Mange turister besøger de berømte vandfald i nærheden af byen Pagsanjan i Filippinerne. Der voksede min far, Nardo Leron, op i dyb fattigdom. Al den korruption han så hos myndighederne og politiet og på sit arbejde, gjorde ham vred og bitter.

 Mine forældre måtte arbejde hårdt for at forsørge deres otte børn. De var tit væk i længere perioder for at passe afgrøder i bjergene. Mange gange måtte min storebror Rodelio og jeg klare os selv, og vi var ofte sultne. Vi fik ikke lov til at lege særligt meget som børn. Så snart vi børn fyldte syv år, måtte vi ud at arbejde i en plantage og bære store, tunge læs med kokosnødder på stejle stier i bjergene. Hvis et læs var for tungt at bære, blev vi tvunget til at slæbe det efter os.

 Vi fik tit bank af vores far, men det gjorde endnu mere ondt på os at se ham slå vores mor. Vi prøvede at stoppe ham, men kunne intet stille op. Rodelio og jeg aftalte i al hemmelighed at vi ville slå vores far ihjel når vi blev ældre. Jeg længtes inderligt efter at have en far der elskede os!

 Jeg var så frustreret og vred over min voldelige far at jeg løb hjemmefra som 14-årig. I et stykke tid levede jeg på gaden, og jeg begyndte at bruge cannabis. Senere fik jeg arbejde som bådfører og sejlede turister hen til vandfaldene.

 Nogle år senere begyndte jeg at studere på et universitet i Manila. Men fordi jeg rejste tilbage til Pagsanjan i weekenderne for at arbejde, havde jeg ikke meget tid til mine studier. Mit liv virkede meningsløst, som en trædemølle, og cannabis kunne ikke længere dulme mine bekymringer. Jeg begyndte at eksperimentere med metamfetamin, kokain og heroin, og med stofmisbruget fulgte en seksuelt umoralsk livsstil. Overalt omkring mig så jeg fattigdom, uretfærdighed og lidelse. Jeg hadede regeringen og gav den skylden for problemerne. Jeg spurgte Gud: “Hvorfor er livet sådan her?”, men fandt ingen svar i de religioner jeg undersøgte. Så jeg tog endnu flere stoffer for at glemme min frustration.

 I 1972 begyndte studerende i Filippinerne at organisere demonstrationer mod regeringen. Jeg var med i en af disse demonstrationer, og den udviklede sig til voldelige optøjer. Mange mennesker blev arresteret, og nogle måneder senere blev der erklæret militær undtagelsestilstand i hele landet.

 Jeg havnede på gaden igen, og denne gang frygtede jeg myndighederne fordi jeg havde været med i oprøret. For at få penge til mit stofmisbrug begyndte jeg at stjæle, og jeg endte med at give seksuelle ydelser til rige og turister. Jeg var ligeglad med om jeg levede eller døde.

 I mellemtiden var min mor og en af mine yngre brødre begyndt at studere med Jehovas Vidner. Min far var rasende og brændte alle deres bibelske bøger og blade. Men de holdt ud og blev døbt som Jehovas Vidner.

 En dag fortalte et Jehovas Vidne min far om Bibelens løfte om en fremtid hvor retfærdighed vil råde over hele jorden. (Salme 72:12-14) Udsigten til dette tiltalte min far så meget at han besluttede selv at undersøge det nærmere. I Bibelen læste han ikke kun om Guds løfte om en retfærdig regering, men også om de krav Gud har til ægtemænd og fædre. (Efeserne 5:28; 6:4) Kort tid efter blev han og resten af mine søskende også Jehovas Vidner. Eftersom jeg var langt væk hjemmefra, havde jeg ingen anelse om hvad der skete.

 I 1978 flyttede jeg til Australien. Men selv i dette fredelige og velstående land kunne jeg ikke få fred i sindet. Jeg fortsatte med mit alkohol- og stofmisbrug. Senere samme år bankede Jehovas Vidner på min dør. Jeg kunne godt lide det de viste mig fra Bibelen om en fredfyldt jord, men var ikke meget for at blive rodet ind i noget.

