Jeg er født i 1934 i byen Pescara, som ligger på Italiens østkyst ud til Adriaterhavet. Jeg var den yngste af fire piger, og min far valgte at vi skulle have navne i alfabetisk orden, så derfor starter mit navn med D.

 Min far har altid været interesseret i det religiøse. Og i juli 1943 hørte han for første gang om sandheden da en mand ved navn Liberato Ricci, der havde kontakt med Jehovas Vidner, talte med ham om Bibelen og lånte ham et nummer af Vagttårnet. Det varede ikke længe før far begyndte at fortælle andre om det han lærte. Min mor tog også imod sandheden. Selvom hun ikke kunne læse, forkyndte hun også for andre ved at citere bibelvers hun havde lært udenad.

 Vores lille hjem summede af aktivitet. Vi holdt de kristne møder der. Og selvom vi kun havde to soveværelser, havde vi ofte kredstilsynsmanden og pionerer boende.

 Mine to ældste søstre interesserede sig ikke rigtigt for Bibelen, og de flyttede til sidst hjemmefra og blev gift. Men min søster Cesira og jeg elskede at lytte når far læste højt fra Bibelen. Vi nød også de motiverende foredrag der blev holdt af brødre som besøgte vores lille gruppe.

 Jeg fulgtes ofte med min far i forkyndelsen, men jeg var så genert at det tog flere måneder før jeg fik taget mig mod til at sige noget til dem vi besøgte. Min kærlighed til Jehova blev ved med at vokse, og i juli 1950 blev jeg døbt. En bror kom hjem til os og holdt dåbsforedraget, og selve dåben foregik ude ved havet. Året efter flyttede et specialpionerpar til vores område, og dem var jeg ofte i forkyndelsen med. Jo mere tid jeg brugte i forkyndelsen, jo nemmere blev det. Og jeg kom virkelig til at elske den fantastiske forret det er at gå i forkyndelsen.

 Vores første kredstilsynsmand hed Piero Gatti. a Han opfordrede mig ikke bare til at starte som pioner, men også til at flytte til et sted hvor der var større behov for forkyndere – noget jeg aldrig nogensinde havde overvejet at gøre. I vores område var det almindeligt at piger blev boende hjemme indtil de blev gift. Så i marts 1952 begyndte jeg som pioner mens jeg stadig boede hjemme. Dengang vidste jeg ikke at beslutningen om at begynde i pionertjenesten ville komme til at forandre mit liv for altid.

 I den periode var der også en ung søster ved navn Anna som gerne ville starte som pioner. Hun flyttede ind hos os så vi kunne gå i forkyndelsen sammen. I 1954 blev Anna og jeg udnævnt som specialpionerer og sendt til Perugia, en by der lå omkring 250 kilometer væk, og hvor der endnu ikke var nogen Jehovas Vidner.

 Sikke et eventyr! Jeg var kun 20 år gammel, og den eneste gang jeg havde været udenbys, var til et stævne sammen med mine forældre. Jeg følte virkelig at jeg skulle flytte om på den anden side af jorden! Min far var lidt bekymret over at vi skulle bo for os selv, så han hjalp os med at finde et godt sted. Vi lejede et værelse som også kunne bruges som rigssal. Til at begynde med var vi dog de eneste til møderne. Men vi nød virkelig forkyndelsen i Perugia og de omkringliggende byer og landsbyer, og vi fik også gode resultater. Omkring et år senere flyttede en bror til byen, og han kunne holde møderne for os. Og da vi i 1957 skulle flytte fordi vi havde fået en ny opgave, var der allerede en lille menighed i Perugia.

 Vores næste opgave var i en lille by der hedder Terni, som ligger midt i Italien. Vi var så spændt på at skulle forkynde i Terni fordi der allerede var mange interesserede i det område. Men der var også udfordringer. Selvom Italien siden 1943 ikke længere var under det fascistiske regime, var der stadig nogle myndighedspersoner der ønskede at Jehovas Vidner skulle stoppe med at udbrede Bibelens budskab, og de sagde at vi skulle have en særlig tilladelse til at forkynde fra dør til dør.

