Artur, der er kredstilsynsmand i Armenien, besøgte en af Jehovas Vidners menigheder og opdagede at forkynderne dér endnu ikke havde prøvet offentlig forkyndelse, deriblandt at stå med vogne med bibelsk litteratur. For at give brødrene og søstrene lyst til at prøve denne tjenesteform stillede Artur og hans kone, Anna, sammen med en bror ved navn Jirayr en litteraturvogn op i en lille by. De valgte et sted hvor der kom masser af fodgængere forbi.

 De forbipasserende viste med det samme interesse og tog forskellige publikationer. Men inden længe tiltrak denne nye forkyndelsesmetode også nogle modstanderes opmærksomhed. To præster kom hen mod vognen, og uden varsel sparkede en af dem til den så den væltede. Derefter slog han Artur i hovedet så han tabte sine briller. Artur, Anna og Jirayr forsøgte at få præsterne til at falde til ro, men uden held. Efter at præsterne havde trampet på vognen, spredt publikationerne i alle retninger, råbt grimme ting til forkynderne og truet dem, gik de deres vej.

 Artur, Anna og Jirayr tog hen på politistationen for at anmelde sagen. De forklarede hvad der var sket, og talte kort med flere af betjentene og det øvrige personale om Bibelen. Derefter blev de ført ind på politiinspektørens kontor. Først ville han bare høre hvad der var foregået. Men da han hørte at Artur, der var en muskuløs mand, ikke havde givet igen da han blev slået, holdt han op med at spørge ind til sagen og stillede i stedet en masse spørgsmål til de tre forkynderes tro. Det endte med at de forkyndte for ham i fire timer! Inspektøren var så imponeret over det han hørte, at han udbrød: “Sikke en fantastisk religion! Hvor kan man tilmelde sig?”

 Dagen efter, da Artur igen forkyndte offentligt, var der en mand der henvendte sig til ham. Han havde set hvad der var sket dagen før, og roste Artur for at han havde holdt hovedet koldt og ikke givet igen. Han sagde også at det han havde set, havde fået ham til at miste al respekt for præsterne.

 Samme aften blev Artur kontaktet af politiinspektøren, der bad ham om at møde op på stationen. Det var ikke fordi han ville tale om sagen, men fordi han havde flere spørgsmål om Bibelen. To andre politibetjente deltog også i samtalen.

 Næste dag besøgte Artur igen politiinspektøren – denne gang for at vise ham nogle af vores bibelske film. Inspektøren kaldte andre betjente ind på sit kontor så de også kunne se filmene.

 Som et resultat af præsternes dårlige opførsel var der flere politimænd der for første gang hørte den gode nyhed, og de fik et positivt indtryk af Jehovas Vidner.