Nogle år efter at min familie og jeg var flyttet til Roodepoort i Sydafrika, døde min far. Så i 1947 arbejdede jeg som 16-årig på fuld tid på telefoncentralen for at hjælpe min familie økonomisk. En dag hvor jeg var hjemme, bankede en ældre mand på vores dør og tilbød os et abonnement på Vagttaarnet. Det takkede vi så ja til, mest for at være venlig over for ham.

 Men der gik ikke længe før vi fik lyst til at få mere at vide om hvad Bibelen virkelig lærer. Min mor, der som ung var medlem af den hollandsk reformerte kirke, kunne se at der var forskel på det Bibelen siger, og det hun havde lært i kirken. Vi takkede ja til et bibelstudie og begyndte at overvære menighedens møder. I 1949 blev jeg som den første i familien døbt. Jeg fortsatte med at arbejde på telefoncentralen i et par år, men jeg ville gerne gøre mere i tjenesten for Jehova.

 I 1954 begyndte jeg som pioner, og jeg spurgte Afdelingskontoret i Sydafrika hvor jeg kunne være til større gavn. Jeg blev anbefalet at tage til Pretoria, hvor en anden søster ville slutte sig til mig. Vi fik et rimeligt komfortabelt sted at bo, og jeg kan stadig huske de lækre koeksisters – en slags flettede og friturestegte donuts dyppet i sirup – som vi kunne købe i nærheden.

 Da min pionermakker var blevet gift, spurgte landstjeneren, bror George Phillips, om jeg ville begynde som specialpioner. Det tilbud tog jeg imod med glæde.

 Mit første distrikt som specialpioner var i byen Harrismith, hvor jeg flyttede til i 1955. Det var lidt af en kamp for min nye pionermakker og mig at finde et permanent sted at bo. For eksempel fik den lokale kirke nys om os og pressede en udlejer vi boede hos på et tidspunkt, til at opsige vores lejemål.

 Senere blev jeg bedt om at flytte til Parkhurst i Johannesburg, hvor jeg fik selskab af to missionærsøstre. Men på et tidspunkt blev den ene af dem gift, og den anden fik tildelt et nyt distrikt. En kær søster ved navn Eileen Porter tilbød at jeg kunne bo hos hende, selvom hun og hendes familie faktisk ikke rigtig havde plads til mig. Jeg sov i en lille alkove der var afgrænset fra resten af huset ved hjælp af et gardin. Eileen var utroligt kærlig og opmuntrende at være sammen med, og jeg følte mig rigtig godt tilpas i hendes selskab. Jeg var imponeret over hvor meget hun brændte for sandheden på trods af hendes familieforpligtelser.

 Der gik ikke længe før jeg fik tildelt byen Aliwal North i Eastern Cape som mit nye distrikt. Her skulle jeg samarbejde med en søster ved navn Merlene Laurens, der blev kaldt Merle. Vi var begge i tyverne, og vi blev meget inspireret af en ældre søsters flotte eksempel. Hun hed Dorothy, men vi kaldte hende altid Tante Dot. Som ung havde hun haft en grim oplevelse med nogle hunde der overfaldt hende mens hun var i forkyndelsen, men det lagde bestemt ikke en dæmper på hendes iver og entusiasme!

 I 1956 tog Merle afsted for at overvære Gileadskolens 28. klasse. Hvor jeg dog gerne ville have været med hende! Men søde Tante Dot tog sig godt af mig, og vi blev nære venner på trods af den store aldersforskel.

 Forestil jer hvor glad jeg blev da jeg, ligesom Merle, blev inviteret på Gilead! I omkring otte måneder inden jeg skulle afsted, tjente jeg i byen Nigel, hvor jeg arbejdede sammen med Kathy Cooke, der havde været på Gilead. Hendes begejstring for skolen bidrog til forventningens glæde, og i januar 1958 tog jeg endelig afsted til New York.