 Det var ikke usædvanligt at politiet fulgte efter Jehovas Vidner. Nogle gange kunne vi ryste dem af os ved at gå ind midt i en stor menneskemængde, men det lykkedes ikke altid. To gange oplevede jeg at blive stoppet og anholdt. Den første gang var jeg i forkyndelsen med kredstilsynsmanden. Vi blev anholdt og taget med på politistationen. Dér anklagede de os for at forkynde uden at have en tilladelse, og vi fik en bøde. Vi nægtede at betale bøden fordi vi ikke havde overtrådt nogen lov. Mit hjerte hamrede så hårdt at jeg nærmest kunne høre det! Jeg takkede virkelig Jehova for at jeg ikke var alene i den situation. Og jeg tænkte på de opmuntrende ord i Esajas 41:13, hvor Jehova siger: “Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.” Vi blev løsladt, og sagen kom for en domstol, hvor dommeren heldigvis afviste sagen. Et halvt år senere blev jeg igen anholdt. Denne gang var jeg alene, men igen blev anklagerne afvist af dommeren.

 Jeg kan huske at jeg glædede mig meget til at skulle overvære et stævne i 1954 i Napoli i Syditalien. Da vi kom frem til stævnebyen, meldte jeg mig til at hjælpe med at gøre rent der hvor stævnet skulle holdes. Jeg skulle gøre rent i området omkring scenen, og der lagde jeg mærke til en pæn ung mand der hed Antonio Caparelli, og som var pioner i Libyen. Hans familie var flyttet fra Italien til Libyen i slutningen af 1930’erne.

 Antonio var energisk og modig. På sin motorcykel kørte han langt ind i ørkenen i Libyen for at forkynde for de italienere der boede der. Vi skrev en gang imellem breve til hinanden. I starten af 1959 flyttede han tilbage til Italien. Han startede med at være nogle måneder på Betel i Rom, og bagefter fik han til opgave at tjene som specialpioner i Viterbo, en by midt i Italien. Vi blev mere og mere glade for hinanden, og den 29. september 1959 blev vi gift, og jeg flyttede til Viterbo.

 Vi manglede et sted at bo og et sted hvor vi kunne holde møderne. Så vi lejede et rum i stueetagen som mindede om en lille butik med et meget lille badeværelse ude bagved. Vi stillede vores seng i det bagerste hjørne af rummet og afskærmede den med en skillevæg – det blev vores soveværelse. Resten af rummet fungerede som enten vores dagligstue eller rigssal, alt efter hvilken ugedag det var. Det var ikke et ideelt sted at bo, og jeg ville aldrig have valgt at bo der alene. Men jeg var glad for at være der fordi Antonio og jeg var der sammen.

 I 1961 blev Antonio udnævnt som kredstilsynsmand. Men som det første skulle han på en skole for menighedstjenere, eller tilsynsmænd, som varede en måned. Det betød at jeg skulle være alene i den måned. Jeg må indrømme at jeg havde ret ondt af mig selv, især om aftenen når jeg sad helt alene på vores lille værelse. Men samtidig var jeg glad for at Antonio blev brugt af Jehova. Jeg forsøgte at have så travlt som muligt så tiden kunne gå hurtigt.

 I kredstjenesten rejste vi rigtig meget – helt fra Veneto i Norditalien til Sicilien i syd. I begyndelsen havde vi ikke nogen bil, så vi kom rundt med offentlig transport. På et tidspunkt havde vi været med bus på dårlige veje ude på landet på Sicilien, og da vi kom frem, stod brødrene og tog imod os med et æsel der skulle bære vores bagage. Antonio var iført et jakkesæt og slips, og jeg havde også mødetøj på. Det må have været et komisk syn at vi med vores fine tøj kom gående sammen med landmændene og deres æsel, som bar vores kufferter og skrivemaskine.

