I næsten tre år hærgede borgerkrigen landet, og mange blev efterladt med fysiske og psykiske mén. Min far var ingen undtagelse. Han havde altid haft en urokkelig tro på Gud, men da han så at de katolske præster var dybt involveret i krigen, blev han bitter og vred. Han besluttede derfor at min bror og jeg ikke skulle døbes i den katolske kirke.

 I 1950 bankede to Jehovas Vidner på vores dør. Min far hørte på dem og takkede ja til et ugentligt bibelkursus. Jeg var kun 14 år på det tidspunkt, og fodbold var min store passion. Far prøvede at få mig til at læse nogle af de publikationer forkynderne havde givet ham, men jeg ville helst ikke blandes ind i det. Da jeg kom hjem fra skole en dag, spurgte jeg min mor: “Er de her nu igen?” “Ja, de sidder og snakker med far inde i spisestuen,” svarede hun. Med det samme løb jeg ud på vejen igen.

 Man må rose min far for at han aldrig lod sig slå ud af min manglende interesse for Bibelen. Faktisk elskede han Bibelens sandheder så højt at han i 1953 lod sig døbe som et af Jehovas Vidner. Det vakte min nysgerrighed, og jeg begyndte at stille ham mange spørgsmål. Jeg bad endda om at få en bibel. Min far arrangerede at en bror ved navn Máximo Murcia begyndte at studere med mig. Og to år senere, da jeg var 19 år, blev jeg så døbt i Jaramafloden øst for Madrid.

 I 1950’erne var det en udfordring at forkynde og holde møder. Diktatoren Francisco Franco havde magten i Spanien, og hans mission var at landet skulle være helt igennem katolsk. Derfor blev Jehovas Vidner ofte jaget af politiet. Vi mødtes i private hjem og sørgede omhyggeligt for ikke at vække mistanke hos naboerne så de kunne finde på at melde os til politiet. Vi deltog også meget diskret i hus til hus-forkyndelsen – vi besøgte to eller tre tilfældige huse i en gade og skyndte os derefter videre til et nyt distrikt. Der var mange som lyttede til os, men det var ikke alle der var positivt stemt.

 For eksempel mødte jeg en katolsk præst et sted jeg ringede på. Da jeg forklarede formålet med vores besøg, spurgte han: “Hvem har givet jer bemyndigelse til det? Ved I ikke at jeg kan melde jer til politiet?” Jeg forklarede at vi var forberedt på at den slags kunne ske, og tilføjede: “Jesus Kristus’ fjender forsøgte at få ham anholdt. Vil det ikke give god mening hvis de der følger ham i dag, kommer ud for det samme?” Det svar brød præsten sig på ingen måde om, og han gik straks indenfor og tilkaldte politiet. Som I nok kan regne ud, forlod jeg bygningen i en vis fart.

 På trods af oplevelser som den mente de få hundrede forkyndere i Spanien at der var potentiale for en stor åndelig høst i landet. I februar 1956, da jeg stadig var 19 år, blev jeg udnævnt som specialpioner. a De fleste af os pionerer var unge og uerfarne, men takket være en lille flok dygtige missionærer fik vi den oplæring og opmuntring vi havde brug for. Sammen med en anden ung pioner fik jeg til opgave at tjene i byen Alicante, hvor der endnu ikke var nogen forkyndere. Inden for bare nogle få måneder oprettede vi mange bibelstudier og afsatte hundredvis af publikationer.

 Der var selvfølgelig en del der opdagede hvad vi foretog os. Vi havde kun været et par måneder i Alicante da vi pludselig blev anholdt af politiet og fik beslaglagt vores bibler. Vi var fængslet i 33 dage, og så blev vi kørt til Madrid, hvor vi blev løsladt. Men det korte ophold i fængslet var blot en forsmag på noget der snart ville ske.

 Som 21-årig blev jeg indkaldt til militæret. Jeg skulle møde op ved kasernen i Nador, en by der på det tidspunkt var en del af det spanske protektorat i det nordlige Marokko. Der forklarede jeg på en respektfuld måde at jeg ikke ville tjene i militæret eller bære deres uniform. Jeg blev eskorteret til Rostrogordo-fængslet i Melilla, hvor jeg skulle stilles for en krigsret.