 På Gilead delte jeg værelse med Tia Aluni, en samoansk søster, og Ivy Kawhe, en maori-søster. Hjemme i Sydafrika var der raceadskillelse på grund af apartheidstyret, så det var en helt ny oplevelse for mig at bo sammen med de to søstre. Jeg blev meget hurtigt glad for dem, og jeg syntes det var spændende at være en del af sådan en international klasse.

 En af lærerne på Gilead var bror Maxwell Friend. Hans undervisning kunne godt være ret intens. I hans klasseværelse var der for eksempel tre lamper, og på den ene stod der “Stemmeleje”, på den anden “Tempo”, og på den tredje “Kraft”. Når en elev holdt et foredrag eller en demonstration, tændte bror Friend så en af lamperne hvis han syntes præsentationen kunne trænge til lidt forbedring. Fordi jeg var meget genert og tilbageholdende, blev lamperne ofte tændt når jeg havde et indlæg, og det kunne indimellem få mig til at græde. Alligevel syntes jeg godt om bror Friend. Nogle gange når jeg var i gang med min opgave med at gøre rent uden for timerne, kom han venligt med en kop kaffe til mig.

 Som månederne gik, begyndte jeg at tænke på hvilket distrikt jeg mon ville få tildelt. Min tidligere pionermakker Merle var allerede udgået fra Gilead og havde fået til opgave at tjene i Peru. Hun foreslog at jeg spurgte bror Nathan Knorr, der dengang førte an i det globale arbejde, om jeg kunne få lov at erstatte hendes missionærmakker, som snart skulle giftes. Bror Knorr besøgte Gileadskolen med jævne mellemrum, så det var ikke svært at komme til at snakke med ham. Og efter Gilead kom jeg til Peru!

 Jeg var så glad for at se Merle igen og komme til at tjene sammen med hende i Lima, Peru. Lige fra begyndelsen havde jeg fremadskridende bibelstudier selvom jeg stadig var ved at lære spansk. Senere blev Merle og jeg bedt om at flytte til Ayacucho, der ligger højt oppe i bjergene. Jeg må indrømme at det var en svær opgave. Jeg kunne efterhånden tale rimeligt godt spansk, men de fleste dér talte kun quechua, og det tog lang tid for os at vænne os til højderne og den tynde luft.

 Jeg følte ikke at jeg havde udrettet ret meget i Ayacucho, og jeg spekulerede over om sandheden mon nogensinde ville få fremgang der. Men i dag er der mere end 700 forkyndere i byen, og der er også et oversættelseskontor hvor man oversætter til quechua (Ayacucho).

 På et tidspunkt blev Merle gift med en kredstilsynsmand der hed Ramón Castillo, og i 1964 overværede han et kursus på Gilead der varede 10 måneder. I hans klasse var der en bror som jeg havde gået på Gilead med, en ung mand ved navn Fu-lone Liang. Han tjente i Hongkong men var blevet inviteret på Gilead igen for at få specifik oplæring i forbindelse med ansvarsopgaver på afdelingskontoret. a Fu-lone spurgte Ramón hvordan det gik med mig i Peru, og efter det begyndte vi at skrive sammen.

 Rimeligt tidligt gjorde Fu-lone det klart at det at vi skrev sammen, betød at vi var kærester. I Hongkong tog Harold King, en herlig missionærbror, ofte på posthuset, så han postede gerne Fu-lones breve for ham. Harold kunne finde på at lave små tegninger og skrive sjove hilsner på kuverterne, som for eksempel: “Jeg skal nok prøve at få ham til at skrive oftere!”

 Da Fu-lone og jeg havde skrevet sammen i halvandet års tid, blev vi enige om at gifte os. Jeg forlod Peru efter at have tjent der i omkring syv år.

