Jeg voksede op i et roligt, naturskønt område i udkanten af byen Tampere i Finland. I min familie var vi ikke særligt religiøse, men mine forældre satte det at få en uddannelse og have gode manerer meget højt. Min mor er fra Tyskland, så da jeg var lille, var jeg en gang imellem i Vesttyskland, hvor mine bedsteforældre boede.

 Jeg har været vild med sport lige siden jeg var barn. Til at begynde med gik jeg til alle mulige slags sport, men da jeg var omkring 14, besluttede jeg mig for at satse på tennis. Som 16-årig trænede jeg to-tre gange om dagen: to træningspas med en træner og et hvor jeg selv trænede om aftenen. Jeg var fascineret af spillets forskellige facetter – når jeg spillede tennis, kunne jeg udfordre mig selv både mentalt og fysisk. Selvom jeg godt kunne lide at være sammen med mine venner og få en øl en gang imellem, har jeg aldrig haft problemer med stoffer eller alkohol. Tennis var omdrejningspunktet i mit liv – det var det jeg prioriterede.

 Da jeg var 17, begyndte jeg at spille ATP-turneringer. a Jeg vandt en del og blev efterhånden landskendt. I en alder af 22 var jeg blandt de 50 bedste tennisspillere i verden.

 I flere år rejste jeg rundt i hele verden og spillede tennis på professionelt niveau. Jeg oplevede nogle fascinerende steder, men jeg blev også opmærksom på mange af de globale problemer der er, blandt andet kriminalitet, stofmisbrug og miljøforurening. Når vi var i USA for eksempel, blev vi bedt om ikke at tage til bestemte områder i nogle byer på grund af den udbredte kriminalitet. Alt det gik mig meget på. Og selvom jeg lavede noget jeg virkelig godt kunne lide, følte jeg mig tom indeni.

 Min kæreste, Sanna, var begyndt at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg morede mig lidt over at hun havde en religiøs side, men jeg havde ikke noget imod at hun studerede. Vi blev gift i 1990, og året efter blev hun døbt som et af Jehovas Vidner. Jeg betragtede ikke mig selv som specielt religiøs, men jeg troede dog på at der fandtes en Gud. Jeg kom i tanke om at min mormor i Tyskland plejede at læse meget i Bibelen, og hun havde endda lært mig at bede til Gud.

 En dag da Sanna og jeg var sammen med et ægtepar der var Jehovas Vidner, viste manden, Kari, mig Bibelens profeti om “de sidste dage”. (2. Timotheus 3:1-5) Det gjorde stort indtryk på mig, og jeg forstod pludselig hvorfor der sker så mange forfærdelige ting i verden. Vi talte ikke så meget mere om religion lige der, men fra den dag begyndte jeg at snakke med Kari om Bibelen, og alt det han fortalte mig, gav mening. Mit travle liv og mine mange rejser gjorde det svært for os at mødes regelmæssigt, men det lod Kari sig ikke gå på af. De spørgsmål jeg stillede under vores studie, besvarede han bare pr. brev. Jeg fik logiske svar på alle de store spørgsmål i livet ud fra Bibelen, og lidt efter lidt kunne jeg se dens overordnede tema – at Guds rige vil fuldføre Guds hensigt med jorden. At lære Guds navn, Jehova, at kende og finde ud af hvad han har gjort for os mennesker, rørte mig virkelig. (Salme 83:18) Det der gjorde størst indtryk på mig, var løskøbelsen. Jesus’ offer var ikke bare noget teknisk eller en juridisk formalitet, det var et udtryk for Guds kærlighed. (Johannes 3:16) Jeg lærte også at jeg havde mulighed for at blive Guds ven og komme til at leve evigt i et fredfyldt paradis. (Jakob 4:8) Alt det fik mig til at spekulere over hvordan jeg kunne vise min taknemmelighed.

 Jeg tog mit liv op til revision. Ud fra Bibelen havde jeg lært at ægte lykke kommer af at give, og jeg kunne mærke at jeg havde lyst til at fortælle andre om min tro. (Apostlenes Gerninger 20:35) Som professionel sportsmand var jeg væk hjemmefra cirka 200 dage om året for at deltage i turneringer. Hele vores familieliv var centreret om mig, min træning, mine rutiner og min karriere. Det gik op for mig at jeg var nødt til at skifte kurs.

 Jeg var godt klar over at de færreste ville kunne forstå det hvis jeg besluttede at stoppe en lovende karriere af religiøse årsager. Men muligheden for at lære Jehova bedre at kende og få evigt liv var meget mere værd end hvilken som helst titel jeg kunne vinde ved at spille tennis, så valget var faktisk ret ligetil. Jeg bestemte mig for at jeg ikke ville lytte til hvad andre kunne finde på at sige – beslutningen var min egen. Et bibelvers der især hjalp mig til at modstå presset, var Salme 118:6: “Jehova er på min side; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?”

 Omkring det tidspunkt tilbød nogle sponsorer mig en meget fordelagtig kontrakt som betød at jeg kunne spille professionel tennis i mange år fremover uden at være bekymret for noget. Men jeg stod fast på min beslutning, så jeg sagde nej tak til tilbuddet og stoppede efterhånden med at spille ATP-turneringer. Jeg fortsatte med at studere Bibelen, og den 2. juli 1994 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

 For mit vedkommende skulle der ikke en personlig tragedie til for at få mig til at tænke på Gud. Jeg var heller ikke en der søgte efter sandheden. Jeg følte at jeg havde et rimeligt godt liv, og var meget tilfreds. Men helt uventet, som om Bibelens sandheder bare havde ventet på at jeg skulle finde dem, opdagede jeg at livet har en dybere mening, og mit liv er blevet langt bedre end jeg på nogen måde kunne have drømt om! Nu er min familie stærkere og tættere knyttet end nogensinde. Og jeg er lykkelig for at mine tre sønner er fulgt i mine fodspor – ikke som sportsmænd, men som kristne.

 Jeg elsker stadig at spille tennis. Gennem årene har jeg haft tennisrelaterede jobs, for eksempel som træner og som leder af et tenniscenter. Men mit liv handler ikke længere kun om sport. Før ville jeg have trænet mange timer hver uge for at blive en bedre tennisspiller, en vinder. Nu er jeg glad for at kunne bruge en stor del af min tid på at lære andre Bibelens principper at kende og at leve efter dem – de samme principper der forandrede mit liv. Det der giver mig størst lykke, er at prioritere mit forhold til Jehova Gud og at fortælle andre om mit håb om en lysere fremtid. – 1. Timotheus 6:19.