Vi sagde til præsten at manden kunne komme til skade hvis vi gjorde det. Han svarede: “Slå ham bare ihjel. Hvis I får blod på hænderne, kan I tørre det af i min præstekjole!” Jeg var ellers ret stolt af min græskortodokse baggrund, men præstens vrede svar blev faktisk årsag til at jeg senere meldte mig ud af kirken. Når jeg nu tænker tilbage, kan jeg se at det der skete dengang, hjalp mig til at finde sandheden om Jehova.

 Da jeg voksede op, var Tripoli en travl havneby der myldrede af folk som havde forskellige kulturer, sprog og religioner. I hver familie var man stolt af sine egne rødder, og det var vi også i min familie. Mine storebrødre og jeg meldte os ind i en organisation der hed Soldater for Troen. a Dens formål var at bekæmpe Jehovas Vidner. Vi havde aldrig selv mødt nogen Jehovas Vidner, men vores præst sagde at det var en bande som var modstandere af den græskortodokse kirke, og at de havde en anfører der hed Jehova. Præsten blev ved med at sige at vi skulle gå til angreb på Jehovas Vidner når som helst vi mødte dem.

 På det tidspunkt vidste jeg ikke at tre af mine brødre havde mødt nogle af Jehovas Vidner. I stedet for at bruge vold mod Vidnerne, besluttede mine søskende at de ville undersøge Bibelen sammen med dem for at bevise at de tog fejl. En aften da jeg kom hjem, fandt jeg dagligstuen fuld af Jehovas Vidner som var godt i gang med en bibelsk drøftelse med min familie og nogle af naboerne. Jeg blev chokeret! Hvordan kunne mine søskende finde på at svigte den ortodokse tro? Jeg var lige ved at gå min vej, da en af naboerne – en kendt tandlæge som også var et af Jehovas Vidner – sagde at jeg bare kunne sætte mig ned og lytte. En ven af min familie var ved at læse Salme 83:18 højt fra min egen bibel. I det øjeblik gik det op for mig at vores præst havde løjet for os. Jehova var ikke en bandeleder – han var den eneste sande Gud!

 For at lære mere om Jehova begyndte jeg at være med i det bibelstudie der foregik i vores hjem. Det blev ledet af bror Michel Aboud. En dag stillede en af vores venner som var med til studiet, et spørgsmål jeg selv havde spekuleret på lige siden jeg var lille. Han sagde: “Hvem har skabt Gud?” Bror Aboud tænkte over hvordan han kunne illustrere sin pointe, og pegede på en kat der lå henne på en sofa. En kat kan ikke forstå menneskers tanker og tale, sagde han. Sådan er det også med os i forhold til Gud – der er mange ting om Gud vi mennesker ikke forstår. Den enkle illustration hjalp mig til at indse hvorfor der er nogle sider af Jehovas natur som jeg ikke helt forstår. Det varede ikke længe før jeg indviede mig til Jehova og blev døbt. Det var i 1946, og jeg var 15 år.

 Min bror Hanna havde en fotohandel, og i 1948 begyndte jeg at arbejde sammen med ham. Hans forretning lå ved siden af en farvehandel som var ejet af en bror der hed Najib Salem. b Najib var en frygtløs forkynder, og det blev han ved med at være lige til han døde i en alder af 100 år. Når jeg tog med ham ud for at forkynde i landsbyerne, kunne jeg se hvor modig han var trods den modstand vi mødte. Han kunne også få en samtale om Bibelen i gang med hvem som helst, ligegyldigt hvilken religion de havde. Hans eksempel som ivrig forkynder påvirkede mig meget, og det gør det stadig.

 En dag mens jeg arbejdede i butikken, fik vi besøg af en søster der hed Mary Shaayah. Hun var fra Libanon men boede i USA. Mary havde et travlt liv, for hun var mor og var desuden en flittig pioner. Det besøg blev et vendepunkt for mig. I over to timer sad Mary og fortalte os om sine oplevelser i tjenesten. Før hun gik, kiggede hun direkte på mig og sagde: “Milto, du er jo ikke gift – hvorfor er du så ikke pioner?” Jeg indvendte at jeg var nødt til at have et job for at kunne forsørge mig selv. Så spurgte hun: “Hvor længe har jeg siddet og snakket hos jer her i formiddag?” “I godt to timer,” svarede jeg. “I den tid har jeg ikke set dig arbejde ret meget,” sagde Mary. “Hvis du bare gik ud og forkyndte lige så lang tid hver dag, kunne du være pioner. Prøv det i et år – bagefter kan du så beslutte om du vil fortsætte eller ej.”

