Gå direkte til indholdet

Indsatte hjælpes til at forandre deres liv

Indsatte hjælpes til at forandre deres liv

I Spanien er der 68 fængsler der får besøg af Jehovas Vidner, og der er omkring 600 indsatte der studerer Bibelen.

Et af de Jehovas Vidner der besøger fængslerne, er Miguel, som tilbragte 12 år bag tremmer inden han blev et af Jehovas Vidner. Nu besøger han de indsatte hver uge. Hvorfor? For at hjælpe andre til at forandre deres liv, ligesom han blev hjulpet.

I løbet af de sidste otte år har Miguel studeret Bibelen med mange indsatte. “Det er dejligt at hjælpe de indsatte i mit gamle fængsel,” siger han. “Jeg bliver glad når jeg ser at de ønsker at slippe væk fra den kriminelle verden.”

Da Miguel var fire, blev hans far kørt ned af en spritbilist og blev dræbt. Hans mor måtte derefter arbejde meget for at sørge for familien.

Miguel og hans storebror begyndte at pjække fra skole, begå indbrud i folks hjem og bryde ind i biler. Da Miguel var 12, var han småkriminel. Da han var 15, tjente han styrtende med penge som narkohandler. Men hans dyre heroin- og kokainmisbrug drev ham til at stjæle mere og mere. Fra han var 16, gik han ind og ud af fængsler, og inden længe var han en hårdkogt forbryder. “Jeg var overbevist om at jeg enten ville dø i fængsel eller dø af en overdosis,” siger Miguel. “Jeg følte mig som en flue i et edderkoppespind.”

Men i 1994 bad en af Miguels venner et af Jehovas Vidner om at skrive et brev til Miguel, som dengang sad i fængsel. Ud fra brevet lærte Miguel at Gud har til hensigt at genoprette Paradiset på jorden. Den der skrev brevet, tilskyndede Miguel til at foretage forandringer i sit liv så han kunne erfare opfyldelsen af det løfte. “Det han skrev, rørte mit hjerte,” siger Miguel. “Den dag ændredes alt for mig, og jeg besluttede mig for at studere Bibelen, selvom jeg godt vidste at det ikke ville blive let.”

Det vidste Miguel fordi han var afhængig af stoffer og tobak, som han havde let ved at få fat i. Hans cellekammerat tilbød ham stoffer hver eneste dag. Miguel bad hele tiden om styrke til at overvinde sin afhængighed, og til sidst lykkedes det.

Tre måneder senere begyndte Miguel at fortælle andre indsatte om sin tro. Året efter blev han løsladt og lod sig døbe som et af Jehovas Vidner. Han var også i gang med at planlægge sit bryllup, men så opstod der et problem. En måned før brylluppet blev Miguel idømt yderligere ti års fængsel som følge af flere løbende sager. Men efter tre og et halvt år blev han løsladt på grund af god opførsel. Endelig kunne brylluppet finde sted. Miguel er aldrig vendt tilbage til sin kriminelle løbebane.