Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

TERRY REYNOLDS | LIVSBERETNING

Med hjælp fra Jehova har jeg kunnet give ham mit bedste

Med hjælp fra Jehova har jeg kunnet give ham mit bedste

 Da jeg var 14 år gammel, forærede en ældre bror der hed Cecil, mig en bibel. Det var hans egen bibel, som han selv havde brugt når han studerede, og hans håndskrevne notater stod i margenerne. ‘Sikke en fin gave!’ tænkte jeg.

 Cecil var en ganske jævn bror, men han havde stor omsorg for andre. Både han og min mor og andre trofaste brødre og søstre i menigheden var gode eksempler for mig. De var med til at give mig ønsket om at gøre ‘det der glæder Jehova’, og give ham mit bedste. (Filipperne 2:13) Her vil jeg gerne fortælle lidt om mit liv.

Inspireret af min mor

 Jeg blev født i 1943. Mine forældre boede på en gård i Queensland i Australien. Den lå i nærheden af havnebyen Bundaberg i et område hvor man dyrker sukkerrør. Hver lørdag aften plejede de lokale folk at tage ind til byen for at slappe af og hygge sig. Ved sådan en lejlighed traf min far og mor to pionerer (heltidsforkyndere fra Jehovas Vidner) som fortalte dem noget fra Bibelen. Det mine forældre hørte, gjorde et stort indtryk på dem, og det endte med at de blev Jehovas Vidner. Derfor blev både min søster, Jean, og jeg opdraget i en kristen familie. Men da jeg var bare syv år gammel, skete der noget tragisk. Min far omkom ved en ulykke i vores hjem, og jeg blev dybt rystet. I dag husker jeg stadig min far som en mand der var flittig og havde sans for humor. Jeg længes virkelig efter at se ham igen i opstandelsen og lære ham rigtigt at kende! – Apostlenes Gerninger 24:15.

 Min mor var både kærlig og rimelig. Hun gav altid min søster og mig lov til at give udtryk for hvad vi kunne lide, og hvad vi ikke kunne lide. Men når det drejede sig om principperne i Bibelen og tilbedelsen af Jehova, stod hun fast. Vi kom til alle menighedens møder, og Jean og jeg blev opfordret til at begrænse hvor meget vi kom sammen med børn der ikke var Jehovas Vidner. (1. Korinther 15:33) Nu hvor jeg tænker tilbage, er jeg meget taknemmelig for at hun var så principfast.

Her er jeg omkring 14 år gammel

 Min mor var også en ivrig forkynder, og hun var tit feriepioner (det vi i dag kalder hjælpepioner). Jeg kan huske at hun havde over 50 adresser som hun besøgte hver gang der kom nye numre af bladene Vagttårnet og Vågn op! Selv da hun kom op i årene og kræfterne svigtede, blev hun ved med at have omsorg for de nye der viste interesse. Den kærlighed hun havde til andre og især til sine børn, fik os til at elske hende, og vi prøvede at blive ligesom hende. I 1958, da jeg var 14 år, indviede jeg mig til Jehova og blev døbt.

Opmuntret af gode venner

 Kort tid efter blev en bror i vores menighed som hed Rudolf, også døbt. Han var i tyverne og var immigreret fra Tyskland. Lørdag formiddag gik Rudolf og jeg tit ud og forkyndte for folk der sad i deres bil og ventede mens andre fra deres familie var inde i nogle butikker.

 Rudolf var en ivrig forkynder, og han fik mig til at være feriepioner sammen med ham når jeg havde skoleferie. Engang var vi feriepionerer sammen i seks uger i byen Gladstone, som ligger 190 kilometer fra Bundaberg. Den broderlige omsorg han viste mig, og den glæde jeg oplevede når jeg var feriepioner, gav mig lyst til at blive almindelig pioner. Det ønske gik i opfyldelse da jeg blev 16, og jeg var besluttet på at blive i heltidstjenesten hele mit liv.

 Mit første pionerdistrikt var i byen Mackay, en havneby som ligger nord for Bundaberg og ikke så langt fra Great Barrier Reef (Det Store Koralrev). Et års tid senere blev jeg udnævnt til at være specialpioner a i Australiens tyndt befolkede “outback”, eller ødemark. Min pionermakker var en salvet bror der hed Bennett (Ben) Brickell, og han var over 30 år ældre end mig. b Han var kendt for at være en pioner blandt pionerer, og det var et stort privilegie for mig at arbejde sammen med sådan en veteran.

Jeg forkynder for en aboriginerkvinde i den australske ødemark i 1963

 Vores distrikt lå i det nordvestlige Queensland, i et område der lå op til Carpentariabugten. Dengang var Ben og jeg de eneste Jehovas Vidner i det tyndt befolkede distrikt. Nogle gange var der flere timers kørsel fra den ene gård til den anden. Når vi kørte på de støvede veje, brugte Ben ofte tiden på at fortælle om oplevelser han havde haft i sin lange tjeneste. For eksempel havde han forkyndt med højttalervogn c under den anden verdenskrig, dengang der var forbud mod Jehovas Vidners arbejde i Australien.