 Det er ikke almindeligt for mænd i min kultur at tage imod et råd fra en kvinde, men jeg måtte indrømme at det her forslag lød fornuftigt. To måneder senere begyndte jeg som pioner. Det var i januar 1952, og halvandet år senere blev jeg indbudt til at være med i Gileadskolens 22. klasse.

 Da jeg var færdig på Gileadskolen, blev jeg sendt til Mellemøsten som missionær. Knap et år senere giftede jeg mig med Doris Wood, en glad og munter søster fra England der også tjente som missionær i Mellemøsten.

 Kort efter brylluppet fik Doris og jeg til opgave at være missionærer i Aleppo i Syrien. Vores forkyndelse var forbudt i Syrien, så de fleste af dem vi studerede Bibelen med, var mennesker vi havde truffet gennem anbefalinger fra andre.

 En dag besøgte vi en dame der havde vist interesse for Bibelen. Da hun åbnede døren, rystede hun af skræk og sagde: “Forsigtig! Politiet har lige været her. De ville vide hvor I bor!” Det hemmelige politi vidste altså hvor vi holdt bibelstudier. Vi kontaktede de brødre der stod for arbejdet i Mellemøsten, og de rådede os til at forlade landet så hurtigt som muligt. Det var trist for os at rejse væk fra dem vi studerede Bibelen med, men vi følte at Jehova havde vist os sin kærlighed ved at beskytte os.

 I 1955 fik vi tildelt et nyt distrikt: Bagdad i Irak. Med en vis forsigtighed kunne vi godt forkynde for alle i Irak, men vi valgte at koncentrere os om mennesker med kristen baggrund.

 På gader og markeder prøvede vi dog også at starte venlige samtaler med muslimer. Doris indledte tit ved at komme med en bemærkning som hun tænkte kunne fange interessen hos de fleste. For eksempel sagde hun: “Min far plejede at sige at vi alle sammen skal stå til ansvar over for vores Skaber.” (Romerne 14:12) Og så fortsatte hun: “Det har faktisk hjulpet mig meget. Hvad mener du om den tanke?”

 Vi havde tre gode år med tjeneste i Bagdad hvor vi underviste de lokale brødre i at forkynde på en diskret måde. På vores missionærhjem holdt vi møder på arabisk. Her var det en stor glæde for os at vi også kunne tage imod assyrere, en etnisk gruppe der mest bestod af folk som hørte til kristenhedens kirker. Når de oplevede den kærlighed og enhed der var ved vores møder, forstod de at vi var sande disciple af Jesus. – Johannes 13:35.

 Blandt dem der hurtigt tog imod budskabet om fred, var Nicolas Aziz, en mild og ydmyg familiefar med armensk og assyrisk baggrund. Nicolas og hans kone, Helen, accepterede det straks da de lærte ud fra Bibelen at Jehova og hans Søn, Jesus, er to forskellige personer. (1. Korinther 8:5, 6) Jeg kan stadig huske den dag hvor Nicolas sammen med 20 andre blev døbt i Eufratfloden.

 Den 14. juli 1958 blev der gennemført et statskup som førte til at kong Faisal II af Irak blev dræbt. Efter et stykke tid blev vi udvist til Iran. Der fortsatte vi forsigtigt i et halvt års tid med at forkynde for udlændinge.

 Da jeg en dag skulle til at rejse ud af Teheran, Irans hovedstad, blev jeg hentet af politiet og taget med til forhør. Så forstod jeg at vi var blevet overvåget af politiet. Da forhøret på politistationen var forbi, kontaktede jeg Doris og fortalte hende at politiet holdt øje med os. Af hensyn til vores sikkerhed blev vi enige om at jeg ikke skulle tage hjem, og at vi ikke skulle være sammen før det øjeblik hvor vi kunne forlade landet.