 Inden rettergangen besluttede den spanske kommandant i Marokko at hæren skulle forsøge at banke noget fornuft ind i mig. Så jeg blev krænket, pisket i 20 minutter og sparket indtil jeg faldt om, næsten bevidstløs. Det var dog ikke tilfredsstillende nok for fængselsinspektøren, så han trampede på mit hoved med sin store militærstøvle og stoppede kun fordi jeg begyndte at bløde kraftigt. Efter det blev jeg ført ind på hans kontor, hvor han råbte: “Tro ikke at jeg er færdig med dig! Forbered dig på det her og meget mere hver eneste dag fra nu af!” Så gav han vagterne ordre om at låse mig inde i en underjordisk celle. Cellen var fugtig og mørk, og min fremtid syntes endnu mere dyster.

 Jeg husker tydeligt det øjeblik hvor jeg lå på gulvet i min celle, stadig med blod i hele ansigtet. Det eneste jeg havde, var et tyndt tæppe jeg kunne have over mig, og nogle få rotters selskab. Jeg kunne ikke gøre andet end at bede til Jehova om styrke og udholdenhed. Så i den mørke, kolde fangekælder bad jeg igen og igen. b

 Dagen efter blev jeg igen gennembanket – denne gang af en korporal. Fængselsinspektøren kiggede på for at sikre sig at det blev gjort ordentligt. Jeg må indrømme at jeg på det tidspunkt begyndte at spekulere over hvor længe endnu jeg mon ville kunne klare den hårde behandling. Da jeg igen var alene i min celle om aftenen, bad jeg indtrængende Jehova om at hjælpe mig.

 Den tredje dag blev jeg igen indkaldt til fængselsinspektørens kontor. Jeg frygtede det værste. Så på vej hen til kontoret bad jeg til Jehova. Don Esteban, c der var dommer ved militærdomstolen, ventede på mig. Han var kommet for at indlede min sag ved krigsretten.

 Da Don Esteban så forbindingen om mit hoved, spurgte han hvad der var sket. Jeg var nervøs og frygtede at det ville medføre flere slag hvis jeg fortalte ham sandheden, men jeg gjorde det alligevel. Da han hørte min forklaring, sagde han: “Jeg kan ikke forhindre at du bliver stillet for krigsretten. Men jeg kan forsikre dig om at der ikke er nogen herinde der vil slå dig igen.”

 Under resten af min tid i fængslet var der aldrig nogen der lagde hånd på mig, præcis som han havde lovet. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor han kom for at tale med mig på netop den dag. Men jeg ved at mine bønner blev hørt på en helt enestående måde. Jeg mærkede at Jehova hjalp mig ud af mørket og ikke tillod at jeg blev prøvet mere end jeg kunne klare. (1. Korinther 10:13) Jeg gik min sag ved krigsretten i møde med fuld tillid til Jehova.

 Militærdomstolen idømte mig en fængselsstraf på 19 år, og senere fik jeg yderligere tre år for “ulydighed”. Efter cirka 15 måneder i Marokko blev jeg overført til fængslet i Ocaña, ikke så langt fra Madrid, for at afsone resten af min fængselsdom der. Det var som en gave fra Jehova! Det nye fængsel var et sandt paradis i forhold til det jeg kom fra. I min celle var der en seng, en madras og nogle lagner, og efter noget tid fik jeg til opgave at være bogfører for fængslet. Men med en lang fængselsstraf følger også tider med ensomhed, og noget af det sværeste for mig var at jeg ikke kunne være sammen med mine brødre i troen.

 Mine forældre besøgte mig en gang imellem, men jeg havde hårdt brug for mere opmuntring. De fortalte mig at andre brødre også havde bevaret deres neutralitet og nægtet at gå ind i militæret. Så jeg bad til Jehova og spurgte om han ikke ville sende bare én bror til mit fængsel. Endnu en gang besvarede Jehova mine inderlige bønner – og meget mere gavmildt end jeg havde turdet drømme om! Inden længe blev tre fantastiske brødre indsat i mit fængsel: Alberto Contijoch, Francisco Díaz og Antonio Sánchez. Efter fire år i mit eget selskab kunne jeg nu endelig blive opmuntret af at være sammen med mine brødre. Vi studerede sammen og forkyndte for de andre indsatte.

 Endelig, i 1964, blev jeg prøveløsladt efter kun seks et halvt år i stedet for de 22 år jeg oprindeligt var blevet idømt. Den samme dag som jeg blev løsladt, tog jeg til møde. Jeg måtte bruge hele min beskedne opsparing på at tage en taxi til Madrid, men jeg ankom lige til tiden. Og hvor var det vidunderligt at være sammen med mine brødre og søstre igen! Men jeg var ikke kun interesseret i deres skønne selskab – jeg ville gerne begynde som pioner igen så hurtigt som muligt. Politiet var stadig efter os, men folk i almindelighed reagerede positivt på den gode nyhed, så der var rigeligt med arbejde at tage fat på.