Sammen med en anden bror leder jeg (i midten) et bibelstudie et sted i ødemarken

 Når vi var færdige med en dag i forkyndelsen, plejede vi at lede efter et sted i nærheden af landevejen hvor vi kunne slå lejr. d For at kunne lave aftensmad samlede vi brænde og tændte et lejrbål. Min seng var et vandtæt liggeunderlag, en hovedpude og nogle tæpper. Jeg kan stadig huske den ærefrygt jeg følte for Jehova når jeg så op på nattehimlen, hvor ingen kunstige lyskilder forstyrrede de mange stjerner.

 I de her øde områder kan det være farligt hvis ens bil bryder sammen. Engang kom vi ud for at en aksel knækkede. Det var en brandvarm dag, og vi havde ikke ret meget vand. For at skaffe en ny aksel tog Ben på tommelfingeren ind til byen Cloncurry. Jeg blev ved bilen, og det varede næsten tre dage. En gang imellem kom der en bil forbi, og bilisterne var flinke til at give mig noget vand at drikke. Der var også en mand der gav mig en slidt bog. “Læs den her, makker,” sagde han. “Det kan du have godt af.” Det var ikke en bog som var udgivet af vores organisation, men til min store overraskelse handlede den om Jehovas Vidners oplevelser i de nazistiske koncentrationslejre!

 Ben og jeg var pionerer sammen i næsten et år. Det sidste han sagde til mig da vi gik hver til sit, var: “Kæmp videre, min bror.” Bens gode eksempel i kærlighed til Jehova og iver i forkyndelsen gjorde mig endnu mere besluttet på at holde ud i heltidstjenesten.

På Gilead – og så til Taiwan

 Efter nogle år som pioner i ødemarken blev jeg udnævnt til at være kredstilsynsmand. Det betød at jeg skulle besøge menigheder og isolerede grupper i en kreds en uges tid ad gangen. I årenes løb fik jeg tildelt fire forskellige kredse, med menigheder i Queensland og New South Wales. I 1971 fik jeg så den uventede glæde at komme med i den 51. klasse på Gilead, Jehovas Vidners missionærskole, som lå i New York. De fem måneder med koncentreret studie af Bibelen og opmuntrende samvær med klassekammerater og lærere forberedte mig på den næste opgave jeg fik – at tjene som missionær i Taiwan.

Min gileadklasse

 Der var ni elever i vores klasse som fik til opgave at være missionærer i Taiwan. En af dem var Ian Brown fra New Zealand, og han blev min missionærmakker. Vi anede nærmest ingenting om Taiwan. Faktisk var vi ikke sikre på hvor øen lå, før vi havde kigget på et atlas.

 Jeg kan ikke forestille mig to steder der er mere forskellige end ødemarken i Queensland og øen Taiwan. Vores første store udfordring var sproget – kinesisk. Der gik lang tid hvor jeg ikke forstod hvad der blev sagt ved menighedens møder, dér hvor man ellers får meget af den åndelige opmuntring man har brug for. Jeg kunne heller ikke rigtigt kommunikere med mine brødre og søstre. Den situation fik Ian og mig til virkelig at værdsætte betydningen af det vi havde lært på Gilead, og al den viden skolen havde givet os. Det var det der holdt os i gang – sammen med regelmæssigt studie af Bibelen og inderlig bøn til Jehova. Og selvom vi ikke var så gode til at kommunikere med de lokale brødre og søstre, blev vi meget opmuntret af deres kærlighed til os og til Jehova.

Prøver at lære kinesisk

 Efter at vi missionærer var ankommet til Taiwan, fik vi alle sammen et lynkursus i kinesisk. Vores lærer var en søster fra Australien der hed Kathleen Logan e og var udgået fra Gileads 25. klasse. Vi fordybede os helt i at lære sproget. Vi fik at vide at vi hurtigst muligt skulle begynde at bruge det vi lærte, og det gjorde vi. Den første dag vi skulle ud i forkyndelsen, havde Ian og jeg lært en kort præsentation udenad. På vej ud i distriktet diskuterede vi hvem af os der skulle tage den første dør. Jeg benyttede mig af at jeg var den ældste af os to, så jeg sagde til Ian at han skulle begynde. Den første dør blev åbnet af en kinesisk mand der så ret fornem ud. Han stod tålmodigt og lyttede mens Ian talte på en blanding af kinesisk og engelsk. Så tog manden til vores overraskelse ordet og spurgte os på flydende engelsk hvad vi ville! Vi fik en god samtale, og til sidst sagde manden at vi bare skulle blive ved med at anstrenge os. Hans venlige ord gav os mod på at ‘kæmpe videre’, som Ben ville have sagt.

