Hvorfor svarer Jehovas Vidner ikke på alle de anklager der rettes mod dem?
Jehovas Vidner følger Bibelens råd om ikke at reagere på alle anklager og tilfælde af latterliggørelse. For eksempel siger et bibelsk ordsprog: “Den der tugter en spotter henter sig vanære.” (Ordsprogene 9:7, 8; 26:4) Frem for at blive inddraget i stridigheder fordi vi unødigt bekymrer os om falske beskyldninger, fokuserer vi på at behage Gud. – Salme 119:69.
Der er naturligvis “en tid til at tie og en tid til at tale”. (Prædikeren 3:7) Vi svarer folk der er oprigtigt interesseret i at finde ud af hvad sandheden er, men vi undgår at blive inddraget i formålsløse debatter. Derved efterligner vi den måde Jesus og de første kristne underviste på, og følger deres eksempel.
Jesus svarede ikke da han falskeligt blev anklaget foran Pilatus. (Mattæus 27:11-14; 1 Peter 2:21-23) Han svarede heller ikke på beskyldningerne om at han var en dranker og en fråser. I stedet lod han sine handlinger tale for sig selv i overensstemmelse med princippet: “Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.” (Mattæus 11:19) Når omstændighederne krævede det, svarede han dog modigt dem der bagtalte ham. – Mattæus 15:1-3; Markus 3:22-30.
Jesus lærte sine disciple at de ikke skulle tabe modet når nogen rettede falske beskyldninger mod dem. Han sagde: “Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld.” (Mattæus 5:11, 12) Men Jesus sagde også at når sådanne beskyldninger gav hans disciple mulighed for at forkynde, ville han opfylde sit løfte: “Jeg vil give jer en mund og en visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.” – Lukas 21:12-15.
Apostlen Paulus opfordrede kristne til at undgå formålsløse stridigheder med modstandere, og han beskrev sådanne diskussioner som “unyttige og frugtesløse”. – Titus 3:9; Romerne 16:17, 18.
Apostlen Peter opmuntrede kristne til at forsvare deres tro når det var muligt. (1 Peter 3:15) Han erkendte ikke desto mindre at dette ofte gøres bedre med handling end med ord. Han skrev: ‘Ved at gøre det gode kan I få de ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme.’ – 1 Peter 2:12-15.