Gå direkte til indholdet

7. OKTOBER 2015
ØSTRIG

Mindeplade afsløret i Østrig for et Jehovas Vidne henrettet af nazisterne, borgmester holder hovedtalen

Mindeplade afsløret i Østrig for et Jehovas Vidne henrettet af nazisterne, borgmester holder hovedtalen

Gabriele Votava, borgmester i Meidling-distriktet i Wien, holdt talen ved afsløringen.

WIEN – Den 13. maj 2015 overværede omkring 400 afsløringen af en mindeplade for Gerhard Steinacher, et af Jehovas Vidner, der for 75 år siden blev henrettet af nazisterne fordi han nægtede at gå ind i den tyske hær. Gabriele Votava, borgmester i Meidling-distriktet i Wien, holdt hovedtalen ved afsløringen af mindepladen der var sat op på ydermuren af familien Steinachers tidligere bopæl i Lägenfeldgasse 68, Meidling, Wien.

Programmet havde temaet: “Jeg kan bare ikke skyde.” Det var den begrundelse Gerhard Steinacher gav da han anmodede om benådning. Disse enkle ord siger meget om de kristne værdier han satte så højt, og som er i overensstemmelse med Jesu ord i Mattæus 19:19: “Du skal elske din næste som dig selv.”

Som ganske ung studerede Gerhard Bibelen. Da han var 17, besluttede han at blive et af Jehovas Vidner. Den 15. september 1939 blev han arresteret fordi han af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste og at aflægge troskabsed over for Hitler. Efter at have været fængslet i Wien i seks uger blev han overført til varetægtsfængsling i Moabit-fængslet i Berlin.

Den 11. november 1939, den første dag i forbindelse med den første høring, blev Gerhard anklaget for at have undergravet krigsindsatsen og dømt til døden. Han anmodede retten om at vise mildhed på grundlag af hans religiøse overbevisning. Men den 2. marts 1940 stadfæstede Reichskriegsgericht (militærdomstolen) dødsdommen. Fire uger senere, den 30. marts, blev Gerhard henrettet i guillotinen i Berlins berygtede fængsel, Plötzensee. Han var 19 år.

Efter ceremonien med afsløringen af mindepladen fortsatte man arrangementet i det nærliggende Volkshochschule Theater. En del af den planlagte begivenhed bestod af en udstilling der skildrede familien Steinachers historie. En af de udstillede genstande var en lille kasse – fundet i 1976. Den indeholdt 28 breve fra Ignatz og Luise Steinacher, skrevet til deres søn, Gerhard, mens han sad i fængsel, såvel som 25 postkort og breve som Gerhard skrev for at trøste sine forældre. Heri gav han også udtryk for sin overbevisning og deres fælles tro.

Da Gerhards mor, Luise, døde i 1976, fandt man denne kasse med breve og postkort i familien Steinachers hjem.

Ugeavisen Wiener Bezirkszeitung havde en artikel om denne begivenhed og beskrev den som en “bemærkelsesværdig mindehøjtidelighed” der bragte Gerhard Steinachers modige handling “ud af mørket og ind i lyset”. Artiklen indeholdt desuden følgende rosende ord om ham: “Han var parat til at dø for sine principper – de selv samme principper han levede for.”

Presseansvarlig:

J.R. Brown, Informationstjenesten, tlf. +1 718 560 5000

Østrig: Johann Zimmermann, tlf. +43 1 804 53 45

Tyskland: Wolfram Slupina, tlf. +49 6483 41 3110