 Den 17. november 1965 blev Fu-lone og jeg gift. Jeg elskede mit nye liv i Hongkong og nød at bo på afdelingskontoret sammen med min mand og to andre ægtepar. Mens Fu-lone brugte dagtimerne i oversættelsen på afdelingskontoret, var jeg ude i forkyndelsen. Det var svært at lære kantonesisk, men de andre missionærsøstre og min søde mand var utroligt tålmodige og hjalp mig meget. Jeg ledte også nogle bibelstudier med børn, og det tog faktisk en del af presset i forhold til at skulle lære sproget.

 Efter nogle år flyttede vi til et missionærhjem i Kwun Tong i en anden del af Hongkong så Fu-lone kunne undervise nye missionærer i kantonesisk. b Jeg elskede forkyndelsen i det område så meget at jeg de fleste dage ikke havde lyst til at tage hjem!

 I 1968 fik vi en ny studiepublikation: Sandheden der fører til evigt liv. Det var virkelig skønt, for den var meget mere enkel end “Gud Maa Være Sanddru”, som vi havde brugt indtil da – især for elever der ikke kendte til Bibelen eller kristendom.

 Desværre begik jeg den fejl at tro at mine bibelstudieelever havde fået sandheden ned i hjertet bare fordi de kunne svare rigtigt på spørgsmålene i bogen. Tænk engang, i ét tilfælde havde en af mine bibelstudieelever færdiggjort hele Sandhedsbogen uden at få tro på Gud! Det lærte mig hvor vigtigt det er at tale med sine elever og stille dem ekstraspørgsmål for at finde ud af hvad de synes om det de lærer.

 Efter nogle år i Kwun Tong flyttede vi tilbage til afdelingskontoret, og Fu-lone begyndte at tjene som medlem af Afdelingskontorets Udvalg i Hongkong. I årenes løb har jeg arbejdet i rengøringsafdelingen og receptionen. Indimellem måtte Fu-lone rejse for at tage sig af fortrolige opgaver i organisationen hvor jeg ikke kunne tage med ham. Men jeg så det som et stort privilegie at støtte ham så godt jeg kunne i hans vigtige opgave.

 I 2008 ændrede mit liv sig fuldstændigt fra den ene dag til den anden. Mens min elskede Fu-lone var afsted på en rejse, kort før mindehøjtiden, døde han helt uventet. Jeg var sønderknust. Men brødrene og søstrene kom hurtigt for at trøste mig og være der for mig, og under mindehøjtidsforedraget lykkedes det mig at holde tårerne tilbage fordi jeg var travlt optaget af at hjælpe en interesseret med at slå op i Bibelen. Jeg hentede hele tiden styrke i et af Fu-lones yndlingsvers, nemlig Esajas 41:13, hvor der står: “Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd. … ‘Jeg vil hjælpe dig.’”

 Syv år efter Fu-lones død anbefalede brødrene i Hongkong at jeg flyttede til et større afdelingskontor så det var nemmere for mig at passe på mit helbred. Så i 2015 flyttede jeg til Afdelingskontoret i Sydafrika. Det ligger faktisk ikke ret langt væk fra det område hvor jeg lærte sandheden at kende dengang tilbage i 1947.

 Jeg har haft mange lykkelige år i tjenesten for Jehova, og jeg føler virkelig at han har velsignet mig for min villige indstilling. Jeg hører jævnligt fra nogle af mine tidligere bibelstudieelever som tjener Jehova trofast, og jeg har set hvordan Jehova kan velsigne det man føler er en lille indsats i forkyndelsen. For eksempel er antallet af forkyndere i Peru steget fra omkring 760 i 1958 til omkring 133.000 i 2021, og i Hongkong er det steget fra omkring 230 i 1965 til 5.565 i 2021.

 På grund af min alder kan jeg ikke gøre alt det jeg kunne før i tiden. Men min villige indstilling fejler ikke noget, og jeg glæder mig til også at have den indstilling i den nye verden, hvor der vil blive brug for mange hjælpende hænder, og hvor jeg ivrigt kan sige “Ja, det vil jeg” til alle de opgaver jeg får!