Jeg voksede op sammen med min storesøster og storebror på landet nær byen Bicester i England. Der lejede mine forældre et lille landsted. Da jeg blev 19, fulgte jeg i mine søskendes fodspor og begyndte som pioner. Senere blev jeg udnævnt som specialpioner og tjente i Skotland. Og så i 1970, da jeg var 23, blev jeg spurgt om jeg havde lyst til at komme ind og tjene på Betel i London. Det var mens jeg var der, at jeg “opdagede” tegnsprog. Det ændrede fuldstændigt den retning mit liv ville tage! Og jeg må sige at det har ført til et meget spændende og rigt liv.

Jeg lærer tegnsprog

 Da jeg kom til Betel, blev jeg tilsluttet Mill Hill Menighed, og der mødte jeg flere brødre og søstre der var døve. Jeg havde virkelig ikke lyst til at sprogbarrieren skulle skabe distance mellem os, så jeg besluttede mig for at sætte mig ved siden af de døve venner ved møderne.

 Dengang var der ikke nogen tegnsprogsmenigheder i Storbritannien. De der var døve, kom til de engelske møder, og hørende brødre og søstre tolkede programmet for dem. Det der blev sagt på engelsk, blev oversat til tegnsprog nærmest ord for ord. Efterhånden som mine døve brødre og søstre tålmodigt lærte mig tegnsprog, gik det op for mig at grammatikken og ordstillingen er helt anderledes end på engelsk. Engelsk var et fremmedsprog for dem! Da jeg først fandt ud af det, elskede og respekterede jeg bare mine døve brødre og søstre endnu mere for at de trofast kom til møderne. Og jeg anstrengte mig hårdt for at blive god til tegnsprog.

 I Storbritannien er døves officielle sprog engelsk tegnsprog, eller BSL. Med tiden begyndte de der oversatte ved vores møder, at bruge BSL, som er et unikt og meget udviklet sprog, i stedet for tegnstøttet engelsk. Det gjorde en stor forskel, og vores døve brødre og søstre fik meget mere ud af møderne. De følte sig også mere forenet med deres hørende brødre og søstre. Nu hvor jeg ser tilbage på det sidste halve århundrede, er det tydeligt for mig hvor meget Jehova har velsignet alt det der er blevet gjort for døve. Jeg vil gerne fortælle lidt om nogle af de spændende ting Jehova har givet mig lov til at arbejde med.

Tegnsprogsarbejdet begynder at blomstre

 I 1973, cirka et år efter at jeg var blevet udnævnt som ældste, foreslog en døv bror ved navn Michael Eagers at der blev holdt møder på BSL. Afdelingskontoret godkendte det, og en anden ældste og jeg begyndte at arrangere månedlige møder på tegnsprog i Deptford i den sydøstlige del af London.

 Resultaterne var helt utrolige! Til det første møde kom der døve brødre og søstre fra hele London og mange andre dele af det sydøstlige England. Nu kunne døve endelig lære om Jehova og Bibelen på deres eget sprog. Efter mødet var der tid til at høre spændende oplevelser, hygge og få lidt at spise og drikke. Og jeg fik mulighed for at tale med nogle af vennerne og give dem den opmuntring de havde så hårdt brug for.

 Senere blev der også afholdt tegnsprogsmøder i Birmingham og Sheffield. En del hørende brødre og søstre der var i gang med at lære BSL, kom til møderne. Mange af de villige venner hjalp senere med at starte forkyndelsen op på tegnsprog andre steder i England.

Jeg finder en fantastisk ægtefælle

 I 1974 mødte jeg en smuk søster der hed Stella Barker. Stella var specialpioner i nærheden af Betel. Vi forelskede os og blev gift i 1976, og jeg begyndte som specialpioner sammen med Stella i Hackney Menighed i det nordlige London. Stella begyndte også at lære tegnsprog. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt at pionertjenesten var den bedste start vi overhovedet kunne få på vores ægteskab.

 Der gik ikke særligt lang tid før Stella og jeg begyndte at hjælpe til på Betel som commutere. Vi havde et travlt liv, for jeg var også vikar for kredstilsynsmanden og underviste ældste på Rigets Tjenesteskole. Og senere var jeg med til at organisere tegnsprogstolkning ved engelske regionalstævner. Når dagen var omme, var vi trætte men glade, og vi følte at det vi gjorde, gav os ny styrke. – Matthæus 11:28-30.

 I 1979 fik vi endnu en stor opgave. Det år kom vores første søn, Simon, til verden, og i 1982 fik vi hans lillebror, Mark. Hvordan klarede vi det store ansvar som forældre samtidig med andre opgaver? Stella og jeg besluttede at hver gang jeg skulle væk hjemmefra på grund af en opgave, ville vi tage afsted med hele familien og sørge for at der også blev tid til at lave noget hyggeligt og afslappende sammen. Vi ville gerne have at drengene så at det at tjene Jehova gør en glad. Hvordan gik det så? Drengene lærte tegnsprog og begyndte begge som pionerer da de blev store. Og så – cirka 40 år efter at mine forældres kalv kom på Betel – kom Simon og Mark også på Betel. Vi var så glade på deres vegne!

Mere hjælp til døve

 Helt op i 1990’erne var der stadig ikke nogen døve ældste, kun menighedstjenere. Det var hørende ældste som ikke kunne tegnsprog, der skulle afgøre om døve brødre var “kvalificeret til at undervise” og kunne udnævnes som ældste. (1. Timotheus 3:2) En af de døve menighedstjenere var Bernard Austin, og han tilhørte en engelsk menighed. Han var meget vellidt og tog sig godt af brødrene og søstrene. Hvor blev jeg glad da jeg hørte at Bernard var blevet udnævnt som ældste. Faktisk var han den første døve ældste i Storbritannien.

