Global kampagne promoverer JW.ORG
I august 2014 uddelte Jehovas Vidner verden over en traktat for at skabe større interesse for jw.org. Som følge af kampagnen steg antallet af besøg på hjemmesiden med mere end 20 procent i løbet af måneden og nåede op på næsten 65 millioner. Via siden anmodede næsten 10.000 jorden over om at få et gratis bibelkursus. Det var 67 procent flere end måneden før! Kampagnen hjalp folk i hele verden.
Hjælp til dem der leder efter svar på livets store spørgsmål
Et Jehovas Vidne i Canada mødte Madeline i en elevator og viste hende traktaten Hvor kan man finde svar på livets store spørgsmål? Madeline fortalte at hun havde stået på sin altan aftenen før og bedt inderligt til Gud om at han ville hjælpe hende med at finde svar på sådanne spørgsmål. Hun havde haft ringet til flere kirker og bedt om at få et bibelstudium, men der var aldrig nogen der havde ringet tilbage. Kort tid efter begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas Vidner.
Hjælp til dem der ikke kender Bibelen
I Filippinerne henvendte Rowena sig til en kinesisk mand der stod ved en fastfoodrestaurant. Hun gav ham folderen og forklarede at Jehovas Vidner ønsker at hjælpe folk gennem gratis bibelundervisning.
Manden sagde at han aldrig før havde set en bibel. Deres samtale motiverede ham til at tage med til et af Jehovas Vidners stævner. Bagefter sagde han at han gerne ville vide mere om Bibelen, og at han havde tænkt sig at downloade den fra vores hjemmeside.
Hjælp til døve
Guillermo, et Jehovas Vidne der bor i Spanien og er døv, mødte en dag sin gamle klassekammerat Jorge der også er døv. Jorge fortalte at hans mor var død for nylig, og at han havde mange tvivlstanker og spørgsmål. Guillermo gav ham traktaten og forklarede hvordan han kunne gå ind på jw.org og finde oplysninger på tegnsprog der kunne besvare mange af hans spørgsmål. Guillermo inviterede også Jorge med til møde i rigssalen. Han kom, og lige siden har han overværet hvert eneste møde, selvom han bor 60 kilometer fra rigssalen.
Hjælp til dem der bor i isolerede områder
På trods af betragtelige omkostninger rejste to ægtepar der er Jehovas Vidner i Grønland, seks timer i en lille båd for at komme ud til en bygd med 280 indbyggere. De forkyndte, uddelte traktater og viste en film fra jw.org på grønlandsk. De påbegyndte også et bibelkursus med et ægtepar de mødte. De studerer nu to gange om ugen via telefon.
Men det var ikke kun højt mod nord man gjorde sig så store anstrengelser. Nogle Jehovas Vidner i Nicaragua arrangerede at uddele traktaten til det mayangna-talende folk i den caribiske jungle. Efter at have rejst nonstop i 20 timer i en ramponeret bus ad en vej fyldt med huller gik de i 11 timer, nogle gange gennem dybt mudder, for at nå frem til bebyggelserne. Der uddelte de traktater og viste film på mayangna til stor overraskelse og glæde for områdets indbyggere.
Estela tilbød traktaten til en mand der var på vej gennem en lille by i Amazonregnskoven i Brasilien. Manden tog imod traktaten, men han stoppede den i lommen og virkede ikke særligt interesseret. På vej hjem brød motoren på hans båd sammen, så han var fanget ude på floden. Mens han ventede på hjælp, læste han traktaten. Han gik ind på jw.org via sin mobil og læste flere artikler og downloadede nogle film. Få dage senere mødte han Estelas mand og bad ham takke Estela for traktaten. “De artikler jeg læste mens jeg var fanget ude på floden, beroligede mig indtil en båd kunne komme mig til undsætning,” sagde han. “Mine børn elsker filmene med Lucas. Jeg vil fortsætte med at gå ind på jw.org.”