Gå direkte til indholdet

Brandøvelser der betaler sig

Brandøvelser der betaler sig

“Det brænder, det brænder!” Sandra, der sad og spiste morgenmad hjemme hos sine svigerforældre, så pludselig at der kom flammer ud under døren til et skur ved siden af huset. Hun og hendes mand, Thomas, var hurtige til at tage affære. Mens Sandra fik fat i pulverslukkeren, løb Thomas ud til skuret for at se hvor galt det var. Sandra skyndte sig at give Thomas pulverslukkeren, og han fik slukket ilden. Hun fortæller: “Hvis vi ikke havde gjort noget, ville hele skuret være brændt ned.”

Hvordan undgik Thomas og Sandra at gå i panik så de kunne reagere hurtigt og effektivt? Sammen med omkring 1.000 andre der arbejder på Jehovas Vidners afdelingskontor i Selters, Tyskland, var de blevet trænet i hvad man skal gøre når der opstår brand.

Bygningerne i Selters, der ligger på en 30 hektar stor grund, omfatter ikke kun kontorer og boligblokke, men også et vaskeri, et trykkeri og forskellige værksteder – alt sammen områder med høj brandfare. Derfor arrangerede afdelingskontorets Sikkerheds- og Miljøafdeling undervisning i brandforebyggelse og -bekæmpelse. En gruppe der bliver kaldt Udrykningsholdet, laver øvelser sammen med det lokale brandvæsen. Og desuden deltager alle frivillige på afdelingskontoret regelmæssigt i følgende:

  • evakueringsøvelser

  • sikkerhedsundervisning

  • undervisning i at bekæmpe en brand så snart den opstår

De frivillige opnår nogle færdigheder der er helt uundværlige hvis der opstår en nødsituation.

Øvelser i sikker brandbekæmpelse

Under øvelserne lærte deltagerne at bekæmpe en brand uden selv at komme til skade. Christin, der ikke var blevet undervist i brandbekæmpelse siden de små klasser, beskriver en af de øvelser hun gennemgik på afdelingskontoret: “Jeg greb fat i pulverslukkeren, fjernede sikringen og nærmede mig ilden med vinden i ryggen. Ellers kunne flammerne have stået lige ind i hovedet på mig. Og så slukkede jeg ilden – og jeg gjorde det helt selv! Jeg lærte også at bekæmpe en brand sammen med et team på fire-fem personer.”

Daniel, der arbejder på afdelingskontoret som underviser i brandsikkerhed, siger at praktiske øvelser “mindsker frygten for ild”. Han forklarer: “Når der går ild i noget, bliver folk ofte handlingslammede. De bliver bange og tænker: ‘Hvad gør vi? Hvordan virker pulverslukkeren?’ Men hvis de ved hvad de skal gøre, kan de let forhindre at en lille flamme vokser til et helt inferno.” Under træningen, fortæller han, “lærer deltagerne at holde pulverslukkeren rigtigt når der opstår ild, og at slukke branden. De får selvtillid og mod til at reagere hurtigt i en nødsituation.”

Praktisk træning virker

Mange har været glade for træningen. Christin, der blev citeret tidligere, siger: “Det var faktisk første gang jeg havde en pulverslukker i hænderne. Jeg synes at alle burde få samme oplæring som os.” Nadja, der arbejder som frivillig på afdelingskontoret nogle dage om ugen og også har arbejde i en lufthavn, siger: “I løbet af de sidste ti år har jeg kun fået teoretisk brandslukningsundervisning i lufthavnen. Men den praktiske træning jeg har fået på afdelingskontoret, har givet mig større selvtillid. Nu ved jeg hvad jeg skal gøre hvis der opstår brand.”

Sandra er sikker på at det var den træning hun havde fået på afdelingskontoret, der gjorde at hun reagerede så hurtigt da hun var hos sine svigerforældre. “Jeg er blevet mindre nervøs for at bruge pulverslukkeren,” siger hun. “Det er godt at gennemgå øvelserne hvert år. Det har helt sikkert hjulpet mig.”

Øvelser sammen med de lokale brandfolk

Det lokale brandvæsen holder regelmæssige øvelser på afdelingskontorets grund. Den ledende brandmand Theo Neckermann forklarer hvorfor: “Folkene på vores brandstation har ansvaret for området omkring Selters, der er meget landligt. Vi bekæmper normalt brande i almindelige huse og lejligheder. Afdelingskontoret skiller sig ud fra resten af området på grund af det store areal, de enorme bygninger og fabrikken der ligger på grunden. Vi har brug for ekstra færdigheder for at kunne håndtere eventuelle nødsituationer på afdelingskontoret. Derfor er vi glade og taknemmelige for at kunne have brandøvelser her.”

De over 100 der er med på Udrykningsholdet på afdelingskontoret, træner redningsaktioner og brandslukning sammen med de professionelle brandfolk. Theo Neckermann siger: “Vi beundrer Udrykningsholdet. Uden deres hjælp og ledelse ville øvelserne ikke gå så glat.”

En demonstration af hvor farligt det er at prøve at slukke brændende olie med vand

En aften i februar 2014 viste brandstationens folk og Udrykningsholdet hvor effektive de var. En hel lejlighed i en af boligblokkene på afdelingskontoret var blevet fyldt med røg. “Røgen var så tæt at vi ikke kunne se en hånd for os,” fortæller Daniel, der blev citeret tidligere. “Vi alarmerede straks brandvæsnet og begyndte at evakuere alle 88 lejligheder. Da brandvæsnet kom, havde vi allerede evakueret hele bygningen.” Theo Neckermann siger: “Jeg kan ikke forestille mig at man ville kunne evakuere så stor en bygning lige så hurtigt i en by som Frankfurt. Jeres folk er meget disciplinerede, og jeres udrykningshold arbejdede supereffektivt!” Brandfolkene fandt frem til hvad der var ild i, og fik det fjernet. Ingen kom noget til, og der skete heller ingen alvorlige skader.

Alle på afdelingskontoret i Selters håber selvfølgelig at der aldrig vil opstå en alvorlig brand. Men hvis det skulle ske, er frivillige klædt på til at klare det fordi de har lært hvordan man skal bekæmpe ilden.