 Kort tid efter vendte jeg tilbage til Filippinerne i nogle uger. Mine søskende fortalte mig at vores far havde arbejdet hårdt på at blive et bedre menneske, men jeg var så bitter at jeg forsøgte at undgå al kontakt med ham.

 På et tidspunkt forklarede min yngste lillesøster mig ud fra Bibelen hvorfor livet er så fuldt af lidelse og uretfærdighed. Jeg var forbløffet over at en teenagepige med så lidt livserfaring havde svarene på det jeg undrede mig over. Inden jeg tog afsted, gav min far mig bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. a Han sagde: “Hold op med at søge svar de forkerte steder. Den her bog kan hjælpe dig med at finde det du leder efter.” Så opfordrede han mig til at finde Jehovas Vidner når jeg kom tilbage til Australien.

 Jeg tog min fars råd til mig og fandt frem til en af Jehovas Vidners rigssale i nærheden af mit hjem i Brisbane. Da jeg blev tilbudt et bibelkursus, sagde jeg ja tak. Bibelprofetier som dem man finder i Daniels Bog, kapitel 7, og Esajas’ Bog, kapitel 9, overbeviste mig om at Guds rige, en regering som er fuldstændigt fri for korruption, en dag vil styre hele jorden. Ud fra det jeg lærte, forstod jeg at jorden vil blive til et paradis hvor vi mennesker skal bo. Jeg ønskede virkelig at få et godt forhold til Gud, men for at det kunne lade sig gøre, forstod jeg at jeg måtte lære at beherske mit temperament, holde op med at misbruge stoffer og alkohol og gøre op med min umoralske livsstil. Derfor flyttede jeg fra den pige jeg boede sammen med, og kom ud af mit misbrug. Min tillid til Jehova voksede, og jeg bad ham om hjælp til at foretage flere forandringer.

 Gradvist gik det op for mig at det jeg var ved at lære, virkelig kunne forandre et menneske. I Bibelen står der at vi ved at gøre en indsats kan få en ‘ny personlighed’. (Kolossenserne 3:9, 10) Mens jeg selv arbejdede på det, indså jeg at det jeg havde hørt om at min far havde forandret sig, faktisk godt kunne være rigtigt. I stedet for at føle vrede og fjendskab over for ham ønskede jeg at slutte fred med ham. Langt om længe tilgav jeg min far og gav slip på det had jeg havde båret rundt på siden min barndom.

 Som ung gjorde jeg ofte bare ligesom andre, også selvom det de gjorde, var ødelæggende eller skadeligt. Dårligt selskab førte mig på afveje – præcis som Bibelen advarer om. (1. Korinther 15:33) Men blandt Jehovas Vidner har jeg fået gode venner som man kan stole på, og de har hjulpet mig til at blive et bedre menneske. Her har jeg også mødt min dejlige hustru, Loretta. Sammen underviser vi andre i hvordan Bibelen kan hjælpe dem.

 Takket være Bibelen så jeg min far blive noget jeg aldrig havde troet var muligt – en kærlig ægtemand over for min mor og en ydmyg, fredelig kristen. Da vi mødtes igen efter at jeg var blevet døbt som et af Jehovas Vidner i 1987, gav min far mig for første gang i mit liv et kram!

 I mere end 35 år brugte min far sammen med min mor tid på at fortælle andre om det håb Bibelen giver. Han blev en flittig og omsorgsfuld mand og var kendt for at hjælpe andre. I disse år lærte jeg at respektere og elske ham. Jeg var stolt af at være hans søn! Han døde i 2016, men jeg tænker på ham med stor kærlighed. Både han og jeg foretog radikale forandringer i vores personlighed efterhånden som vi tog Bibelens lære til os. Jeg føler ikke længere den mindste smule had over for ham. Og jeg er så taknemmelig for at have fundet min himmelske Far, Jehova Gud, der har lovet at fjerne alle årsager til de problemer familier i hele verden oplever.