Jeg er født i San Juan Chancalaito, en lille by i staten Chiapas, Mexico. Min familie tilhører chol-folket, en etnisk gruppe der nedstammer fra mayaerne. Mine forældre fik 12 børn, og jeg var nummer fem i flokken. Da jeg var barn, kom Jehovas Vidner og studerede Bibelen med mine søskende og mig. Sørgeligt nok levede jeg ikke efter Bibelens normer i mine unge år.

 I en alder af 13 tog jeg stoffer og stjal fra andre. Det var også på det tidspunkt jeg forlod mit hjem og drev rundt fra sted til sted. Som 16-årig begyndte jeg at arbejde på en plantage hvor de dyrkede marihuana. Da jeg havde været der et års tid, skete der noget en aften. Mens vi var ved at afskibe en stor sending marihuana, blev vi angrebet af et rivaliserende narkokartel der var tungt bevæbnet. Jeg undslap deres kugler ved at springe i floden og lade mig drive langt væk af strømmen. Derefter flygtede jeg til USA.

 I USA fortsatte jeg med at sælge stoffer og kom i endnu flere vanskeligheder. Da jeg var 19, blev jeg arresteret og kom i fængsel, sigtet for røveri og drabsforsøg. I fængslet slog jeg mig sammen med en bande og begik yderligere voldshandlinger. Det resulterede i at myndighederne overførte mig til et stærkt bevogtet fængsel i Lewisburg, Pennsylvania.

 I fængslet i Lewisburg blev min opførsel endnu værre. Da jeg allerede havde bandetatoveringer, var det let for mig at slutte mig til den samme bande i dette fængsel. Jeg blev endnu mere voldelig og kom i det ene slagsmål efter det andet. Engang blev jeg involveret i et bandeopgør i fængselsgården. Det udviklede sig til en voldsom kamp med baseballkøller og motionsvægte. For at stoppe kampen måtte fængselsvagterne bruge tåregas. Efter denne episode overførte fængselsmyndighederne mig til en særlig afdeling for farlige indsatte. Jeg havde et hidsigt temperament og et uforskammet sprog. Der skulle ikke meget til før jeg bankede andre. Faktisk nød jeg det. Jeg havde ingen samvittighedskvaler over min opførsel.

 I den særlige afdeling hvor jeg befandt mig, var jeg spærret inde i min celle det meste af dagen, så for at få tiden til at gå begyndte jeg at læse i Bibelen. Senere gav en fængselsvagt mig bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. a Da jeg læste denne bibelstudiebog, huskede jeg mange af de ting jeg havde lært som barn da jeg studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Derefter tænkte jeg over hvor dybt jeg var sunket på grund af min voldelige personlighed. Jeg tænkte også på min familie. To af mine søstre var blevet Jehovas Vidner, så jeg sagde til mig selv: ‘De skal leve evigt, hvorfor kan jeg ikke det?’ Det var på det tidspunkt jeg tog en fast beslutning om at gøre en forandring.

 Jeg vidste dog at jeg måtte have hjælp for at ændre mit liv. Det første jeg gjorde, var derfor at henvende mig til Jehova Gud i bøn, hvor jeg indtrængende bad ham om hjælp. Derefter skrev jeg til Jehovas Vidners Afdelingskontor i USA og anmodede om et bibelstudie. Afdelingskontoret sørgede for at jeg fik kontakt med en nærliggende menighed. På det tidspunkt havde jeg ikke tilladelse til at få besøg af nogen jeg ikke var i familie med, så et af Jehovas Vidner fra menigheden begyndte at sende mig opmuntrende breve og bibelsk litteratur, hvilket yderligere forstærkede mit ønske om at forandre mig.

 Det var et kæmpeskridt i den rigtige retning da jeg besluttede at forlade den bande jeg havde tilhørt i mange år. Bandelederen var også i den særlige afdeling for farlige indsatte, så jeg opsøgte ham en af de gange hvor fangerne var sammen, og fortalte ham at jeg ville være et af Jehovas Vidner. Til min overraskelse sagde han: “Hvis du virkelig mener det, så gør alvor af det. Har det noget med Gud at gøre, vil jeg ikke blande mig i det. Men hvis det bare er fordi du vil ud af banden, kender du konsekvenserne.”

 I løbet af de næste to år så fængselspersonalet hvordan jeg ændrede min personlighed. Det gjorde at de tog mere hensyn til mig. For eksempel holdt vagterne op med at give mig håndjern på når de fulgte mig ud til baderummet. En af vagterne opmuntrede mig endda til at fortsætte med de forandringer jeg var i gang med. Det sidste år jeg sad inde, blev jeg overført til et åbent fængsel i nærheden af hovedfængslet. I 2004, efter at jeg havde siddet inde i ti år, blev jeg løsladt og deporteret til Mexico i en fængselsbus.

 Umiddelbart efter at jeg var ankommet til Mexico, opsøgte jeg en af Jehovas Vidners rigssale. Jeg overværede mit første møde iført fangedragt – det eneste ordentlige tøj jeg havde. Trods mit udseende bød Vidnerne mig hjerteligt velkommen. Da jeg mærkede deres venlighed, følte jeg at jeg var blandt sande kristne. (Johannes 13:35) Ved mødet sørgede menighedens ældste for at jeg kunne få et grundlæggende bibelkursus. Jeg blev døbt som et af Jehovas Vidner et år senere, den 3. september 2005.

 I januar 2007 begyndte jeg som heltidsforkynder og brugte 70 timer hver måned på at undervise andre i Bibelen. I 2011 gennemgik jeg Bibelskolen for Ugifte Brødre (der nu bliver kaldt Skolen for Kristne Forkyndere). Denne skole var en stor hjælp i forbindelse med at leve op til mine ansvarsopgaver i menigheden.

 I 2013 giftede jeg mig med min kære kone, Pilar. Med et glimt i øjet siger hun at det er svært for hende at forstå de ting jeg fortæller om min fortid. Jeg er aldrig faldet tilbage til min tidligere livsstil. Både min kone og jeg tror at den person jeg er i dag, er et bevis på Bibelens kraft til at forandre et menneske. – Romerne 12:2.

 Jeg føler at Jesus’ ord i Lukas 19:10 gælder mig. Her siger han: “[Jeg] er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.” Jeg føler ikke længere at mit liv er uden mening. Og jeg går heller ikke mere rundt og skader folk. Takket være Bibelen glæder jeg mig over at have det mest ærefulde mål i livet, nemlig et fredeligt forhold til andre og, vigtigst af alt, et godt forhold til Skaberen, Jehova.