Gå direkte til indholdet

Ovenfor: Brødre og søstre i Vlorë, Albanien, 1930. Øverst til højre: Nogle af vores ældre brochurer på albansk. Nederst til højre: David Splane fra Det Styrende Råd frigiver Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter i 2005 ved stævnet med temaet “Lydighed mod Gud”

7. JANUAR 2022
ALBANIEN

Den gode nyhed er nu blevet forkyndt i Albanien i 100 år trods mange års forbud

Den gode nyhed er nu blevet forkyndt i Albanien i 100 år trods mange års forbud

I 2022 er det 100 år siden Jehovas Vidner begyndte at forkynde i Albanien.

Nasho Idrizi var en af de første albanere der fik sandheden. I begyndelsen af 1920’erne boede han i USA, hvor han begyndte at studere Bibelen med De Internationale Bibelstudenter, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang.

Nasho rejste tilbage til Albanien i 1922. Og senere vendte andre der have lært sandheden at kende i USA og var blevet Bibelstudenter, også hjem til Albanien for at fortælle deres landsmænd hvad de havde lært.

Thanas Duli

Thanas Duli fik sandheden i Albanien i den periode. Han har fortalt: “I 1925 var der tre menigheder i Albanien. Derudover boede der enkelte Bibelstudenter og interesserede rundt omkring i landet.”

På det tidspunkt blev flere publikationer oversat til albansk, deriblandt Guds Harpe og Den ideelle Regering. I Vagttaarnet for 15. december 1925 stod der: “En ret stor Del [af publikationerne på albansk] er spredt blandt Folket, og Albanerne griber Sandheden med stor Glæde.”

Argjiro og Nasho Dori

Folk begyndte at kalde Bibelstudenterne for ungjillorë, der betyder “evangelister”, fordi de var så energiske i deres arbejde med at fortælle andre om Bibelen. Nasho Dori, som blev døbt i 1930, har fortalt: “I 1935 var vi en gruppe der lejede en bus så vi kunne forkynde i byen Këlcyrë. Efter det planlagde vi en større tur rundt i Albanien, hvor vi besøgte byerne Përmet, Leskovik, Ersekë, Korçë, Pogradec og Elbasan. Vi sluttede turen af i Tirana, hvor vi nåede frem lige til mindehøjtiden.”

I 1939 blev Albanien invaderet af det fascistiske Italien, som forbød Jehovas Vidner. Spørgsmålet om neutralitet blev en udfordring for brødrene fordi de ikke ville deltage i krigen mellem Grækenland og Italien. a I den periode kom 15 af vores brødre i fængsel. En bror ved navn Nikodhim Shyti blev sendt i koncentrationslejr og kom aldrig tilbage igen.

Kommunistpartiet kom til magten i Albanien i 1944, da Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning. Forfølgelsen af Jehovas Vidner fortsatte, og mange af brødrene blev fængslet og tortureret. Der var også nogle der blev sendt i arbejdslejre langt væk fra deres familier. I de år var Albanien helt isoleret fra omverdenen. I Jehovas Vidners Årbog 1959 (udkom ikke på dansk) stod der om den tid: “Det kan godt være at de ledende i Albanien kan afskære brødrene fra resten af Den Nye Verdens samfund, men de kan ikke afskære Guds hellige ånd fra at virke på dem.” I 1967 bekendtgjorde Albanien at de var det første ateistiske land i verden. Men den lille gruppe Jehovas Vidner der fortsat var i landet, blev ved med diskret at udføre deres åndelige aktiviteter.

Efter kommunismens fald blev Jehovas Vidner den 22. maj 1992 juridisk anerkendt. Det skete efter mere end 50 år med forbud.

I dag er der 5.550 Jehovas Vidner i Albanien der tilhører 89 menigheder. Hvor er det skønt at Jehovas ord har virket med så stor kraft og er nået ud til så mange mennesker, på trods af den hårde forfølgelse. – Apostlenes Gerninger 19:20.

a Krigen mellem Grækenland og Italien varede fra 28. oktober 1940 til 23. april 1941 og blev begyndelsen på felttoget på Balkan under Anden Verdenskrig.