Nogle mennesker er lang tid om at lære af deres egne bitre erfaringer. Det var jeg også. Jeg er født og vokset op i Barcelona, den andenstørste by i Spanien. Min familie boede i et område der blev kaldt Somorrostro, som dækkede en stor del af byens strand. Somorrostro er kendt for sin kriminalitet og handel med stoffer.

 Mine forældre havde ni børn, og jeg var den ældste. Fordi vi var meget fattige, sørgede min far for at jeg kom til at arbejde i en lokal tennisklub, hvor jeg skulle samle bolde op. Jeg var ti år og arbejdede ti timer om dagen. Det betød at jeg ikke kunne gå i skole, som de fleste børn på min alder gjorde. Da jeg var 14, fik jeg et job som maskinarbejder på et metalværksted.

 I 1975 blev jeg indkaldt til militærtjeneste, der var obligatorisk i Spanien. Jeg ville gerne opleve noget spændende i mit liv, så jeg meldte mig til den spanske fremmedlegion i Melilla, en spansk enklave i Nordafrika. I den periode blev jeg dybt involveret i en fordærvet verden hvor stoffer og alkoholmisbrug var en del af hverdagen.

 Da jeg forlod fremmedlegionen, vendte jeg tilbage til Barcelona, hvor jeg stiftede en bande. Vi stjal alt hvad vi kunne få fat i, og bagefter solgte vi tyvekosterne for at få penge til stoffer. Jeg begyndte at tage LSD og amfetamin og kastede mig ud i et liv med sex, alkohol og gambling. Denne destruktive livsstil gjorde mig mere og mere voldelig. Jeg havde altid en kniv, en økse eller en machete på mig, og jeg var aldrig bange for at bruge den hvis det blev nødvendigt.

 Engang stjal jeg sammen med min bande en bil, hvorefter vi blev jagtet af politiet. Det var som en scene taget ud af en film. Da vi havde kørt omkring 30 kilometer i den bil vi havde stjålet, begyndte politiet at skyde efter os. Det endte med at vores chauffør smadrede bilen, og vi løb alle væk fra stedet. Da min far fandt ud af hvad der var sket, smed han mig forståeligt nok ud hjemmefra.

 I de næste fem år blev gaden mit hjem. Jeg sov i porte, i lastbiler, på bænke i parker og på kirkegårde. På et tidspunkt boede jeg endda i en hule. Der var ingen mening med mit liv, og jeg følte at det var ligegyldigt om jeg var i live eller var død. Jeg husker at jeg skar i mine håndled og arme når jeg var påvirket af stoffer. Den dag i dag har jeg stadig arrene.

 Da jeg var 28, opsøgte min mor mig og bad mig om at komme hjem. Det ville jeg gerne, og jeg lovede hende at jeg ville ændre mit liv, men det tog noget tid at leve op til det løfte.

 En eftermiddag bankede to Jehovas Vidner på vores dør. Mens jeg lyttede til hvad de sagde, råbte min far inde fra huset at jeg skulle smække døren lige i hovedet på dem. Jeg havde aldrig kunnet lide at tage imod ordrer, så jeg besluttede at ignorere ham. De tilbød mig tre små bøger, som jeg med glæde tog imod. Jeg spurgte dem hvor de holdt deres møder, og få dage efter tog jeg hen til rigssalen.

 Det første jeg lagde mærke til, var hvor pænt alle var klædt. Jeg havde derimod langt hår, et usoigneret skæg og sjusket tøj. Det var tydeligt at jeg ikke passede ind, så jeg blev stående uden for rigssalen. Til min overraskelse så jeg imidlertid Juan, en tidligere kammerat der også havde været bandemedlem, klædt i jakkesæt. Senere fandt jeg ud af at han var blevet et af Jehovas Vidner blot et år tidligere. Det at se ham gav mig den selvtillid jeg behøvede for at gå ind og overvære mødet. Fra det tidspunkt begyndte mit liv at ændre sig.

 Jeg blev tilbudt et bibelstudie, som jeg sagde ja til, og det gik hurtigt op for mig at hvis Gud skulle godkende mig, måtte jeg ændre min aggressive personlighed og umoralske livsstil. Det var dog ikke nemt at gøre de forandringer. Jeg forstod at hvis jeg skulle gøre det Jehova Gud ønskede, måtte jeg ændre mig ‘gennem en fornyelse af mit sind’. (Romerne 12:2) Jeg var dybt rørt over Guds barmhjertighed. Trods alle mine fejltagelser følte jeg at Gud gav mig en chance for at begynde forfra. Det jeg lærte om Jehova, gik lige til hjertet. Jeg blev klar over at der var en Skaber der havde omsorg for mig. – 1 Peter 5:6, 7.

 Det fik mig til at begynde at gøre forandringer. Da emnet tobak eksempelvis blev behandlet under bibelstudiet, sagde jeg til mig selv: ‘Hvis Jehova ønsker at jeg skal være ren og ubesmittet på enhver måde, må jeg simpelthen smide disse cigaretter ud!’ (2 Korinther 7:1) Og så endte de i skraldespanden!

 Jeg måtte også holde op med at tage stoffer og at sælge stoffer. Det krævede lidt mere tid og større anstrengelse. For at nå det mål måtte jeg afbryde forbindelsen med min tidligere omgangskreds. Deres påvirkning hjalp mig ikke til at gøre åndelige fremskridt. Med tiden begyndte jeg dog at stole mere på Gud og på den hjælp mine nye venner i menigheden gav mig. Den kærlighed og personlige interesse de viste mig, var noget jeg aldrig havde oplevet før. Som månederne gik, lykkedes det mig endelig at komme ud af stofmisbruget og ‘iføre mig den nye personlighed’, som ville hjælpe mig til at få Jehovas godkendelse. (Efeserne 4:24) I august 1985 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

 Bibelen gav mig et nyt liv. Den fik mig til at holde op med en skadelig livsstil der ødelagde min krop og tog min værdighed. Faktisk døde mere end 30 fra min tidligere omgangskreds i en ung alder på grund af aids eller andre stofrelaterede sygdomme. Hvor er jeg taknemmelig for at jeg ved at leve efter Bibelens moralnormer har undgået de samme tragiske konsekvenser.

 De knive og økser jeg plejede at gå med mens jeg var en voldelig ung mand, hører nu fortiden til. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg en dag ville gå rundt med en bibel i stedet for, og bruge den til at hjælpe mennesker. I dag er både min kone og jeg heltidsforkyndere inden for Jehovas Vidner.

 Mine forældre blev aldrig Jehovas Vidner, men de værdsatte den gavn jeg havde af at studere Bibelen. Min far forsvarede endda Jehovas Vidner over for alle sine kolleger. Det var helt tydeligt for ham at min nye tro havde udvirket bemærkelsesværdige forandringer til det bedre. Min mor sagde ofte at jeg skulle have studeret Bibelen noget før. Jeg giver hende helt ret!

 Det jeg har erfaret i livet, har lært mig hvor tåbeligt det er at prøve at finde tilfredsstillelse gennem stoffer eller andre laster. Nu finder jeg sand glæde ved at fortælle andre hvad Guds ord lærer – en lære der helt sikkert har reddet mit liv.