 Brødrene var meget gavmilde og delte det de havde, også selvom det ikke var så meget. Nogle af husene havde ikke noget toilet eller rindende vand. Engang skulle vi bo i et rum som ikke havde været brugt i flere år. Om natten lå jeg så uroligt mens jeg sov, at Antonio vækkede mig. Vi tog lagnet af madrassen og så til vores store skræk at den var fyldt med insekter! Vi kunne ikke gøre så meget ved det dér midt om natten, så vi børstede så mange væk som vi kunne, og forsøgte at falde i søvn igen.

 Men alt det her var ikke den største udfordring for mig. Det sværeste for mig var min generthed. Når vi besøgte en menighed for første gang, syntes jeg det var svært at få nye venner. Men jeg ønskede virkelig at være opmuntrende og hjælpe søstrene, så jeg gjorde alligevel alt hvad jeg kunne. Og med Jehovas hjælp følte jeg mig altid meget mere hjemme sidst på ugen. Det var en stor gave at samarbejde med brødrene og søstrene og opleve deres gavmildhed, trofasthed og kærlighed til Jehova.

 I 1977, efter nogle år i kreds- og områdetjenesten, b blev vi inviteret på Betel for at hjælpe til med at forberede det internationale stævne der havde temaet “Den sejrende tro”, og som skulle afholdes i 1978. Efter bare nogle måneder blev vi faste betelitter. Og kort tid derefter blev Antonio en del af Afdelingskontorets Udvalg.

 Betel var en helt ny oplevelse for mig, og igen forhindrede min generthed mig nogle gange i at føle mig godt tilpas. Men med hjælp fra Jehova og betelitterne begyndte jeg at føle mig hjemme på Betel.

 I de efterfølgende år kom vi ud for nye udfordringer, nemlig helbredsproblemer. I 1984 fik Antonio foretaget en hjerteoperation, og omkring ti år senere fik han endnu flere helbredsproblemer. Og så i 1999 fandt vi ud af at han havde en ondartet tumor. Han havde altid været sådan en energisk og sej person, men den her frygtelige sygdom kunne han ikke kæmpe sig ud af. Det knuste mit hjerte at se ham blive svagere og svagere. Jeg bad inderligt Jehova om at hjælpe mig til at kunne støtte min mand. Jeg læste også meget i Salmerne. Det trøstede mig når jeg blev overvældet af bekymringer. Antonio døde den 18. marts 1999. Vi havde været gift i næsten 40 år.

 Det er utroligt så ensom man kan føle sig, selv når man er omgivet af masser af mennesker. Betelitterne og andre brødre og søstre trøstede mig meget og viste mig så stor kærlighed. Men alligevel følte jeg en helt ubeskrivelig tomhed i mit hjerte hver gang jeg kom tilbage til mit tomme betelværelse. Bøn, studie og den tid der er gået, har hjulpet mig til at få det bedre. Og på et tidspunkt begyndte jeg endda igen at nyde at tænke tilbage på de skønne minder jeg har fra mit liv sammen med Antonio. Det er skønt at tænke på alt det vi har oplevet, og jeg ved at Antonio nu befinder sig i Jehovas hukommelse, og at vi kommer til at se hinanden igen i opstandelsen.

 Jeg har haft mange opgaver på Betel, og lige nu er jeg i systuen. Det gør mig så glad at udføre et stykke arbejde der er til gavn for min store betelfamilie. Jeg prøver også på at være travlt optaget af forkyndelsen. Selvom jeg ikke kan gøre så meget som jeg kunne før, er jeg stadig glad for at dele den gode nyhed med andre – en opgave jeg kom til at elske dengang jeg var en lille pige. Jeg forsøger altid at opmuntre de unge til at starte som pionerer, for jeg ved hvor spændende et liv det er.

 Når jeg tænker tilbage på mine næsten 70 år i heltidstjenesten, er det tydeligt for mig hvor meget Jehova har hjulpet og velsignet mig. Af natur er jeg stadig genert, så det er tydeligt for mig at jeg ikke har klaret alt det i egen kraft. Jeg har rejst til afsidesliggende områder, oplevet så mange fantastiske ting og mødt mange spændende mennesker der har været en stor inspiration for mig. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det hele igen!