 Det var i den periode jeg mødte Mercedes, en flittig ung specialpionersøster. Mercedes var ydmyg og ivrig efter at forkynde for alle, og så var hun utroligt sød og gavmild. Hendes smukke personlighed tiltalte mig meget. Vi blev forelsket, og et år senere blev vi gift. Det var en sand velsignelse at jeg nu havde Mercedes i mit liv.

 Nogle måneder efter at vi var blevet gift, blev vi indbudt til at begynde i rejsetjenesten. Det var skønt at besøge en ny menighed hver uge og være sammen med brødrene og søstrene til deres møder og i forkyndelsen. Det vældede frem med nye menigheder overalt i Spanien, så brødrene havde brug for hjælp og støtte. I en kort periode havde jeg også den forret at pendle frem og tilbage til Jehovas Vidners hemmelige kontor i Barcelona for at hjælpe med arbejdet der.

 I 1967 var det endelig slut med at skjule vores aktiviteter. Regeringen vedtog nemlig en lov der sikrede alle spanske borgere religionsfrihed. Og i 1970 blev Jehovas Vidner endda juridisk anerkendt. Nu kunne vi mødes helt frit og have vores egne rigssale og et officielt afdelingskontor.

 I 1971 blev Mercedes og jeg inviteret til at tjene som faste betelitter på det nye afdelingskontor i Barcelona. Men efter et års tid blev Mercedes gravid og fødte vores smukke datter, Abigail. Det betød selvfølgelig at vi måtte stoppe på Betel og tage os af vores nye opgave som forældre.

 Da Abigail var i teenageårene, blev vi spurgt af afdelingskontoret om vi kunne vende tilbage til rejsetjenesten. Vi bad selvfølgelig meget til Jehova om sagen, og vi spurgte også modne brødre til råds. En ældstebror sagde: “Jesús, hvis der er brug for dig derude, er du nødt til at sige ja.” Og sådan begyndte endnu en berigende tid i vores liv. I starten besøgte vi menighederne i det område vi boede i, så Abigail fortsat kunne have en normal hverdag. Men da hun blev ældre og begyndte at leve sit eget liv, fik vi selvfølgelig mulighed for at gøre mere i den særlige heltidstjeneste.

 Mercedes og jeg var i rejsetjenesten sammen i 23 år. Jeg var så taknemmelig for det store privilegie, og muligheden for at opmuntre yngre brødre og søstre på baggrund af min egen erfaring var meget tilfredsstillende. I noget af den tid hvor jeg tjente som lærer på skoler for ældste og heltidstjenere, fik vi lov at bo på Betel i Madrid. Det syntes jeg var hyggeligt, for kun tre kilometer derfra strømmede Jaramafloden – den flod som jeg, tilbage i 1955, blev døbt i. Dengang havde jeg aldrig drømt om at jeg årtier senere ville vende tilbage til det samme område og undervise unge brødre og søstre så de kunne blive klar til at påtage sig større ansvar i tjenesten for Jehova.

 Siden 2013 har vi igen tjent som specialpionerer. Jeg må indrømme at det ikke var let at omstille sig fra rejsetjenesten til pionertjenesten, men det viste sig at være det helt rigtige for os. I den senere tid har jeg kæmpet med helbredet og blandt andet gennemgået en større hjerteoperation. I de stunder har jeg været nødt til at stole helt og fuldt på Jehova, og som altid har han været der for mig og støttet mig. Og jeg har også haft en trofast støtte i min kære hustru, Mercedes, i 56 år. Hun har været en fantastisk medhjælp for mig i alle mine opgaver for Jehova.

 Jeg tænker ofte tilbage på den skønne tid jeg havde som lærer på skolerne. De unge og ivrige elevers ansigter står stadig klart for mit indre blik. Deres begejstring og lærevillighed mindede mig om min egen ungdom og den glæde jeg følte da jeg begyndte et langt liv med hellig tjeneste. Ja, jeg har måttet udholde nogle mørke stunder, men jeg har også haft mange fantastiske oplevelser. Faktisk har de mørke stunder i mit liv lært mig mange vigtige ting – især hvor vigtigt det er at jeg stoler på Jehova i stedet for på mig selv. De har også givet mig mulighed for at se Jehovas stærke hånd, og jeg har mærket hvordan han har styrket mig, selv når det hele virkede håbløst. – Filipperne 4:13.