Min familie og jeg er fra Tonga, et land der består af cirka 170 øer som ligger i det sydvestlige Stillehav. I Tonga levede vi meget enkelt – vi havde hverken elektricitet eller bil. Men vi havde rindende vand og nogle høns. I skoleferierne hjalp mine to brødre og jeg min far med at tage sig af familiens plantage, hvor vi dyrkede bananer, yams, taro og kassava. Min far kunne forsørge familien ved at sælge afgrøderne fra plantagen og ved at have forskellige små jobs. Ligesom så mange andre der lever på Stillehavsøerne, havde vores familie stor respekt for Bibelen, og vi kom trofast i kirken. Vi var dog overbevist om at den eneste måde vi kunne få et bedre liv på, var ved at flytte til et mere velstående land.

 Da jeg var 16 år gammel, sørgede min onkel for at vores familie kunne flytte til Californien i USA. Hvor var det et stort kulturchok for os! Vores økonomiske situation blev bedre, men vi boede i et fattigt område hvor hård kriminalitet og stoffer var hverdagskost. Om natten hørte vi tit at der blev affyret skud, og bander skabte frygt i nabolaget. Så der var mange der bar våben for at beskytte sig selv eller for at afgøre konflikter. Jeg har stadig en kugle siddende i brystet fra en af de konflikter.

 I high school ville jeg bare gerne være ligesom alle de andre og passe ind. Vilde fester, druk, vold og stoffer blev en større og større del af mit liv, og jeg blev endda afhængig af kokain. For at få råd til stofferne begyndte jeg at stjæle. Min familie kom stadig flittigt i kirken, men dér var der ingen hjælp at hente – jeg fik aldrig nogen hjælp til at kunne modstå det gruppepres der fik mig til at gøre forkerte ting. Gang på gang blev jeg anholdt for vold. Mit liv var ved at køre fuldstændigt af sporet! Til sidst endte jeg i fængsel.

 En dag i 1997, da jeg var i fængsel, var der en anden indsat der så at jeg havde en bibel i hånden. Det var omkring juletid, en tid på året som de fleste fra Tonga betragter som meget hellig. Han spurgte mig om jeg vidste hvad Bibelen rent faktisk siger om Jesus’ fødsel, men det havde jeg ingen idé om. Han viste mig beretningen om Jesus’ fødsel i Bibelen, og jeg lagde mærke til at mange af de almindelige traditioner der forbindes med julen, slet ikke er nævnt. (Matthæus 2:1-12; Lukas 2:5-14) Jeg blev fuldstændigt paf og kunne ikke lade være med at tænke på hvad der mon ellers står i Bibelen. Han havde overværet nogle møder som Jehovas Vidner holdt hver uge i fængslet, og jeg besluttede mig for at gå med ham næste gang. Ved møderne var de ved at gennemgå Åbenbaringens Bog i Bibelen. Jeg forstod ikke meget af det der blev sagt, men det var tydeligt for mig at alt det der kom frem, var baseret på Bibelen.

 Da forkynderne tilbød mig mit helt eget bibelstudie, sagde jeg ja tak med det samme. Det var første gang jeg hørte om Bibelens løfte om et paradis her på jorden. (Esajas 35:5-8) Men jeg forstod hurtigt at jeg måtte foretage nogle store forandringer i mit liv for at kunne få et godt forhold til Gud. Ja, jeg blev klar over at Jehova ikke ville lade mig komme med i Paradiset hvis jeg blev ved med at leve på den måde jeg gjorde. (1. Korinther 6:9, 10) Så jeg besluttede mig for at få styr på mit voldsomme temperament og store alkoholforbrug og at holde op med at ryge og tage stoffer.

 I 1999, inden jeg var færdig med at afsone min dom, blev jeg overført til et udrejsecenter hvor jeg skulle sidde fængslet. I mere end et år havde jeg ingen kontakt med Jehovas Vidner. Men jeg var besluttet på at jeg ville blive ved med at forbedre mig. I år 2000 ophævede myndighederne min opholdstilladelse i USA, og jeg blev udvist og sendt tilbage til Tonga.

 I Tonga skyndte jeg mig at opsøge Jehovas Vidner så jeg kunne komme i gang med mit bibelstudie igen. Jeg elskede virkelig det jeg lærte, og jeg var så imponeret over at se hvordan de lokale Jehovas Vidner begrundede alt ud fra Bibelen, nøjagtigt ligesom forkynderne i USA havde gjort.

 Min far var kendt i lokalsamfundet fordi han havde en fremtrædende stilling i kirken. Så til at begynde med var min familie meget overrasket og irriteret over at jeg studerede med Jehovas Vidner. Senere blev mine forældre dog glade for at principperne fra Bibelen hjalp mig til at få styr på mit liv.

 En af de sværeste forandringer jeg måtte foretage, havde at gøre med en drik som mange inden for min kultur er afhængige af. En del tonganske mænd bruger flere timer hver uge på at drikke kava-kava, en berusende drik der er fremstillet af kavaplantens rødder. Nu hvor jeg var tilbage i mit hjemland, begyndte jeg at gå på kava-bar næsten hver aften og drikke så meget at jeg nærmest blev helt bevidstløs. En stor del af problemet var at jeg havde fået nogle venner der var ligeglade med Bibelens normer. Men heldigvis blev jeg hjulpet til at se at det jeg gjorde, sårede Gud. Derfor foretog jeg de nødvendige forandringer for at kunne få et godt forhold til Gud.

 Jeg begyndte at overvære alle møderne. Det at være sammen med andre der ønskede at glæde Gud, hjalp mig til at modstå fristelser. I 2002 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

 Jeg er virkelig taknemmelig for Jehovas store tålmodighed. I Bibelen står der: “Jehova ... er tålmodig med jer, for han ønsker ikke at nogen skal blive udslettet. Han ønsker at alle skal nå at angre og vende om.” (2. Peter 3:9) Han kunne sagtens have fjernet denne onde verden for lang tid siden, men han har tilladt den at eksistere længe nok til at mennesker som mig kan lære ham at kende og få et forhold til ham. Tanken om at han kan bruge mig til at hjælpe andre til at opnå det samme, gør mig meget glad.

 Med Jehovas hjælp lykkedes det mig at få kontrol over mit liv inden det kørte fuldstændigt af sporet. Jeg stjæler ikke længere fra andre for at finansiere en dødbringende afhængighed. Derimod prøver jeg at hjælpe mine medmennesker til også at blive venner med Jehova. Jeg har fået en dejlig hustru, Tea, som også tjener Jehova, og sammen med vores lille søn har vi en god og lykkelig familie. Vi elsker at lære andre om det fantastiske håb Bibelen giver – håbet om at kunne leve evigt i et fredfyldt paradis her på jorden.