“Da jeg blev født, tjente begge mine forældre Jehova,” fortæller Rachel, der i dag bor i Den Dominikanske Republik. “Men da jeg var syv, holdt min far op med at komme sammen med Jehovas Vidner, og han blev meget stærk modstander. Han gjorde det virkelig svært for mig at blive ved med at tjene Jehova. Han prøvede for eksempel at få mig til at vende Jehova ryggen ved at bestikke mig med ting som en mobiltelefon, en tur til Disneyland og endda et kreditkort. Nogle gange prøvede han også at ‘tæske Jehova ud af mig’ med sine næver. Han sagde at hvis jeg ikke kunne gå eller tale, så kunne jeg heller ikke tage til møde. Men det virkede aldrig. Jeg har altid været fast besluttet på at komme til møderne.

 Min far sørgede for aldrig at slå mig når mor var i nærheden. Han truede med at skade hende hvis jeg sagde noget om at han slog mig. Han bortforklarede altid mine blå mærker og sagde at de skyldtes den kampsportstræning han insisterede på at give mig.

 Jeg var alt for lille og bange for min far til at fortælle min mor hvad der skete. Men jeg fortalte det til Jehova. Jeg plejede at gå lange ture i den skov der lå bag vores hus i Maryland, USA. I skoven var der et helt fantastisk flot egetræ som jeg kravlede op i. Og deroppe, på en af de store grene, sad jeg og bad til Jehova. Jeg fortalte ham om hvordan jeg havde det, og hvad jeg ville gøre for ham når jeg blev voksen – hvis bare han ville hjælpe mig til at klare den så langt. Jeg talte også med ham om alt det jeg havde lyst til at lave i den nye verden, om den familie jeg håbede på at få, og om hvordan jeg forestillede mig at livet ville blive – fyldt med fred og glæde – når jeg slap for frygt og smerte.

 Hver gang min far prøvede at tvinge mig væk fra Jehova, enten ved at bestikke mig eller ved at banke mig, kunne jeg mærke at Jehova beskyttede og styrkede mig. Han hjalp mig til at være trofast og stærk.

 Jeg blev døbt da jeg var ti og begyndte som pioner bare to år senere. Der gik noget tid før min far fandt ud af det. Men da han gjorde, slog han mig så hårdt at min kæbe gik af led.

 Der var nogle der syntes det var en dårlig idé at jeg var pioner fordi jeg var så ung. De var bange for at jeg ikke forstod hvor stor en beslutning det var. Jeg så også at der var mange unge der ikke tog sandheden alvorligt – de fulgte ligesom bare med. De gik mere op i at feste og have det sjovt. Jeg må indrømme at jeg nogle gange var lidt misundelig, og jeg overvejede om jeg ikke bare skulle droppe pionertjenesten og gøre som de andre unge. Men hver gang jeg havde det sådan, talte jeg med Jehova om det.

 Da jeg var omkring 15, blev jeg kontaktet af et stort, berømt modelbureau. De tilbød mig en kontrakt med deres afdeling i Milano i Italien som ville betyde at jeg kom til at tjene rigtig mange penge. Jeg var meget smigret over at få at vide at jeg kunne blive model, komme i modemagasiner og gå catwalks i dyrt tøj. På det her tidspunkt havde jeg været pioner i næsten tre år, og jeg tænkte: ‘Med det her job ville jeg kunne forsørge mig selv og fortsætte som pioner i lang tid!’ Desuden havde far forladt os, så jeg tænkte også at jeg på den måde ville kunne hjælpe mor med udgifterne.

 Jeg bad til Jehova om det. Jeg talte også med mor, som havde været pioner i mange år, og med en ældstebror som jeg respekterede og holdt meget af. Som jeg havde for vane, tog jeg hen til mit træ og bad endnu mere. Jehova besvarede mine bønner ved hjælp af et bibelvers som ældstebroren viste mig. Det var Prædikeren 5:4, hvor der står: ‘Når du aflægger et løfte til Gud, skal du holde det. Det du lover, skal du holde.’ Jeg havde lovet Jehova at tjene ham helhjertet, og jeg var bange for at den her slags arbejde ville skade mit venskab med ham. Så jeg besluttede at sige nej til modeljobbet.

 Heldigvis klarede jeg den og overlevede alt det jeg oplevede som ung! Nu har jeg et lykkeligt liv med min mand, Jaser, og vores søn, Connor, der er ni år gammel. Jaser er ældste, og Connor er udøbt forkynder. Jeg har været i heltidstjenesten i næsten 27 år.

 Jeg tænker tit på de lange samtaler jeg havde med Jehova mens jeg sad i egetræet i skoven bag vores hus. Jeg tryglede Jehova om at hjælpe mig, og det gjorde han virkelig. Han var der altid til at styrke, trøste og lede mig. Lige siden jeg var lille, har Jehova igen og igen vist mig hvor fantastisk og kærlig en far han er. Jeg er glad for at jeg valgte at tjene ham af hele mit hjerte. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har truffet.”