden var jeg ofte våd og sølet til af mudder, og jeg måtte skifte tøj når jeg nåede frem til rigssalen. Men det var det værd!

 I Jehovas Vidners årbog 1985 havde der stået lidt om min situation. En søster i Schweiz der hed Josette, læste beretningen om mig og blev så rørt at hun sendte mig en trehjulet cykel hvor pedalerne kunne betjenes med hænderne. Den havde fine skærme, og der var farverige reflekser bagpå. Da jeg havde fået den, kunne jeg bevæge mig rundt på en mere værdig måde. Kvarterets børn gjorde store øjne og sagde tit at de gerne ville se mig køre i min fine, nye stol. Jeg var blevet løftet op! Jeg kravlede ikke længere i støvet men følte mig som en dronning, respekteret og ikke længere foragtet.

 Det var let for mig at gøre åndelige fremskridt, for jeg levede allerede et enkelt og moralsk rent liv. Med min trehjulede cykel kunne jeg være med i forkyndelsen, og den 9. august 1986 blev jeg døbt. Dåben ændrede mit liv fuldstændigt og løftede mig højere op end jeg nogen sinde havde forestillet mig. Jeg fik en følelse af selvværd og dyb indre glæde og tilfredshed. Det gav mig selvtillid at jeg nu havde en Far som elskede mig, og var omgivet af mennesker der virkelig havde omsorg for mig.

 Nu søgte jeg efter noget jeg kunne give Jehova til gengæld. (Salme 116:12) Jeg tænkte på at blive almindelig pioner men var ikke sikker på at jeg kunne klare det. Efter at have bedt til Jehova besluttede jeg at prøve alligevel. Den 1. januar 1988 begyndte jeg som pioner, og det har jeg været lige siden. Det har været en fantastisk velsignelse for mig. Kærlige brødre og søstre omkring mig hjælper mig hver måned til at nå mit mål. Og jeg har mærket hvordan Jehova har hjulpet mig med sin hellige ånd. – Salme 89:21.

 Som pioner fik jeg rørt mig noget mere. Mine ben var stadig svage, men den træning de fik, gjorde dem godt. Efter et stykke tid opsøgte jeg en klinik der lige var åbnet, og håbede at jeg måske kunne få noget fysioterapi og et træningsprogram. Men en sygeplejerske på klinikken fortalte mig at det ikke kunne betale sig, for jeg skulle alligevel snart dø. En anden sygeplejerske sagde det samme, så jeg blev meget nedslået. Jeg tog hjem og bad Jehova om at hjælpe mig med at overvinde modløsheden og med at finde en form for behandling.

 Forkyndelsen viste sig at være en af de bedste former for terapi for mig. Den gav mig en hel masse motion. En af de sygeplejersker der havde sagt at jeg snart ville dø, gik forbi rigssalen nogle år senere, og der fik hun øje på mig. Hun blev forbløffet over at se at jeg stadig var i live!

 Til trods for mit handicap har jeg prøvet at holde mig i fuld sving i tjenesten for Jehova. Mine brødre og søstre roser mig for at være flittig og fordi jeg altid kommer i god tid til møderne. Det gør jeg fordi det giver mig tid til at hilse på dem alle sammen og vise personlig interesse for dem.

 Jeg har smagt at Jehova er god, og jeg har fået mange velsignelser i mit liv. Jeg har haft den glæde at hjælpe tre personer frem til dåb. En af dem, Amelia, kom med på Gileads 137. klasse. Flere gange har jeg været med på Pionerskolen, en skøn gave Jehova har givet os. Jehova har løftet mig op og givet mig glæde, selvværd og selvrespekt. Jeg mærker at andre respekterer mig. Jeg er ikke længere flov over mig selv. Jeg har gode venner i sandheden, ikke bare her i Freetown, hvor jeg bor, men i hele landet og hele verden.

 Nu er der gået næsten 40 år siden jeg lærte om Guds løfter om en ny verden hvor der ikke længere vil være nogen fysiske handicap. Det er et sikkert løfte der bliver ved med at opmuntre mig, og jeg glæder mig til det bliver til virkelighed. Jeg er indstillet på at vente, for jeg ved at min Gud, Jehova, vil opfylde det til tiden. (Mika 7:7) Det at jeg har ventet, har vist sig at være en velsignelse, for Jehova har hjulpet mig til at klare mange problemer og udfordringer. Han har altid givet mig sin hjælp i rette tid. Jeg er lykkelig og har let ved at bevare mit smil, for jeg er blevet hævet op fra støvet, hvor jeg tidligere var nødt til at kravle, og er blevet løftet op til højder jeg aldrig havde forestillet mig at jeg ville opleve.