 I 1996 skete der noget epokegørende: Den første tegnsprogsmenighed i Storbritannien blev oprettet. Den lå i Ealing i Vestlondon. Nu begyndte der virkelig at ske noget med tegnsprogsarbejdet.

Stævner på BSL

 I 1980’erne og 1990’erne arbejdede jeg hjemmefra for Tjenesteafdelingen og hjalp med at besvare spørgsmål om tegnsprogsarbejdet. Nogle gange var der brødre der skrev ind til afdelingskontoret for at høre hvordan de kunne hjælpe døve med at få noget ud af møderne og stævnerne. Til at begynde med var der ikke en officiel ordning for tolkning af møder og stævner, og der var heller ikke noget studiemateriale på tegnsprog. Så jeg måtte tit tilskynde brødrene, både hørende og døve, til at være tålmodige og vente på Jehova.

 Vores tålmodighed blev belønnet! Der gik ikke så lang tid før afdelingskontoret begyndte at organisere tolkning ved møder og stævner. En anden god ændring var at de døve satte sig oppe foran så de nemt kunne se taleren og den der tolkede. De nye tiltag gjorde at døve brødre og søstre nu virkelig følte at Jehova elskede dem, og at de var værdsatte medlemmer af hans familie.

 Den 1. april 1995 blev den første særlige stævnedag på tegnsprog holdt i stævnehallen i Dudley i West Midlands. Jeg hjalp med at organisere stævnet sammen med bror David Merry, der havde været i kredstjenesten. Nogle døve der kom til stævnet, rejste flere hundrede kilometer. De kom så langt væk fra som Skotland i nord og Cornwall i syd. Jeg husker tydeligt hvordan luften sitrede af spænding da over 1.000 dukkede op til det her skelsættende stævne.

 I 2001 bad afdelingskontoret bror Merry og mig om at organisere et regionalstævne på BSL det efterfølgende år. Det var et stort arbejde! Men Jehova velsignede de mange frivilliges indsats, og stævnet blev en kæmpe succes. Fra da af havde jeg det privilegie at føre tilsyn med stævner på tegnsprog. Det gjorde jeg i flere år indtil Jehova havde sørget for at der blev oplært nye, unge brødre der var klar til at tage over.

Videoer til døve

 Vi var rigtig glade da Jehovas organisation i 1998 udgav den første af mange publikationer på BSL, nemlig brochuren Hvad kræver Gud af os? på videobånd. Det var det perfekte redskab til bibelstudier.

 Ved regionalstævnet i 2002 blev sangene for første gang tolket til BSL. Døve brødre og søstre kunne nu “synge” de smukke ord ved at følge den person der tolkede sangen, og samtidig fik de en fornemmelse af musikkens rytme. Jeg kan tydeligt huske hvordan glædestårerne trillede ned ad kinderne på en døv ældste mens han for første gang “sang med”.

 I 2002 skete der også noget andet spændende. Tegnsprogsmenigheden i London blev bedt om at producere en videoversion på BSL af det skuespil der skulle vises ved regionalstævnet. Hvordan skulle vi gribe det an? Vi havde overhovedet ingen erfaring! Men endnu en gang hjalp Jehova os. Det lykkedes os at finde nogle brødre der vidste hvordan man optager og redigerer film. Det blev en bragende succes! Og alt det vi lærte ved at lave det projekt, var en kæmpe hjælp da Betel bad mig om at komme ind og føre tilsyn med videoproduktionen af skuespil der skulle bruges ved BSL-stævner. Den opgave havde jeg i årene fra 2003 til 2008.

 Stella og jeg elskede at være på Betel sammen med vores sønner. Men det var hårdt arbejde! Det tog flere uger at øve og filme, og bagefter var skuespillerne og produktionsteamet fysisk udmattet og mentalt drænet. Men det var det hele værd! Det var meget overvældende at se vores døve brødre og søstre blive rørt til tårer når de så de bibelske beretninger komme til live.

 Den åndelige gaveregn fortsatte! I 2015 fik vi studieudgaven af Vagttårnet på BSL på video. I 2019 blev Matthæusevangeliet så udgivet i samme format. Nu har vi alle bøgerne i De Kristne Græske Skrifter, og De Hebraiske Skrifter er godt på vej. Vores døve brødre og søstre er meget taknemmelige mod Jehova.

 Hvor er det fantastisk at høre til Jehovas folk og være en del af en åndelig familie der afspejler den kærlighed vores Far i himlen viser alle uden at gøre forskel. (Apostlenes Gerninger 10:34, 35) Det gør stadig stort indtryk på min familie og mig at se hvor meget tid og energi og hvor mange ressourcer Jehovas organisation bruger på at hjælpe alle slags mennesker – også døve og blinde. a

 Alle de anstrengelser der er blevet gjort, har været det hele værd, for nu er der mange BSL-menigheder i Storbritannien. Det har givet mig stor glæde at være med til arbejdet helt fra det “begyndte i det små”. (Zakarias 4:10) Men æren går selvfølgelig til Jehova. Det er ham der leder organisationen, det er ham der uddanner sine tjenere til at forkynde den gode nyhed for alle slags mennesker, og det er ham der får sandhedens korn til at vokse i ydmyge menneskers hjerte.