Bestræbelser for at kontakte sintier og romaer i Tyskland
Titusinder af sintier og romaer bor i Tyskland. a For nylig har Jehovas Vidner fremstillet bibelske foldere, brochurer og film på deres modersmål, romani. b
I forbindelse med en særlig kampagne i september og oktober 2016 bestræbte Jehovas Vidner sig for at fortælle sintier og romaer om vores udgivelser på romani. Kampagnen foregik i forskellige tyske byer, deriblandt Berlin, Bremerhaven, Freiburg, Hamborg og Heidelberg. De arrangerede også offentlige møder i deres rigssale på romani.
En overvældende reaktion
Mange sintier og romaer var overraskede og glade fordi Jehovas Vidner havde sat denne kampagne i gang. “De var begejstrede fordi vi havde gjort en særlig indsats for at kontakte dem,” fortæller ægteparret Andre og Esther, der var med i kampagnen. Mange blev rørt over at høre og læse Bibelens budskab på deres eget sprog. En ung kvinde så filmen Hvorfor studere Bibelen? på romani. Dybt forundret og bevæget udbrød hun igen og igen: “Det er mit sprog!”
Et Jehovas Vidne der hedder Matthias, var med i kampagnen i Hamborg. Han siger: “Min kone og jeg var med i en gruppe på otte, og vi besøgte et område hvor der bor omkring 400 sintier og romaer. Alle vi talte med, ville gerne have litteratur.” Bettina, der også var med i Hamborg, tilføjer: “Nogle græd når de så at Jehovas Vidner havde udgivet litteratur på romani.” Mange begyndte øjeblikkeligt at læse højt fra vores publikationer, og nogle tog endda ekstra eksemplarer til deres venner.
Flere sintier og romaer tog imod en invitation til et af de offentlige møder. Mange af de 94 der var til stede ved mødet i Hamborg, havde aldrig været i en rigssal før. I Reilingen, der ligger i nærheden af Heidelberg, overværede 123 et møde. Bagefter bad fem der talte romani, om et bibelkursus.
I kampagnen udleverede Jehovas Vidner næsten 3.000 foldere og brochurer. De havde samtaler med mere end 360 sintier og romaer, og 19 begyndte at studere Bibelen. Flere af dem sagde: “Hvor er det dejligt at Gud gerne vil hjælpe os.”
a Sintier bliver defineret som en minoritet der bor i det vestlige og centrale Europa, og romaer som en minoritet der oprindeligt kommer fra det østlige og sydøstlige Europa.
b Encyclopædia Britannica Online bemærker at sproget romani består af “mere end 60 vidt forskellige dialekter”. For nemheds skyld benytter vi i denne artikel ordet “romani” når vi henviser til det sprog der tales af de sintier og romaer der bor i Tyskland.