 Vi havde en stor del af hovedstaden, Taipei, som vores distrikt. De fleste i distriktet havde aldrig før hørt vores budskab, for der var kun få Jehovas Vidner i byen på det tidspunkt. Men Ian og jeg lod os ikke afskrække af det, så vi gik bare i gang med at forkynde. Dengang kunne vi ofte afsætte flere hundrede blade om måneden. Det kan godt være at mange bare tog imod bladene for at finde ud af hvem vi var, og hvad det var vi prøvede at sige til dem! Men vi gjorde vores bedste for at sprede sandhedens frø, og vi var sikre på at nogle af kornene ville spire i hjertet hos retsindige mennesker.

En ny makker bliver min støtte for livet

Wen-hwa og jeg er i forkyndelsen sammen i 1974

 I den periode lærte jeg en taiwanisk søster at kende som hed Wen-hwa. Hun elskede sandheden og var opsat på at hjælpe så mange som muligt i den lokale befolkning til at få glæde af sandheden ligesom hun selv havde fået det. Derfor hjalp hun mange af missionærerne, deriblandt mig, til at blive bedre til kinesisk. Jeg blev forelsket i denne dygtige søster, og vi giftede os i 1974.

 Wen-hwa hjalp missionærerne til at klare sig bedre i forkyndelsen. Det gjorde hun for eksempel ved at lære os om taiwanernes skikke og deres måde at tænke på. Hun hjalp os også med at tilpasse vores præsentationer til det lokale distrikt, hvor de fleste var buddhister eller taoister. Forfædredyrkelsen var meget udbredt. De fleste havde aldrig læst i Bibelen, og mange havde ikke engang set en bibel. Derfor lagde vi hovedvægten på at tale om Skaberen – at hans navn er Jehova, og hvordan vi kan være sikre på at han er til. Hvis en bonde eller en fisker for eksempel sagde at “vi får vores mad fra himlen”, kunne vi svare: “Ja, men hvem er det mon oppe i himlen der giver os al vores mad? Mon ikke det er ham der har skabt alting, og mon ikke han fortjener at vi tilbeder ham?”

Sammen med Wen-hwa i 1975

 Med tiden blev vores anstrengelser belønnet. De frø vi såede, kom til at spire i hjertet hos mange der tog imod sandheden. Nogle af dem vi studerede med, måtte kæmpe for at komme af med indgroede forestillinger der var forkerte, eller vaner og skikke der ikke stemte med Bibelen. Men med hjælp fra missionærerne og de lokale venner lykkedes det for dem, og de fik et meget bedre liv. (Johannes 8:32) En hel del af brødrene fik efterhånden ansvarsposter i menigheden. Mange brødre og søstre er begyndt i heltidstjenesten, og nogle af dem tjener på Betel, det lokale afdelingskontor.

 I 1976 fik jeg den opgave at være med i Afdelingskontorets Udvalg i Taiwan. I begyndelsen var jeg stadig missionær ude i “marken”. Men i 1981 blev Wen-hwa og jeg inviteret til at tjene på Betel. Her fortsatte jeg i mange år som medlem af Afdelingskontorets Udvalg. Der er nu gået over 60 år siden jeg begyndte i heltidstjenesten. Deraf har jeg tilbragt over 50 år i Taiwan og næsten 50 år sammen med min kære hustru. Min gode ven og tidligere missionærmakker Ian Brown fortsatte her som heltidstjener indtil han døde i 2013.

På mit kontor i Taiwan, 1997

 Både Wen-hwa og jeg gør hvad vi kan for at holde os i gang i tjenesten her på Betel, i vores kinesiske menighed og i forkyndelsen. Det er skønne privilegier som vi takker Jehova for. Det var ham der allerede mens jeg var dreng, gav mig både ønsket om at tjene ham med hele mit hjerte og kræfterne til at gøre det. Og det gør han stadig, både for Wen-hwa og mig, nu hvor vi er kommet op i årene.

a En specialpioner er en heltidsforkynder der er villig til at blive udsendt til et sted hvor Jehovas Vidners afdelingskontor bedømmer at der er behov for bibelundervisere.

b Bennett Brickells livsberetning findes i den engelske udgave af Vagttårnet for 1. september 1972.

c En højttalervogn var en bil der var forsynet med en udvendig højttaler hvorfra Bibelens budskab kunne spredes og høres i et stort område.

d Se videoen Forkyndelse i isolerede områder – Australien, der viser hvordan der i nyere tid er blevet forkyndt i ødemarken.

e Harvey og Kathleen Logans livsberetning findes i Vagttårnet for januar 2021.