 Doris fandt et sted hvor hun var i sikkerhed indtil vi kunne mødes i lufthavnen. Men hvordan kunne hun komme ud til lufthavnen uden at blive opdaget? Det spurgte hun Jehova om i bøn.

 Pludselig begyndte regnen at styrte ned. Alle folk – også politifolk – søgte i ly. Nu hvor gaderne var ryddet for mennesker, kunne hun tage afsted. Doris siger: “Det skybrud var et vaskeægte mirakel!”

 Da vi havde forladt Iran, fik vi tildelt et nyt distrikt, hvor vi forkyndte for mennesker med vidt forskellig etnisk og religiøs baggrund. I 1961 kom vi ud i kredstjenesten og besøgte trosfæller i forskellige dele af Mellemøsten.

 I vores tjeneste i Mellemøsten har jeg tit haft lejlighed til at se den kraft Jehovas ånd har til at forene mennesker. Jeg kan stadig huske nogle livlige samtaler jeg havde da jeg studerede Bibelen med to palæstinensere, Eddy og Nicolas. De var begge to glade for at komme til vores møder, men på grund af deres stærke politiske holdninger holdt de hurtigt op med at studere Bibelen. Jeg bad Jehova om at åbne deres hjerter. Da de forstod at Gud vil løse ikke bare palæstinensernes problemer men hele menneskehedens problemer, gik de i gang med studiet igen. (Esajas 2:4) De gav slip på deres nationale stolthed og blev døbt. Nicolas blev senere en flittig og ivrig kredstilsynsmand.

 Mens Doris og jeg rejste fra det ene land til det andet, gjorde det indtryk på os at se hvor trofaste vores brødre og søstre var, uanset hvilke omstændigheder de levede under. Fordi de havde det så svært, besluttede jeg at når jeg kom på besøg som kredstilsynsmand, ville jeg gøre alt for at trøste og opmuntre dem. (Romerne 1:11, 12) For at opnå det passede jeg på at jeg ikke kom til at føle mig hævet over mine brødre og søstre. (1. Korinther 9:22) Det har altid givet mig stor glæde at opmuntre mine trosfæller når de har haft brug for støtte.

 Hvor har det været skønt for os at se mange som vi har studeret Bibelen med, blive trofaste tjenere for Jehova! En del af dem er flyttet til andre lande med deres familie på grund af væbnede konflikter i deres eget land. Men så er de blevet til velsignelse for dem der forkynder på arabisk i Australien, Canada, Europa og USA. Nogle af dem har voksne børn som nu i de senere år er flyttet tilbage til Mellemøsten for at tjene et sted hvor der er brug for modige forkyndere. Det er en fantastisk glæde for Doris og mig at være omgivet af så mange åndelige børn og børnebørn!

 Livet igennem har vi mærket Jehovas omsorg og ledelse på mange måder. Jeg er taknemmelig for at han har hjulpet mig til at komme af med de fordomme og den nationale stolthed der prægede mig da jeg var ung. Den oplæring jeg har fået af modige og upartiske trosfæller, har forberedt mig på at kunne forkynde for mennesker med vidt forskellig baggrund. På vores rejser i det ene land efter det andet har Doris og jeg stået over for mange udfordringer og været i situationer hvor vi ikke anede hvad der ville ske. Men det har lært os at stole helt og holdent på Jehova og ikke på os selv. – Salme 16:8.

 Når jeg tænker tilbage på de mange årtier hvor jeg har tjent Jehova, er jeg klar over at jeg skylder min himmelske Far uendeligt meget. Jeg er enig med min kære hustru, Doris, der ofte siger at ingenting må hindre os i at tjene Jehova frem for alt, ikke engang truslen om døden! Vi vil altid være taknemmelige mod Jehova fordi han har givet os en andel i arbejdet med at udbrede fredens budskab i Mellemøsten. (Salme 46:8, 9) Vi ser fremad med fuld tillid, for vi ved at Jehova altid vil lede og beskytte enhver der støtter sig til ham. – Esajas 26:3.